Arne:

Hanskrist, jeg ser, at det var naivt af mig at søge frem mod en gensidig forståelse dig og mig imellem.

Det står jo nu helt klart, at det ønsker du, din Kristus, din Gud og din Helligånd ikke.

“Ej, seriøst?”.

Forargelsen var stor, da jeg forleden sammen med mine nye konfirmander dykkede ned i emnet tro og viden. Forargelsen handlede ikke om temaet som sådan, men kom som en reaktion på det, jeg fortalte.

Jeg berettede nemlig om, hvordan det var, da jeg i slutningen af 90’erne var på deres alder. Dengang gik man ikke ligefrem og skiltede med, at man troede på Gud, for det at være troende blev opfattet som åndssvagt, gammeldags, kikset og også en lille smule ubegavet. Det at tro på Gud var dermed noget pinligt og derfor også noget, man så vidt muligt holdt for sig selv.

Konfirmanderne trak uforstående på skuldrene, men selve forargelsesudbruddet kom først, da jeg satte trumf på og fortalte, at det også i dag gælder, at man – hvis man eksempelvis på sociale medier udtaler sig om tro – fra voksne mennesker kan blive mødt med reaktioner som: “Du burde blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Det er stedet for dem, der hører stemmer” eller “tænk at der stadig findes mennesker, der tilbeder en himmelnisse” eller måske – og den er ganske kendt – “er vi efterhånden ikke kommet så langt, at vi kan få lagt Gud i graven og lade viden og fornuft komme til?”.

Og da var det, konfirmandkommentaren faldt: “Ej, seriøst?”.

Denne reaktion fortæller noget væsentligt om troens forandrede status blandt unge, for hvor tidligere generationer oplevede tro som socialt pinligt, oplever nutidens unge den som en legitim eksistentiel mulighed. Det betyder ikke, at alle tror, men at tro ikke længere opfattes som intellektuel svaghed.

Denne iagttagelse understøttes af nye statistikker, der viser, at antallet af unge mellem 18 og 25 år, der kalder sig troende, er steget. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at de unge er mere religiøse end deres forældre – en tendens, der vender den klassiske sekulariseringsfortælling på hovedet.

Hvor vi tidligere så hver generation blive mindre religiøs end den foregående, oplever vi nu det modsatte: Unge, der vokser op i sekulære hjem, finder selv vejen til tro.

Det er en interessant forandring af den sekularisering, sociologen Max Weber kaldte “affortryllelse af verden”. Måske oplever vi snarere verdens “genfortryllelse” – ikke gennem overtro, men gennem en ny åbenhed for transcendens. Paradoksalt nok synes det sekulariserede samfunds religiøse mangfoldighed at have skabt større rum for tro. Når unge i flere sammenhænge møder islam, hinduisme og kristendom som ligeværdige verdensanskuelser, bliver spørgsmålet ikke “tror du?”, men “hvad tror du på?”. Mangfoldigheden tvinger til refleksion over egen position.

Det er karakteristisk, at det i virkeligheden er ateistiske kredse, der fastholder karikaturen af Gud som “gammel mand på en sky”. Nutidens unge har bevæget sig videre. De spørger ikke, om Gud eksisterer, men hvem Gud er – og hvad det betyder for deres liv.

De unge søger ikke primært apologetiske beviser for Guds eksistens, men autentiske møder med det transcendente eller – som de måske nærmere ville sige – “det, der er større end os selv”. Denne udvikling genspejler sig i deres forståelse af omvendelse. Hvor tidligere tiders omvendelsesfortællinger ofte havde karakter af dramatiske vendepunkter, oplever jeg oftere en forsigtig hengivelse – en bevidst åbning for at lære den treenige Gud at kende.

Det er mindre spektakulært, men ikke mindre ægte. Der ligger i den unge generation en særlig åbenhed over for i langt bredere perspektiv at overveje, hvad det helt grundlæggende er, man bygger sit liv på.

Måske alle vi gamle skulle lære af det. Os, der alt for godt husker skolegårdsmobberierne af “hellig-Peter” og “sankt Anna” og i stedet turde være ung med de unge og spørge: “Hvad tror du egentlig på?”.

alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er. 2 Kor 3.


Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. 2 Kor 4.

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. Efeserbrevet 1

Også jer, som før var fremmede og fjendske af sind med jeres onde gerninger, har Gud nu forsonet med sig ved Kristi legemlige død, for at føre jer frem som hellige og lydefrie og uangribelige for sit ansigt, Kol 1, 21-22.

da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 1 Kor 13

Den franske teolog André Gounelle definerer fides qua således: ”’Fides qua creditur’:

henviser til Guds aktive tilstedeværelse i mig, et nærvær, der griber mig, virker mig, forvandler mig, sætter mig i fællesskab med Gud.”




Paul Tillich, systematic theology

What is the source of faith? The only possible answer is: "God himself as Spiritual Presence. Every other answers would degrade faith into a belief, an intellectual act produced by will and emotion.


The worth "faith" cannot be applied to the Christ unless it is taken in its biblical meaning of a Spiritual reality in itself (det jeg betegner som Kristusvirkeligheden).

The faith of the Christ is the state of being grasped unambiguously by the Spiritual Presence.

-0-0-0-


Citat:
Luther:

Tro er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet)




Citat:
Faith is further the 'mighty creative thing' in us and the strongest of affects, most closely akin to the Greek 'enthusiasm' It even takes over all the functions which all 'enthusiasts' from Paul onwards have ascribed to the 'the Spirit'; for it is 'faith' that transform us inwardly and brings us forth anew. Rudolf Otto i sin redegørelse for Luther.