Dit indlæg fik mig til at tænke på beretningen om Ånden - Guds Ånd - der førte Jesus ud i ørkenen efter sin dåb af Johannes, som ved denne lejlighed så Ånden dale ned fra himmelen som en due der blev over ham.

Beretningen om fristelsen i ørkenen, som Johannes ikke skrev om, har gennem tiden optaget mig, og jeg har spurgt forskellige om deres forståelse af teksten.

Flere ting i beretningen har provokere mig til at finde en mening, da Gud jo forstås som kærlig og Satan som den onde. Noget uden for mennesket først og fremmest, men også som ånd der kan påvirke og strides i indre dialog alt efter ens værdier begær og samvittighed.

Det handler også om hvilken definition og evt. hvilken virkelighed man har af ordet Gud og Satan og hvilken vinkel man tilgår teksten, som jo kan læses bogstaveligt, men som også fortæller noget almenmenneskelig

Underligt var det for mig at Gud ifølge Johannes havde givet den nydøbte Jesus sin Ånd, og straks derefter drev ham ud i ørkenen for at lade Satan friste ham.

Dette oplyses ikke af Johannes, skal jeg lige nævne, men af de 3 andre evangelister.
Derimod betegner Johannes Jesus som Guds lam før dåben


Min forståelse som jeg i dag har af beretningen om fristelsen i ørkenen.

Jeg genkender meget af det som der skrives om, hvor det gode og onde kan være i dialog om tanker og hændelser i mit liv, og taler vi om synd i bibelsk forstand opstår synden i tanken før hændelsen.

Så Jesus syndede i tanken, ved at se andre muligheder for sin livsvej.

Jeg tænker.

Før og eller efter en beslutning kan der komme en indre stemme, om det nu også er et rigtig valg.

Denne indre stemme kunne kaldes samvittigheden og Gud, som Jesus forstod som far, som autoritet og derved også bliver en opdrager/vejleder

Så i kamp med sigselv – sit begær og sin mission vinder guds ånd i Jesus over satans ånd. Guds modstander.

Måske også en fortaler for den fri vilje ,,,, for Jesus var af Johannes inden dåb blevet anset som Guds lam.

Så beretningen er måske også en påmindelse - fortaler om den frie vilje når Jesus, før sin dåb, allerede var anset som Guds lam, men stadig kunne foretage et andet valg.

.

https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/1 ... min markering

Guds skabelse er ifølge bibelen god.

Gud har ikke skabt mennesket ondt.

I kristen forståelse opstår ondskab, når man vender sig fra Gud og ikke lever efter hans love og regler.

Beretningen og tolkningen af Adam og Evas syndefald er central for kristendommens opståen, fordi det skabte behovet for en frelser, så mennesket igen kunne ære Gud som børn.

Mennesket blev smidt ud af Guds have, da de ikke adlød, og nu selv kunne kende forskel på godt og ondt.

Så da de havde fået denne egenskab, skulle de selv gøre en indsats for at blive gode venner med Gud igen


Godt og ondt.

Der er vel altid en modsætning?

Denne modsætning har altid eksisteret i livet – lys og mørke, godt og ondt.

I Bibelen bliver den personificeret gennem Gud og Satan.
Disse to figurer kan ses som ydre kræfter, men også som åndelige påvirkninger, der kan blive en del af vores personlighed.

Hvis det onde findes, må det gode også eksisterer - ellers kan vi ikke forstå ondskab.


Som jeg forstår skriften, ændrede Jesus sig efter fristelsen i ørkenen, til vi i Johannesevangeliet 14:8-9 kan læse:


Så han må há ment han fuldt ud repræsenterede det gode, og var på Guds side.
Så meget at han ifølge skriften var så dedikeret, at han citeres for at há sagt:

Johannesevangeliet 5:30:


Jesus måtte som menneske selv træffe sin livsvej af fri vilje.
Selvom han var sendt af Gud, blev han ikke tvunget.

Ligesom mennesket blev skabt til at leve i lydighed mod Gud, blev naturen og dyrene givet som en del af skaberværket, der skulle forvaltes til Guds ære."

.