Fra Gud til mennesker

Siden Immanuel Kants Kritik af den rene fornuft er det vist almindeligt antaget, at vi mennesker ikke kan bevise Guds eksistens, da Gud må antages at være uden for rum og tid, og da menneskets erkendelse – ifølge Kant - ikke kan overskride rum og tid. Vi kan godt tænke et Væsen, Gud, uden for rum og tid, men ikke bevise et sådant Væsens eksistens.

Vi kan fx tænke Gud uden for rum og tid ud fra Vandrer mod Lyset og sige, at rum og tid langsomt er udfoldet fra Urkosmos´ dvale og hviletilstand over Guds emanation, fremstigen som Personlighed, til de nu kendte dimensioner - og at Gud i dén forstand har skabt rum og tid, og dermed står over dem eller uden for dem - men vi kan ikke bevise, at det forholder sig sådan.

Vanskeligheden ved at bevise Guds eksistens skyldes måske at den sande vej til Gud ikke går fra menneske til Gud, men fra Gud til menneske, forstået på den måde, at Gud kan åbenbare sig for mennesker, men mennesker kan ikke nå Ham erkendelsesmæssigt ved egen kraft. Vi kan søge Gud, og Gud rækker da hånden ud til den søgende, og åbenbarer sig og sin eksistens. Søg og du skal finde.

Hvis dette er rigtigt, så ser jeg en parallel til Vandrer mod Lysets beskrivelse af spiritismen; her siges det udtrykkeligt, at vi mennesker ikke skal eller bør påkalde de døde, men de ”døde” åbenbarer sig undertiden for mennesker, hvis der er en god grund til det. Det var fx tilfældet med hele fremkomsten og udarbejdelsen af Vandrer mod Lyset; den oversanselige verden kaldte på nogle få mennesker – kredsen omkring Agerskovs – de kaldte ikke selv på de oversanselige intelligenser.

Så jeg mener det rimeligt at antage, at vejen til erkendelse af Gud går fra Gud til mennesker og ikke omvendt. Og der findes ifølge Vandrer mod Lyset en lang række måder, hvorpå Gud eller andre oversanselige intelligenser kan kalde på os mennesker, hvis det i en eller anden bestemt hensigt gøres nødigt. Og den hvorpå der kaldes fra oversanselig side vil altid samtidig med kaldet modtage sådanne beviser – som kan være af mangfoldig art og natur – at modtageren ikke er i tvivl om kaldets autenticitet; fx gennem den indre logik og sammenhæng i et budskab, gennem den følelse af ro og tryghed, der kan ledsage et kald fra den oversanselige verden osv.

Så bevægelsen går fra Gud til mennesker, og ikke omvendt. Men samtidig: Den, der oprigtigt søger Gud, vil finde Ham!

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«