I de Aarmillioner, som svandt, medens de Ældste forgæves søgte at nyskabe deres Rige og udrense Mørket, strømmede dette tættere og tættere ind over Jordkloden, forenede sig med dens Mørkekerne og levendegjorde en Del af de Livskim63, der var givet af Gud. Disse Livskim, saavel de, der var bestemt til at blive Dyreformer, som de, der var bestemt til Planteformer, vilde, hvis de var bleven fremkaldt under Lysets direkte Bestraaling, ikke have været underkastet Død og Forraadnelse, da det var Guds Tanke, at de skulde forblive i de Skikkelser, hvori de var fremkaldt, til Glæde og Nytte for de Lysvæsener, som Han havde tænkt at skabe. Naar da Jordens Rolle som første Opholdssted for disse Væsener engang var udspillet, vilde Dyre- og Planteverdenen, i Kraft af Guds Villie, atter opløses og opsuges af Lyset.

Da det imidlertid blev Mørket, der befrugtede de hvilende Kim og kaldte dem frem til Livsvirkelighed, blev intet, saaledes som Gud, ved sin Tanke, fra første Færd havde bestemt det til at blive; alt blev forvrænget, forgrimmet og meningsløst, ligesom alle fremkomne Dyre- og Planteformer, paa Grund af Mørkets ringe Kohæsions- og Adhæsions-64 samt Regenerationsevne, underkastedes en mere eller mindre kortvarig Levetid.