Som jeg se det, er forsøg på indsigt i det guddommelige ikke vi menneskers opgave. Jeg mener, at alene dét at opleve verdens væren som et guddommeligt mirakel er fuldt tilstrækkeligt.
Måske jeg skulle uddybe, hvad det er, jeg mener: Dét at verden eksisterer, kan videnskaben jo ikke forklare. Det nærmeste, man kommer det, er "Big Bang", men hvad der "bangede" og hvorfor, dét kan ingen forklare. Og når man ser på, hvad vi ved om vi mennesker her i dette univers på en enkelt planet i dette solsysten, som blot er ét ud af miliarder - endda kun i en meget, meget kort periode af universets levetid - så er det jo umuligt at opretholde en idé om at vi mennesker er det centrale i dette univers - og vi ved jo end ikke, om der er flere universer.
I den synsvinkel synes jeg ikke, det er til at komme udenom, at universets - verdens - væren er et ufatteligt mirakel. Ejheller ser jeg det som muligt, at vi mennesker skulle være universets centrum - snarere tværtimod. At vi så alligevel opfatter det mirkuløse vidunderskabende guddommelige som en person - endda en som ligner et menneske af hankøn, dét forekommer mig at være ufatteligt nærsynet.
I øvrigt er det vel meget sandsynligt, at vi mennesker i vort grådige hovmod på denne klode udrydder os selv.
Men med vor nuværende viden åbner sig jo den mulighed, at vi finder ud af at komme i harmoni med den øvrige natur på denne klode og med kloden selv.
Dét ville være en "religion", der gav os mennesker den guddommelige adfærd, som vi jo har fået evnerne til
Hej Jan. Pjatter du bare? - eller har du slet ikke fattet, hvad jeg skrev om nærsynethed?:
Citat:
At vi så alligevel opfatter det mirakuløse vidunderskabende guddommelige som en person - endda en som ligner et menneske af hankøn, dét forekommer mig at være ufatteligt nærsynet.