Hvad Simon og andre debattører aldrig forstod, var at jeg kommer fra den her tradition og skole (se det med stor og fed skrift), der opstod omkring, Nicolai Berdyaev og Berdyaev Sundays (ikke for ingenting har jeg en snes bøger af Nicolai Berdyaev og Paul Tillich er jeg ganske fortrolig med)
It is worth recalling that the 1930s marked, initially in France and then almost everywhere in the Catholic world, the end of an isolated theology and the beginning of "a new stage of fine symbiosis between theological reflection, philosophy and science" (Campanini 2006, 282). In other words, Mounier's work is to be situated in this movement of return to religiousness, where the philosophical reflection is primarily penetrated by a "deep religious intentionality". Among his sources of influence, there is the orthodox philosopher Berdyaev (Lurol 2000, 69-117) of whom Mounier considered himself a follower (Arjakovsky 2006, 51, 166), regularly attending the circles he organised in the late 1920s and early 1930s where philosophers and theologians of all faiths met (Berdyaev 1958, 333). It is regarding this commitment to the Christian faith that, at the time of his death in 1950, Mounier would be praised as a "man of the Church" (Marrou 1950, 888) as well as a "God's persevering witness" (Depierre 1950, 905). Concerning the personhood, Ricœur furthermore distinguishes in Mounier's thought elements "inspired directly" by Christian themes (Ricœur 1950, 868-70). It is worth recalling that the 1930s marked, initially in France and then almost everywhere in the Catholic world, the end of an isolated theology and the beginning of "a new stage of fine symbiosis between theological reflection, philosophy and science" (Campanini 2006, 282). In other words, Mounier's work is to be situated in this movement of return to religiousness, where the philosophical reflection is primarily penetrated by a "deep religious intentionality".
som barn af den kontinental europæiske mellemkrigstidens filosofi, ikke mindst personalisme bevægelsen og kristen eksistentialisme og livsfilosofi bevægelse (Berdyaev; Tillich; Emmanuel Mounier; Viktor Frankl; med flere)
"a new stage of fine symbiosis between theological reflection, philosophy and science" (Campanini 2006, 282). In other words,
this movement of return to religiousness, where the philosophical reflection is primarily penetrated by a "deep religious intentionality".
Hvorfor hvad jeg præsenterede jer for (kontinental europæisk mellemkrigstidens eksistentialisme og personalisme og livsfilosofi) og repræsenterede, var så totalt fremmed og ukendt for alle de debattører jeg mødte på religion.dk og her på trosfrihed, det forklarer Allan Bloom i sin berømte bog "The Closing of the American Mind".
-0-0-0-0-0-
Idag ved jeg hvem Simon er, en aften for ca et år siden (efterår 2019) faldt alle brikkerne på plads, det er fandeme ham og ja samtlige hans små selvbiografiske afsløringer gennem årene passede som fod i hose.
Det var lidt et chok, for jeg troede manden var idiot, men det er han jo tydeligvis ikke, men åbenbart kan han opføre sig sådan, og har han opført sig sådan overfor mig gennem årene. Aldrig i mit liv er jeg blevet svinet til som af Simon, han har bevidst forfulgt mig (intimideret og svinet mig til) og gentaget de samme løgne år for år, til trods for at jeg selvbiografisk altid har lagt kortene på bordet. Han har stort set aldrig læst mine tekster eller forstået indholdet.
Problemet for Simon og Zeff og andre der støttede ham når jeg skulle svines til, er at de overhovedet ikke er/var fortrolige med den kontinental europæiske mellemkrigstidens personalisme og eksistentialisme (kristne eksistentialisme (ikke Kierkegaard)) og livsfilosofi bevægelse, hvor Nicolai Berdyaev spillede en ganske central afgørende hovedrolle:
a new stage of fine symbiosis between theological reflection, philosophy and scienceSimon har sagt gang på gang at jeg blandede teologi og filosofi og videnskab (især medicin, neurovidenskab og psykologi) sammen i en pærrevælling, men nej, det har jeg aldrig gjort, tværtimod, har jeg forsat traditionen fra Nicolai Berdyaev og Paul Tillich og Viktor Frankl med flere.
Og det har jeg gjort så godt at en af mine gode venner der kender mine skriverier ret godt, vedkommende hun skrev til mig da Brinkmann kom frem med sin kritik af new age mindfulness og selvudviklings bølgen, med sine bøger Stå Fast og Ståsteder: "det er jo hvad du Hans har sagt i årevis nu".
-0-0-0-0-
jeg er stadig rystet over hvordan simon, bjørn og rosemarie har behandlet mig, og ja hvem de er, også Tikka. Når simon er den han er, så er rosemarie og tikka ej heller hvem som helst.
Ville det ha gjort nogen forskel for dig HansKrist om du havde været klar over hvem simon var?
Måske, fordi jeg ihvertfald ikke var klar over at det var så intellektuelle magtfulde (toneangivende) personer jeg sloges med. Jeg kunne godt skimte en avis og en akademiker der nok var universitets ansat. At det var intellektuelle akademiker jeg var oppe imod kunne jeg godt fornemme.
Idag tænker jeg meget på hvorfor simon ikke gjorde debatterne interessante ved tekstnært at læse hvad jeg skrev og gav mig en skarp klog kritik. Det skete aldrig, blot blev jeg latterliggjort uden at han overhovedet afslørede at have læst et ord af hvad jeg skrev, forstået noget som helst. Også derfor disse kasser hvor jeg blev sat i bås med Arne, som jeg overhovedet intet, INTET, har tilfælles med i verdensbillede forståelse og spirituelt religiøst, filosofisk og videnskabeligt. Ja vi er milevidt fra hinanden og Arne ligner meget mere simon og bjørn, de er da også rundet af samme avislæsning og er samme årgang.
Nu gentager jeg mig selv, det er mig stadig en gåde hvorfor simon rosemarie og bjørn, alle følte sig i deres gode ret til at opføre sig som de gjorde. Jeg kommer aldrig til at forstå dette, og det vil kræve et personligt møde med en eller flere af dem, hvor de skal forklare sig overfor mig såvidt deres motiver bag deres opførsel under al kritik. Jmp Michael har sagt sin mening om rosemarie, så jeg behøver ikke gentage, men for pokker hendes adfærd har rystet mig. Aldrig tror jeg at jeg har oplevet noget så kujonagtigt fejt fra et voksent menneske. Hvor er hendes personlige moralske menneskelige integritet og selvstændighed og værdighed, i forhold til simon og bjørn?
Hvad skete? for det skete en nat over at rm ændrede sig.
Kræn-p advarede mig i et personligt brev/mail, og sagde at det skete noget bag kulisserne han ikke brød sig om og ikke billigede, men som han så sig nødsaget til at fortælle mig om. Ja hvad var meningen med den troll dagsorden? som Bjørn fremførte med så stor liv og sjæl engagement, som en hjertesag for ham, sammen med simon og rosemarie, at bjørn endte med at gå bag ud af dansen her som debattør da det ikke lykkedes ham at ta magten over trosfrihed, få sin vilje, og ja siden har han ikke været aktiv, andet end som anonym der fra tid til anden går ind og støtter simon når bølgerne går højt.
Det er en skuffelse og mindre chok at voksne mennesker med sådanne samfundspositioner under dække af anonymitet kan opføre sig som de har gjort her på trosfrihed. Simons selvbiografi forklarer lidt noget om disse mekanismer, lidt en arbejdsskade fra at være del af en bestemt kultur gennem mange år.
I 2003 får jeg min HansKrist profil på religionsdebatten, pga pres fra mine nærmeste.
Jeg var bare HansKrist, som jeg var, og kæmpede min sag, sådan som jeg opfattede tingene, især hvordan vi burde forstå kristendommen på fair vis, ud fra Tillich og Berdyaev.
Ser jeg tilbage på det, set i bagklogskabens klare lys, så kommer jeg væltende ind fra højre, da aviserne begynder at miste magt som meningsdanner af folk, til internettets mere anarkistiske frie tilgang til tingene, hvor mange flere mennesker nu kan komme til orde. Især Kristeligt Dagblad var selvfølgelig forfærdet over at deres udlægning af kristendommen og normer og værdier, og dagsorden, nu blev truet af en lang række ret så nytænkende hoveder. Men selvfølgelig var også Politiken og Information forfærdet over at deres ideer om religion, det religiøse spirituelle (religionskritik og ateisme) nu blev modsagt, ikke mindst af en HansKrist. Og det forklarer hvorfor jeg fik simon og arne på nakken, da de to jo er børn af disse aviser gennem mange mange års læsning kultursiderne her.
Jeg fik i begyndelsen flere henvendelser fra skolelærer og fra studerende, i forbindelse med emneuger og opgaveskrivning, hvor de spurgte mig om mit syn på tingene, fordi de fandt mine skriverier interessante. Og jeg fik fan mails fra tid til anden. Og pludselig da dette havde stået på i et års tid, skete der fra den ene dag til næste dag ikke mere, jeg hørte pludselig ikke mere fra folk, skolelærer, elever og ja fra folk der kunne lide mine skriverier. Et forhold jeg altid har undret mig over. Hvorfor er der pludselig ikke nogen der finder hvad jeg skriver interessant overhovedet?
Nå der var nu mange debattører på religionsdebatten der gav mig de smukkeste smukkeste skønneste skudsmål. Og selv om jeg har vist Arne disse skudsmål fortsætter han med at påstå der aldrig har været nogen der satte pris på mine skriverier.
-0-0-0-0-0-
nå det her er ikke klynk, ynk, men et forsøg på at samle mig selv op igen som HansKrist efter at have været igennem noget jeg ikke ønsker for mine værste fjender de skal opleve. Jeg har også selv opført mig under al kritik som en debatterrorist som Thomas engang sagde, der er tre, nemlig HansKrist, simon og bjørn.
-0-0-0-0-0-
det her indlæg skrevet fordi jeg gør lidt status over ham HansKrist ---
jeg har HansKrist oppe at vende - min debatprofil oppe at vende
to gange har jeg holdt pause fra trosfrihed ganske frivilligt, ikke noget planlagt, og begge gange har jeg ikke været voldsomt stærkt motiveret til at vende tilbage, men ej heller haft nogen holdning til eller modvilje imod at vende tilbage. Sådanne beslutninger med at stoppe og nedlægge min profil og begynde forfra har jeg været lykkelig befriet for, jeg har været HansKrist kontinuerligt siden 2003 og til idag og jeg har været 100% selvbiografisk ærlig hele vejen igennem og alle ved hvem jeg er civilt, min livshistorie, hvor jeg bor, og hvad jeg får tiden til at gå med, hvor mit engagement er her i livet.
-0-0-0-0-
jeg tror den her tråd er et forsøg på at forstå mit HansKrist engagement, debat engagement med liv og sjæl igennem årene.
Hvor meget fylder denne side, virksomhed, af min person.
Er det udtryk for en slags Guds Åndens nådegave og kald med inde over mit liv. Hvorfor insisterer jeg så voldsomt på at ligne Paulus, Tillich og Jung, eller at forsætte deres arbejde?
It is worth recalling that the 1930s marked, initially in France and then almost everywhere in the Catholic world, the end of an isolated theology and the beginning of "a new stage of fine symbiosis between theological reflection, philosophy and science" (Campanini 2006, 282). In other words, Mounier's work is to be situated in this movement of return to religiousness, where the philosophical reflection is primarily penetrated by a "deep religious intentionality".Berdyaev betragtede Emmanuel Mounier som sin arvtager og igen Emmanuel Mounier betragtede Berdyaev som sin åndsfrænde.
Det er også her vi finder HANSKRIST
+ at jeg har Tillich og Jung med inde over og ja Paulus + jeg har stor interesse i psykologi og neurovidenskab og den medicinske videnskab om sundhed og psykiatri