annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4893186
Et andet syn 1213479
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 989786
Jesu ord 843727
Spirituel omsorg 792267
Galleri
Limfjorden, Strandparken Nørresundby
Hvem er online?
1 registreret Gerth 21 gæster og 120 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 6 af 6 < 1 2 3 4 5 6
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#4990 - 06/10/2008 11:57 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Kræn-P]
Hanskrist Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 1971
Sted: Nørresundby
Kære Kristian

du skriver mod slutningen:

Altså: Du vandt! Eller hur…? Citat slut.


Hvordan dælen skal det spørgsmål nu forstås?

Der er mange muligheder.


Først vil jeg lige sige at jeg kun har forholdt mig til din skråsikre påstand, der var uden argumentation, hvorfor jeg dog gerne ville høre hvordan du ville resonnere eller argumentere dig frem til følgende påstand:


Kristi efterfølgelse på kristen grund synes ikke at være grundlæggende forskellig fra Buddhas efterfølgelse på buddhistisk grund. Menneskets grundvilkår synes at være det samme under begge synsvinkler, så længe vi ser på det etiske.

Ser vi derimod på det eksistentielle, synes der imidlertid at gøre sig en væsentlig forskel gældende. Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.




Jeg har selv i mit indlæg til dig argumenteret for det modsatte synspunkt, at det faktisk er kærlighedens religion kristendommen, der i eksistentiel forstand er både mere dybtsindig og endda sandere i videnskabelig forstand, ja mere i overensstemmelse med den menneskelige natur og de menneskelige muligheder for at agere kreativt og produktivt i verden (så kristendommen stikker ikke bare dybere, den rager også højere op).


Altså du stikker den her ud (uden argumentation):

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.


Hvis jeg skal hoppe på den med om jeg har vundet eller hur; så vil jeg sige at dersom der nu kommer læsere forbi, så vil de takket være mit indlæg se at der findes et alternativ til din fordom om at Buddhismen er gået dybere. De vil kunne se at Buddhismen er ramt af stoisk berøringsangst for at skulle tage livtag med kærligheden som altid fordrer engagement og passion og ikke mindst begær og lyst, udholdenhed, men også ledsages af sorger og lidelser.

Buddhismen frygter lidelsen så meget at den slet ikke tør beskæftige sig med kærligheden, ægte kærlighed der stikker dybt (måske nok til en vis grad ophøjet og sublimt). Men kristendommen der er kærlighedens religion, prøver overhovedet ikke at undgå lidelsen, hvorfor den også tør beskæftige sig med kærligheden. Det er rigtig at dersom man vil undgå lidelsen, så må man gå langt udenom dette at elske som Kristus (Kristus, der i den sammenhæng var en anti-Buddha, der gik et stort skridt videre end blot til medlidenhed og medfølelsen, han turde elske og engagere sig, binde sig, sørge og græde og hulke, han opgav ikke sin kærlighed, holdt ikke op med at elske os syndere, selv da det begyndte at koste).

Kristendom er slet ikke ufølsom overfor lidelsen og prøver ej heller at gå udenom lidelsen; i så fald ville kristendommen ej heller kunne være kærlighedens religion. Kristendom går ikke udenom dette at elske, knytte sig og binde sig, som buddhismen gør.

Kærlighed er det der bedst kendetegner den menneskelige eksistens, derfor er sorgen og lidelsen også "eksistentialer". Kristendommen har modet til at stå fast herpå, buddhismen har ikke dette mod, og forsager den menneskelige eksistens og søger tilflugt i Sindet, i ophøjet ikke-væren. Buddhismen giver ingen svar på at tilværelsen/livet kan være til at holde ud/leve, meningsfuldt, hvis lidelsen (sygdom og døden) accepteres, hvorimod kristendommen finder at lidelsen ikke er meningsløs, da den udspringer af det endnu højere, nemlig kærligheden, dette at elske, det er en følge af at elske og begære, og lidelsen er derfor aldeles ikke meningsløs.

At afhjælpe lidelsen og nøden i verden i forbindelse med helt konkrete tiltag har altid kendetegnet kristendommen. At viden og erkendelse og indsigt (og ændret holdning til verden) skulle være en mulig vej til at afhjælpe verdens nød og lidelser, er ikke en kristen metode, her har man i stedet for valgt at lette røven for sig selv og hinanden, følge Kristi eksempel og gøre sig selv til en der tjener andre og derved ændrer verden, som buddhismen helt har opgivet, som om en tilkæmpet holdningsændrig eller ny erkendelse, ny og ændret bevidsthed, i sig selv skulle kunne gøre fra eller til.

Buddhismen bevæger sig væk fra eksistensen, fra menneskehedens liv og fra verden (Stoicismen anerkender dog i det mindste verden), og ønsker ikke at mennesket skal tage de byrder og lidelser på sig der helt naturligt hører eksistensen til, de menneskelige eksistentielle grundvilkår til.


Du skriver:

Dine standpunkter ligger ikke særligt langt fra det syn, som jeg selv havde, før jeg fravalgte Kristendommen og var halvtreds år yngre, end jeg er i dag. Citat slut.

Det føler jeg ikke passer, at mine standpunkter skulle ligne dem du havde for ca 50 år siden. Mit syn på kristendommen og dit for 50 år siden er milevidt forskellige. For havde du haft for 50 år siden, det syn jeg i dag har på kristendommen, havde din tale i dag været meget anderledes. Uden tvivl har du forladt kristendommen fordi nogle forhold ikke ville gå op for dig indenfor kristendommen. Men dog det er jo ikke noget særsyn at du forlader kristendommen på det tidspunkt, for vi kan jo tale om en sand folkeudvandring, så du fulgte flokken og du fulgte også flokken mod de østlige inspirerede religiøse tanker og filosofier. Ganske tidstypisk. Et reelt ophold (frem for et flygtigt strejf) ved Berdyaev ville have ændret meget for dig og du ville kunne være blevet fanget ind af eksistentialismen som denne findes i moderne teologisk tænkning, hvor du ville være blevet klædt på til at udforske og tage livtag med kærlighedens og lidelsens mysterium, som drejer sig om de dybeste og højeste (smukkeste og mest værdifulde) forhold ved den menneskelige eksistens, her kan vi blot lytte til digterne (Dostojevskij ikke mindst) og kunstnere af alle slags, det er selve kernemysteriet ved den menneskelige eksistens, selv for en Bertrand Russell. Nu valgte du så et tankegods der ikke havde modet til dette møde og derfor førte dig langt udenom dette at elske og de sorger og lidelser der nødvendigvis ledsager kærligheden (korsets mysterium) og giver menneskets dets store værdighed og dets dybder og højder, dets vertikalitet. Men sikkert er det at LIVET selv, som er så fyldt med kærlighed, sorger og lidelser der åbner op for det skønneste og mest værdifulde ved menneskelivet, igennem de 50 år og den dag i dag har været et positivt forstyrrende og belærende element i dit liv, der hele tiden har været med til at korrigere alle de filosofiske fejlopfattelser og indstillinger (overfladiskheder) der er til menneskelivet i blandt andet buddhismens tankegods, der jo som sagt ikke magter eller har modet til at beskæftige sig med kærligheden, sorgen og lidelserne; og derfor fejt forsøger at ophæve forholdet til den menneskelige eksistens og verden, virkeligheden som den nu engang ER; ja for at komme fri af lidelsen og sorgen, tør den ikke at gå ind i kærlighedens inderse væsen, dette at elske og begære og hænge ved, binde og forpligtige sig, kort og godt at bevare vores passionerede engagement, vitalitet og livsmod, til trods for at menneskelivets eksistentielle grundvilkår kan virke absurde og meningsløse. Buddhismen selv i moderne tid, er så sandelig på mange måder en bedøvende og lindrende/trøstende metode til at undgå kærlighedens sorger og glæder (de eksistentielle grundvilkår der ikke er uden sorger, lidelser, sygdom og død), de livets store udsving og yderpunkter der adler et menneske og giver os vores store værdighed. Selvbedrag, snyd og bedrag er det at ville skåne mennesket for mødet med kærligheden, selv om jeg indrømmer at kærligheden er en meget urolig og uhåndeterlig størrelse. Jeg bryder mig ikke om at mennesket ved hjælp af sindet formår at behersker sine lidenskaber, sine drivkræfter, dets emotionalitet og dets følelsesliv; nej mennesket skal netop gribes af disse forhold, hvorved dets vitalitet og kreativitet styrkes ganske betragteligt.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

Du skriver:

PS: Har du kommentarer til det hovedanliggende, som essayet gør forsøg på at lægge frem til debat? Citat slut.

Min korte kommentar kunne lyde:

Kristendommen der alene kunne koges ned til Guds rigets gennembrud ved (i og med og gennem) Jesus Kristus; altså Kristi ekskatologiske og historiske betydning, er noget afgørende nyt og er ikke lånt gods andre steder fra. Den ny værens manifestation i en historisk person, og Tros-begivenheden Kristus's historiske fakticitet. Det nye er at mennesket er et historisk kulturelt fremtidsorienteret moderne væsen og ikke kun et kosmisk naturligt væsen (din og Ole Bjørns antropologiske ståsted). I Kristus findes en mening med den liniære historieopfattelse, med fremtiden, ikke bare for slægten men også for den enkelte, individet. Og det er jo i den unikke sammenhæng, kontekst, at eventuelle lånte sproglige vendinger og begreber skal anskues og indgår. Kristus er den afgørende legemliggørelse i menneskehedens historie af Gudsriget. Det brændende aktive heroiske og entusiastiske engagement for menneskehedens og verdens skæbne, der springer frem af viljen til og troen på Guds rigets gennembrud i, ved og med Kristus, der ikke svækkes, men tværtimod styrkes af enhver modstand og alle forhindringer. Og hverken lighed med tidligere mysteriekulter eller eventuelt lånt tankegods kan svække eller overskygge at kristendommen står ganske solidt og godt på egne ben og er noget helt og aldeles ægte nyt der ser verdens lys for første gang i menneskehedens historie.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Top Svar Citer
#4993 - 06/10/2008 12:46 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Hanskrist]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland


Kære Hanskrist.

Igen et godt indlæg fra din hånd. Jeg har behov for at tænke nærmere over det, og derfor vil denne tilbagemelding blive foreløbig. Jeg har – ligesom du gjorde forleden – kun taget fat i et hjørne af dit indlæg:

»(…)Uden tvivl har du forladt kristendommen fordi nogle forhold ikke ville gå op for dig indenfor kristendommen. Men dog det er jo ikke noget særsyn at du forlader kristendommen på det tidspunkt, for vi kan jo tale om en sand folkeudvandring, så du fulgte flokken og du fulgte også flokken mod de østlige inspirerede religiøse tanker og filosofier. Ganske tidstypisk.(…)« (Citat slut).

Heri tager du fejl. Mit svar på, hvordan jeg forlod Kristendommen, er den sidste del af dette essay, som du har set før:

»Det storladne Øjeblik.

© Kristian Pedersen

Men det kan også hænde, at man uden påviselig forankring i noget udgangspunkt bliver en søgende. Den blotte angst for det tomme kan være en drivende kraft. Angsten for tomheden kan antage sådanne dimensioner, at denne angst i sig selv bringer en ud på vejen for de søgende. Der må være – der skal par tout være – noget at holde sig fast i.

Hvad dette faste holdepunkt kan være, véd man ikke. Blot foresvæver der én noget dunkelt om, at det ikke er noget, man ved almindelig logisk tænkning kan gribe. Og formentlig heller ikke kan tale om ved at bruge ord, der repræsenterer et eller andet.

Lad os derfor underforstå det som noget uudsigeligt, når vi siger, at det er noget forskelsløst, inderste, ultimativt og altomfattende.

Man lever jo med dette gådefulde, at man har bevidsthed, og de utallige forsøg på at snige sig ind på løsningen af denne gåde løber ud i sandet. Man kan læse mange bøger om psykologernes redegørelser for menneskelig bevidsthed uden at komme gådens løsning nærmere.

Dette forekommer at være et menneskeligt vilkår, der bringer én til at løbe i ring i selvreferens, fordi det, der skal forstås, samtidig er det, hvormed der skal forstås.

Det minder lidt om en tegning, man engang har set; tegningen forestiller to højrehænder, der hver holder en blyant og er i færd med at tegne. Det, de hver for sig tegner, er den anden hånd med blyanten; de tegner altså hinanden. Det, der tegner, er således det, der tegnes.

Hvis man giver sig til at tænke over dette i en ganske almindelig tidslinie, løber man sur i det, for hvordan kom de i gang? Hvordan så de allerførste streger ud, da der endnu ikke var tegnet blyanter, der blev holdt af fingre? Og hvordan kan de blive færdige, hvor de øjne, der følger med i de to højrehænders tegnen, skal tegnes?

Det er, som om tegningen, som man har set den, er et lille stykke kunstnerisk virkelighed, der så at sige ligger for sig selv og ikke hører hjemme på den tidslinie, som vi tænker i. Der kan ikke tænkes nogen begyndelse og heller ikke nogen afslutning. Der kan muligvis kun tænkes, at tegningen må tages, som den er, netop således, i såledeshed, hvis man kan bruge et sådant ord.

Måske kunne vi kalde sådanne overvejelser, som vi netop har gjort for noget i retning af aha-oplevelser. Og dem kan man have en vis fornøjelse ved at gå og tænke over. Men man glemmer dem let igen i herdagens mange gøremål.

Der findes imidlertid mennesker, der har haft bevidsthedsmæssige oplevelser af så overvældende art, at de har erindret dem igen og igen resten af deres dage. Oplevelserne kan have haft et specifikt indhold, og hvis dette indhold var religiøst, ligger betegnelsen åbenbaring lige for.

Der kan også uden et specifikt religiøst indhold som for eksempel Kristus eller Jomfru Maria have været tale om en så intens oplevelse, at man i mere uspecificeret forstand har følt sig at være i nærheden af noget numinøst, noget helligt.

Der kan have været tale om en så uendelig og salig glæde, at man, når man bogfører den i sin dagbog, tidsfæster den ikke blot på datoen, men tillige på klokkeslættet, for eksempel den 19. maj 1838, klokken 10½. Det er naturligvis den femogtyveårige Søren Kierkegaards ekstatiske glædesudbrud, vi taler om, og den vil vi senere gengive ordret, som den står i hans dagbog. Lad os kalde noget sådant det storladne øjeblik.

En intens bevidsthedsoplevelse kan også have karakter af et frigørelsens gennembrud. Man kan fra knugethed i fortvivlelse, fordi man ikke kan finde sig selv eller ikke kan leve med sine vilkår, komme fri i samtidighed med en dagligdags handlings udløsende symbolik, for eksempel dette at stikke en nøgle i en dør og låse den op.

På et split sekund er man fri og utynget, og man husker på dato og klokkeslæt, hvornår det fandt sted. Det er også en menneskelig mulighed at opleve det storladne øjeblik på denne måde – det vides med sikkerhed for ét tilfældes vedkommende.

En anden form af det storladne øjeblik kan optræde i forbindelse med en situation, hvor den nøgne fysiske eksistens som sådan er sat på spil; for eksempel ved en trafikulykke.

Man kan da opleve, at tiden på det nærmeste går i stå, så der er en rigelighed af tid til at handle i selvfølgelighed og uden bekymringer om noget som helst. Der er tale om en oplevelse, som man aldrig siden glemmer, og som man, hvor uforståeligt det end måtte lyde, ønsker gentaget.

Man har oplevet sig selv som en handlende, der ikke i fjerneste grad var i bekymring om den nøgne fysiske eksistens og førligheden, der var sat på spil. Man er i fuld bevidsthed om, at man er væltet med sin motorcykel på den isglatte bakke lige foran den store bus, der ikke kan bremse op.

Men der er en rigelighed af tid til at få det ene ben, der er under motorcyklen, gjort fri, rulle en omgang, bruge bussens kofanger som afsæt og skubbe sig yderligere så meget til siden, at det store blokerede forhjul på bussen nøjes med blot at strejfe styrthjelmen.

Det er, som om den tidslinie, som man ellers tænker i, har fået en slags sløjfe, som man kan følge i rolig ubekymrethed, og som først falder tilbage i den rette tids linie, da man samler sig selv op og løber efter den blokerede bus, der rutcher videre nedad bakken.

Man kan ønske at tage dette sådant handlende selv igen til punkt og prikke, og man føler, at man langt bedre kan forstå for eksempel det, som skrives om bueskytterne eller sværdfægterne, der må øve sig livet igennem for at opnå den jeg-løshed, der forudsætter ubekymretheden. Den ubekymrethed, som også Tømrersønnen fra Nazareth talte om.

Det storladne øjeblik kan også optræde i indsigtens form; i den intuitive anskuens form. Man kan siddende i naturhistorielokalet betragte de mange dyrekranier i skabene, og lade øjnene vandre over dem og hen over skelettet Moses, der står bag sin glaslåge i hjørnet.

Man kan undre sig over fællestrækkene, undre sig over dette, at der i alle disse nu tomme øjenhuler engang sad øjne, der gav lys til de mange bevidstheder, der boede under pandehvælvene.

Man kan falde i staver herover, og der kan pludselig åbne sig den indsigt, at det er denne urgamle bevidsthed, der engang så ud gennem disse øjenhuler, der nu også kigger undrende ud gennem ens egne øjne. Og man indser i det storladne øjeblik, hvad det var, Eckehart talte om, da han for snart syv hundrede år siden talte om Gud, der behøver menneskets øje for at skue sit eget skaberværk.

Man fatter i et nu, hvad der er noget fælles i alt biologisk liv, og man sætter spørgsmålstegn ved, om mennesket nu også har ret i at sætte et så afgørende skel mellem sig selv og dyrene, som vi har for vane at gøre.

Indsigten er så intens, at man aldrig senere glemmer dens tid og sted, og den kan – hvilket der kendes ét eksempel på – få en søgende til at opgive en konvertering til katolicismen og i stedet vende sig mod den kristne mystik og senere også mod øst. Også dette er en menneskelig mulighed – det vides med bestemthed.

Oplevelsen af det storladne øjeblik kan kommenteres af mange, der har, hvad man kunne kalde fagmæssig skoling i en eller anden metier, og der kan siges meget herom for eksempel fra psykologisk eller psykiatrisk side. Men dette lægger hverken til eller trækker fra i henseende til den indre vished om, at man har haft en oplevelse, der indgår i retningsbestemmelsen af ens efterfølgende liv; et liv som fortsat søgende.
«


Med venlig hilsen

Kristian

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#30135 - 28/05/2020 17:39 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Hanskrist]
Thomas
Uregistreret

Hej HansKrist

Jeg er netop begyndt at læse tråden om Kristendommen og Buddhismen. Det er jo et tema, jeg selv er meget interesseret i, og som jeg faktisk p.t. diskuterer med 'fans' af David Bentley Hart.

Du har skrevet et stærkt svar i tråden. Jeg vidste slet ikke, at du også kunne skrive sådan (som om at du har tilpasset din måde at skrive på i forhold til modtager):

Citat:
Kære Kristian, du skriver:

Kristi efterfølgelse på kristen grund synes ikke at være grundlæggende forskellig fra Buddhas efterfølgelse på buddhistisk grund. Menneskets grundvilkår synes at være det samme under begge synsvinkler, så længe vi ser på det etiske.

Ser vi derimod på det eksistentielle, synes der imidlertid at gøre sig en væsentlig forskel gældende. Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.


Især følgende, for mig at se, helt ulogiske og ubegrundede ressonement fra din side, hæfter jeg mig ved:

Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, Citat slut.


Vi lærer Kristus at kende; Guds hemmelighed, Guds riget, at kende, igennem arbejde, kampe (koncentration og anstrengelser) og lidelser (offer og hellighed). Eller Kristus åbenbarer sig for os igennem arbejde, kampe (koncentration og anstrengelser) og lidelser (offer; tilsidesættelsen af os selv for andre, i den gode sags tjeneste). Jeg mener stadig at det er kristendommen der har fat i den lange ende og at den kristne vej er meget dybere end den vej og metode der fokuserer på lidelsens ophør. Ellers kunne kriteriet jo være at vi kunne dømme kulturerne efter deres frugter.

Mennesket er født til aktivt lidende/elskende virksomhed (født med en stor portion passioneret livskraft, vitalitet og aggressivitet for at overvinde modstand), og går ikke af vejen for at arbejde og elske, engagere sig og lide for en sag, ofre og tilsidesætte sig selv for en sag. Der er ingen frygt i kristendommen for kærlighedhedens smerter, for den smerte der ledsager et brændende engagement for personer og sager.

Hvilke kristne mystikere er det du gang på gang tager til indtægt for at gå langt udenom lidelsens og kærlighedens smertefulde engagement (gå langt udenom Kristus, dette at følge Kristus), dette at gøre sig selv til tjenere/arbejdere og stridskæmpere for andre, og for at stå buddhismen nærmere end kristendommen?

Hvis sådanne mystikere findes, synes jeg de skulle droppe navnet Kristus, da det jo ingen mening i så fald giver, hvis man ikke følger Kristi engagement og kærlighed som bestemt ikke går udenom det smertefulde og lidelsesfulde, det at kæmpe og arbejde, ofre og tilsidesætte sig selv.

Det der kommer let går let; har jeg nogensinde opnået noget uden anstrengelser og lidenskabelighed, uden at elske og lide for sagen, uden at sætte mig selv ind på det og på spil, uden offer? Nej ikke når vi taler om ting og forhold af virkelig stor værdi og betydning.

Kristendommens styrke, der findes i Kristus, er at vi ikke går af vejen for at elske, for den kærlighed og engagement hvor der ingen garantier findes imod smerter og lidelser.
Kristendommen er som Berdyaev også siger det, uden sammenligning, kærlighedens religion.

I øvrigt er hjernen indstillet på at belønne smertefyldt og lidelsesfyldt engagement, arbejde, indsats og anstrengelser (endorfinerne taler deres tydelige sprog). Så Kristus-vejen, arbejdets, kampens og lidelsens vej (metode, den vestlige metode) er ikke en hovedløs naturstridigt vej, spor, at slå ind på.


De ”dovne”, ”apatiske”, dem der springer over hvor gærdet er lavest, dem der ikke kender arbejdets, kampens og lidelsens og selvofferets vej, de tager stoffer for at få lov til at opleve et glimt af den lykke og hormoni (harmoni og hormoner), der ellers er så naturligt for ædruelige arbejdsomme stræbsomme mennesker, der ikke går af vejen for offer og lidelser/smerter, at opleve.


Nå men det korte og lange er at jeg er enig med de kristne tænkere og teologer i at lidelsens mysterium der er tæt forbundet med kærlighedens mysterium (arbejdet og offerets mysterium), stikker dybere end alle forsøg på at undgå lidelser.

Fra evolutionsbiologien ved man også i dag hvorfor mennesket bringer en lang række fredfyldte og harmoniske dage til ophør (intet er nemlig sværere at bære for mennesket, end en lang række fredelige dage). Det er fordi hjernen er bygget til stress, udfordringer, kampe og store lidelsesfyldte indsatser/aktiviteter. Indsatser og aktiviteter som hjernen er bygget til at belønne.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.


Det er virkelig "food for thought". Tusind tak smiler

Kh Thomas
Top Svar Citer
annonce
Side 6 af 6 < 1 2 3 4 5 6


Seneste indlæg
Samtaler omkring bålet...
af Arne Thomsen
09/07/2020 21:37
Gennemsigtighed og troværdighed af faktiske fakta
af somo
09/07/2020 08:56
Vi læser det Nye Testamente
af ABC
01/07/2020 22:40
Lyser på vej
af somo
01/07/2020 22:29
Mellemrummet
af RoseMarie
30/06/2020 22:28
Nyheder fra DR
Belgisk vaccine beskytter hamstere mod c..
09/07/2020 22:53
Efter stigende smittetal: Regeringen luk..
09/07/2020 22:32
Aller-sælger solgte demente Inger tre a..
09/07/2020 21:16
Dyster FN-prognose: Vi risikerer at over..
09/07/2020 21:00
Det her show gør tykt grin med dit mani..
09/07/2020 19:58
Nyheder fra Religion.dk
Eddike, kamelspyt og rodudtræk: Jødedo..
09/07/2020 06:17
Sex, skyld og skam i kristendom: ”Når..
08/07/2020 06:08
Religion i kufferten: Det betyder dine s..
06/07/2020 06:15
3 film: Sådan skildres Himmeriget
02/07/2020 05:50
Satanismens indtog i Danmark
30/06/2020 06:00