Go'morgen Simon
Hvilket veritikalt digt fra Rifbjergs taster, nærmest et helt højhus. Ja, højtiden nærmer sig jo også med små hurtige skridt. Grødmad og ugletræ i de små hjem er snart til at få øje på, og gavernes tid er ved at indfinde sig :))
Højtidsstemt skriver Sophus Claussen også:
Morgenprækener
Er jeg dømt i denne Verden af en umild Dommer?
Endnu blomstrer mine Urter med en høstsød Sommer.
Den septemberklare Himmel skænker Sol og Brise.
Jeg har Ord som Brød i Kurve, dersom Folk vil spise.
Morgenprækener paa Bjerget hilser Eders Veje,
solberedte Hjerter, jordisk Himmeleje.
***
Naadegave, mer end anden Lykke,
skabende Talent
ved din Ild et Liv igennem
holdt jeg Faklen tændt.
Lukker Verden for min Sang og Tak
sine Porte i
i mit Hjærte jubler tusind Farver
som jeg gjorde fri.
For min Fjendes Magt at overvinde
skal de staa mig bi -
de skal lønlig over Fjeldets Tinde
vise mig en Sti.
***
Hjemfart
Skibene ligger paa Genovas Rhed;
men Skyerne taarnes til Slotte.
Dagene flyver, September er nær.
Gør Baadene flotte
til nordiske Storme, stridere Vejr!
I Nord, paa den lave Bred,
hvor Tusmørket evig har hjemme,
vil vi drømme en Efteraarsnat under blygraa Skyr.
I de dyndede Byer, som gemme
Vandrotter, Sluser og indfødte Dyr.
Nu svinder i Syden vort Hus,
det høje med Skoddernes Røde,
der laante os sommerlig Skygge og Hvil.
Byger og Bølger vi møde,
Bølger og Byger! Vor Smakke har Il.
Jeg frygter ej Udyr og Slud.
Min Moder vil Lysene tænde,
en tindrende Fest for den hjemkomne Søn.
Og min gode Søster vil kende
en Broder, hvis Vilje har voxet sig skøn.
***
Bevidsthedens Grænser
Dit Hoved siger: Jeg er Aanden
og jeg er redebon og nær forhaanden.
Man viser mig et Kim til noget stort, —
straks i mit Indre er det gjort
som Trær, der bugner ud med underfulde Vækster:
dér synger Fuglene mit Hjertes Tekster.
Min Overdaadighed kan ikke rummes,
men nu skal jeg af Legemet fordummes.
Dit Legem siger: Tag mig med
og lær mig Led for Led
det ny og herlige, du ved.
Det er ej nok, at Lyset standser
i Kløgtens Spil paa Pandens Høje,
mens jeg gaar om med ubelyste Sanser
og paa hver Finger ønsker mig et Øje.
Ak, hvor de dumme Sanser støje!
Glædelige hilsner
RoseMarie