Jeg skrev i denne tråd #27215 - 12/04/2019 11:24 - til HansKrist - dette:
Citat:
Mit nuværende ståsted er begejstringen over egen og verdens væren - i forhold til alternativet: Ikke-væren.
Og det går nu - omsider - op for mig, at dén store og berigende, smertefulde og lykkebringende oplevelse, jeg havde for mange år siden, i en lille kirke i et mennesketomt kloster på toppen af et mindre bjerg i en subtropisk urskov på en lille græsk Ø: Mødet med en Kristus Ikon, ikke var et forsøg på at omvende mig til kristendommens første tusind års enhedskirke (altså før korstogene, den spanske inkvisition o.m.a. i den romersk katolske kirke, som før år 1000 endnu ikke var opstået). Nej - som Ikonen på uforklarlig måde udtrykte: Læg dogmerne til side! Og hvad er så Ikonens budskab (klik på et af billederne): Den helt rene kærlighed! - her og nu - i miraklet: Verdens - og egen - væren
Når jeg ser på, hvad jeg senest har skrevet i denne tråd, kan jeg jo godt se, at det nok kan bringe mennesker med en fast tro "i harnisk". Fast tro giver tryghed. Man ved, hvad der rigtigt og hvad der er forkert - og hvad der vil ske - endda efter døden.
Hvis de faste dogmer betvivles, kommer utrygheden snigende. Er det mon derfor, at så mange religioners mennesker er så intolerante overfor anderledes tænkende/troende?
I hvert fald er det uhyggeligt, så megen blodsudgydelse og lidelse den holdning skaber.
Men - indrømmet - det er jo nemt for mig at hævde, når mit eneste "dogme" er eksistensens mirakel og min eneste leveregel er den helt rene, dybe kærlighed - juvelen i lotusblomsten
Svar
Citer
