Hr. lægprædikant..

Du er nu så sød, når du bliver fornærmet - bare du husker rummet her handler om glæden ved litteratur, og ikke er din sædvanlige skraldespand!

mvh
Simon

De gode danske:

Mure

Du kender ekstasens floder af lys
Dens hvide valmuer, dens høje enhed

Smeltende taktstokke, flydende timeglas
Du kender kærligheden – dens kærlighed, udsigt

Siden forstår du ikke ordet forskel
Du styrer din sky i en sols midtpunkt

Var du ikke stum nu ville du kalde verden
Et smil, endeløst, krummet i sig selv

Hvor har du dine tanker?
Dine lukkede øjenlåg afspejler en gud

Mens uret upåagtet pisker
Dit vingeløse liv til skum

Du har da hjemme blandt broderlige stammer
Under et tag af fugle der synger dit udspring

Lyset har mindet dig om en strand fra drømmen
Du ser alt i et højst usædvanligt skær

Som om din mor endnu var i live
Som om din tale var ja ja

Du er blevet eet med en gammel haves asters
På ny hvisker du om bølger og korn

Tril daggryet eller lynet viser dig denne by
Hvor trompeternes slanger vrider sig i dybet

Mellem revnende mure

- Ivan Malinovski.

*

Det runde værelse

Udvidet til bristepunktet
med forgreninger uden kontrol,
viklet ind i uoverkoemmelighed
som et påtvunget svangerskab,
tænker jeg på om alt dette
nu også var nødvendigt?
Kunne man ikke have nøjedes
med utroligt lidt;
detaillen af en detaille
næsten ingenting
noget som en blikdåse
hvis låg passer og
glider lydløst på plads
midt i denne verden af
dårligt udført arbejde?

- Tove Ditlevsen.

mvh
Simon

Tilbage til irlænderen i træet med det uregerlige hår:

1.

Når jeg sad på hug dér kunne jeg se
et agern og en rusten bolt.

Løftede jeg blikket, en fabriksskorsten
og et sovende bjerg.

Lyttede jeg, kunne jeg høre et rangerende lokomotiv
og en hest i trav.

Kan det undre, at jeg tænkte,
jeg ville komme på andre tanker?

II.

Talte man om det forsynlige egerns forråd
strålede det som julegaver.

Nævnte man syndens sold
rødmede mønterne i min lomme som ovnlåg.

Jeg var marts-afløbet og marts-afløbets bredder
og tålte alle kravtil deres grænse.

III.

To spande var lettere båret end een.
Jeg voksede op imellem dem.

Min venstre hånd stillede på vægten.
Den højre flyttede et sidste korn i skålen.

Baronier, sogne mødtes hvor jeg fødtes.
Når jeg stod på den mellemste trædesten

var jeg den sidste jarl til hest i strømmens midte,
stadig parlamenterende, inden for hørevidde af sine lige-
mænd.

- Seamus Heaney.

mvh
Simon

Hr. lægprædikant..

Ja du er sørme blevet en stor dreng – akkurat hvad folk flest frygter. Snart genstarter vel så puberteten, et syn for guder..;)

mvh
Simon