Go'søndagmorgen i en times længere morgenlys

... og med et lysdigt i oktoberlys

Jeg begynder at se lyset
Jeg begynder med at se lyset
Jeg så lyset en dag i oktober
Det var godt at se
Så i dag kan jeg ikke forstå
at jeg skreg den dag
men det gjorde jeg
jeg husker det tydeligt
overvældet af lyset
Og det har været der lige siden
Lyset
er det der er tættest ved min hud
Og jeg ser lyset
hver morgen
og overvældes
Det første jeg ser
er lyset
og det sidste jeg skal se
vil være lyset.

Jeg begynder at se lyset
og lyset er sikkert og stærkt
og lige så fjernt som nært
og lyset er en anden
og ser på mig
ser mig

Poul Borum


Oktoberlyse hilsner fra

RoseMarie

Coda

Ilden er i ordene og man
må tage hvad der skal til.
Det gælder om at brænde,
altid med en ren hvid ild.
Buen spændes. Pilen flyver. Pilen falder.
Og vi er fluer, men vi er guder,
hørte du hvor højt de skreg?
Tag lidt mere for flugten,
et sted mellem flammen og flasken
vil også denne krop slå ned.
Så syng indtil kødet af sol og skum
bliver en blød og hvid forvokset ting.
Alting er i farten og sangen,
lad andre le og fortryde.
Los Angeles Sunset Dommedag NU,
ingen her kommer levende ud og
undergangsenglen kan smile.
Vi andre rejser stenen
for en mand hvis sjæl blev ædt.

(fra Det absolutte spil, 1981)
- i digtsamlingen: Jim Morrison, Guderne/Øjne/En amerikansk bøn,
oversat af Bo Green Jensen.

mvh
Simon.

P.s.: Lp’en med The Doors, ”An american prayer” har flere af disse digte i sig – en pragtplade!

Her en anden lille sjov én, som P.D. James brugte som tittel i en af sine gode krimis - hvor hun måtte søge nær som fjern for at finde ud af hvem der havde skrevet digtet, kommer her:

Some can gaze and not be sick,
But I could nevr learn the trick.
There’s this to say for Blood and Breath,
They give a man a taste for death.

- A. E. Housman.

mvh
Simon

Hej RM..

Her lidt til kaffen fra Bo Green Jensen og Michael Strunge - som vi endnu ikke har set så fandens meget til, imellem andet i rummet:

Den nære dag –

Skyllet væk i skyggerne
Er asken af de fjerne rum,
Jeg ser tavse mennesker
Passere gennem rosen nu.

Pulsen i armen er dyb af blod,
Regnsol sætter jorden fri
Og hånden holder stærkt.
Som alle børn
Af bregnens net
Er vi sporer i
Den nære dag.

(Den blivende engel. Borgen 1982).

Coda: I begyndelsen –

En stemme i en have
I mit hoved i begyndelsen
Og mange år efter den samme regn
Som gjorde himlen hvid og jorden sort
Mellem mormors stikkelsbærbuske.

Det gule lys om morgenen
Holdt snestormen udenfor glasset fast
Og vi læste i stuen og lyttede halvt
Til radioens knitrende stemmer
Som man tændte for før i tiden.

Senere solen vi krøllede under
Som celluloid der brænder væk
På de stille veje i sommerens hjerte
Og så brun våd krop mod brun våd krop
I søvnige rum efter festen.

Det var sådan vi blev ældre,
Er jeg sikker på, i begyndelsen,
Og jeg læser det ikke på skuffernes ark
Der rasler væk nu i vinden som fejende løv.
Jeg læser det ikke i støv som beviser.

Jeg læser det i de grene
Som forvitrer inde i bålets kerne
Men aldrig har været stærkere til.
Jeg læser det punktvis i svalernes tegn.
Jeg læser det som lys i dine øjne.

Tegn en cirkel i ilden med din hånd
Træk vejret langsomt og træd så ind.
Således kom vi til denne verden.
Således går vi bort igen. Allesammen
Genskin og grene, men aldrig stærkere til.

(Stedernes mening. Borgen 1985).

Og så, smag lige på ham her – der er langt imellem digtere af en sådan kvalitet, så her et opvågningsdrop lige op i sindet, som fredagskaffebordet med bagværk til indersiden, ka’ du ønske dig mer?

Helligt, Helligt –

Vor guddom er kærligheden
- nu og altid, båret imellem os.
Ritualet er kroppenes leg under nattens bløde tæppe
eller stilheden, simpelthen,
mellem øjnene over bordet
når du tegner og skriver
- eller i enighed over en flaske vin
på tilbud i supermarkedet.

Begge er vi hedninge med dages mellemrum
jeg bliver en krævende engel
og du lader din indre djævel bryde ud.

Vor guddom er kærligheden...
Helligt, helligt når vi bader sammen
og skiftes til at holde den varme bruser,
når vi deler en smøg
og kun med ordfrie tegn
skiftes til at ryge.
Helligt, helligt når vi venter på bussen
og går en tur i det underjordiske
om natten i tre graders varme,
og når vi sover tæt
kun dækket af mørket og hinandens varme kroppe.
Helligt, helligt når vi kører i bus
og du sidder med hovedet på min skulder
og tæt ved søvnen snakker om i morgen,
eller når jeg vågner
og ligger en time bare seende på dig
og dit ansigt så let som en vinge.
Helligt, helligt når vi om sommerdagen
går ned på ”vores” café for at spise ”morgenmad”,
helligt når du ringer
og lyden er ren som en klokke
og din stemme så levende en fugl.
Helligt, helligt når du lukker øjnene
og slår dit hoved fyldt med lys
tilbage i ryk så natten må splintre,
mens jeg er over og i dig
og trækker dig i håret
hårdt som du elsker det. helligt og blidt.

Og vor bøn er de ord vi siger til hinanden
i de øjeblikke hvor vi glemmer
at være moderne i denne verden.
Vor bøn er de øjne vi holder fast
for at slippe løs i verden med kærtegn.

(fra Popsange, Borgen 1983).

19 Juni 1983, 25 ÅR. København –

Kupeen er stille, alting...

Berlin, mit hoved...
zigzag gennem erindringers by
der står som en stille dam med guldfisk.
Hybrider af ideer skinnende i en billig farve,
på bunden rådner årenes planter.
Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv –
der er områder lukket for levende
og steder hvor alting brænder sammen.
Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten,
cigaretternes grå lugt
og pistolernes metalsmæld i begge halvdele.
For fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys
en kunsteufori, en glæde købt og ædt.
Berlin, mit ansigt, en by uden plan,
linier uden mål,
for hvad skal jeg se hen til
og hvor skal jeg danse når musikkens presses gennem filtre
mens køn passes til form i nylon.
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.

Berlin, måske findes der et aldrig fremkaldt billede
af en pige på Kurfürstendamm
der i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin,
mit hoved er så uklart
hvordan skal jeg finde hendes læber u alt det støv?

(Væbnet med vinger, Borgen 1984).

HJERTERNES TERRORIST –

Jeg er verdens søn.
Kølig og klar
diamanten der ridser dit øje.
Jeg er den store hader
alt i verden er mig fremmed
og min angst er kun kendt af mig selv
som kun tigeren kender sit bur.

Det guld der flænser sin ild i mig
har intet med verden at gøre.
Jeg blev smidt herind
med et bål af skrig.
Altid nede og ude af mig selv
fordi intet kan røre mig
i min klokke af glas.

Jeg ringer tiden ud
og springer urene
med nådeløs vision.
Alting lammes i mit fejende lasersyns højspændingsfelt.
Da jeg er en sten der blev kastet
knuser jeg nu jeres nipsagtige glæde med ord.
Vores liv er sprogets diktatur
og jeg er hjerternes terrorist.

Vores syn er et jomfruslør af neuroser
lad mig gøre det klart:
ingen slipper herfra
uden blæksorte pletter på sindet.

Jeg skal splintre snakken om mening og mål.
I kan vinke med billeder af ungdom
og jeg skyder skarpt med mit blændende blik
Ubehagelig og sand:
jeg har kun drømt om jordens hvidglødende kerne
men nu har jeg intet at miste
og det skærende vanvid i min golde blødende hjerne
udsendes nu gennem øjets projektor.
I er hvad jeg ser
er det løgn?
Glem det men husk:
i den smerte der ligger klistret med døden
og tigger om kys
er der kun én sandhed:
den hvide smerte
der ridser i øjet
til alting er sort.

(Simon Lack: Verdensbørn. Borgen 1985).

mvh & god weekend,
Simon.

UHMmmmmmm, Simon ... det her er MUMS, guf-guf-ord lige til at guffe og smæske sig i, så nu guffer jeg løs, og bagefter siger jeg:

Tak for mad!

Supersultnehilsner fra RoseMarie