Vi er som børn i en børnehave, som nægter at blive voksne. At være voksen er at forholde sig til virkeligheden, det liv vi lever. I stedet nægter vi at bevæge os udover børnehavestadiet.

Under irak krigen blev en hel del uvurderlige artefakter ødelagt. Men Irak eksisterede ikke for 100 år siden.

Mesopotamien er selve civilisationens vugge. Vi værner om vores historie, tradition og kultur og vi stiller den op som en modsætning til andres historie, tradition og kultur. For en ignorant som mig er det blot en udvidelse af selvet.

Vi identificerer os med vores land, vores kultur, vores religion og dermed får vi betydning. En anden gør det samme.

Hvis vi vil videre må vi opgive denne latterlige identificering.

Vi er alle sammen mennesker på planeten Jorden. Vores indbyrdes kontroverser er latterlige set udefra rummet, men de giver åbenbart fuldstændig mening, set indefra vores eget lille indskrænkede selv.

Fremtidens menneske vil forholde sig til virkeligheden, til livet blandt andre mennesker og til at skabe et velordnet frit samfund. For fremtidens menneske vil de forskellige landes historie, de forskellige kulturelle fænomener, de forskellige religioner, alle være en del af vores fælles kulturarv som mennesker.

Det kosmopolitiske menneske er fremtidens menneske.

Mon han/hun stadig vil høre skræppene fra fortidens andedam?