Mit forrige indlæg var et svar, en kommentar til guru'er og hellige mænd (Helgener som i katolicismen), hvilket måske ikke fremgik så tydeligt.
Jeg roste protestantismen der bygger på en renæssance af Paulus under reformationen, men hvor mere vil komme til i fremtiden at bygge på ud fra Paulus påstår Albert Schweitzer når vi først for alvor begynder at forstå den Paulinske KristusMystik og Spiritualitet. Dette arbejde som Albert Schweitzer efterlyser mener jeg Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og HansKrist er yderst tæt på at have indfriet
(og jeg er godt klar over at om jeg ikke lykkes med at blueprinte og systematisere på populært vis mine tanker om sagen så bliver jeg ikke talt med) Kasper Støvring har en artikel i Kristeligt Dagblad hvor han også roser protestantismen, se her:
Liberalismen undergraver sig selv Her et uddrag:
Den tyske retsfilosof Ernst-Wolfgang Böckenförde formulerede det sådan:
Den frie, sekulære stat lever af forudsætninger, den ikke selv kan garantere.
Borgerne skal nemlig af sig selv være villige til at efterleve de liberale værdier. Den liberale orden afhænger med andre ord af nogle særlige kulturelle forudsætninger. Den kristne etik med dens betoning af personlig samvittighed, ansvarlighed, skyld og tilgivelse kunne nævnes. Det er ingen tilfældighed, at verdens mest frie lande har en protestantisk kernekultur.
Nu er liberalismen ikke et entydigt begreb, men jeg kan godt følge de "ny konservative" som Mikael Jalving og Kasper Støvring i deres kritik af liberalismen (forstået som det Radikale Venstre og fx Adam Holm forbinder det med). Men jeg er nok større tilhænger af at socialdemokraterne udarbejder et svar på liberalismens faldgruber.
Som fx Jan Keller her:
What Multiculturalism Hides Prof. Jan Keller is a Czech Social Democrat Member of the European Parliament, sociologist, analyst, commentator and author of more than 30 books. -0-0-0-0-0-
Nå men mit egentlige ærinde er nok at fremhæve protestantismen der i den grad bygger på Paulus som fx Albert Schweitzer og Paul Tillich repræsenterer og præsenterer det for os og ja som Gianni Vattimo også gør det.
Jeg er tilfreds med det sekulære Vesteuropa og den Åndens eller begejstringens karismatiske kreative ekstase og virkelyst vi finder her, både hos den veluddannede akademiske middelklasse, og hos den entreprenante håndværker klasse, og jeg finder at det livsmod og den begejstring, intentionalitet og vitalitet vi finder her i store dele af befolkningen er et udtryk for at Paulus er blevet far til os i Kristus, har iklædt os Kristus, den Frihed og Ånd = den Spiritualitet vi finder i den Paulinske urkristendom.
Uden tvivl er det nogle lignende overvejelser Dawkins har været inde omkring og over når han tror der findes en kristendom i Europa der vil kunne have/få en positiv indflydelse på de fundamentalistiske træk ved visse islamiske religiøse retninger. Dog ser det ikke sådan ud, desværre, alle undersøgelser tyder på at en kontakt med det sekulære frisindede kristne europa ikke bremser op for de fundamentalistiske islamiske retninger. At dette protestantismens, nordvesteuropa især, kultur og spiritualitet jeg roser idag er under stort pres pga 1): indvandring 2): neoliberalismens forsøg på at omstyrte vores europæiske - skandinaviske velfærdssamfund og 3): de ny konservatives svar på vores udfordringer i forbindelse med 1) indvandring og hvor EU ses som en fjende.
Heroverfor mener jeg at EU er KIRKEN (i social politisk økonomisk praktisk sammenhæng, ikke i kulturel og spirituel sammenhæng såvidt helbredelse og sundhed, lykke og spiritualitet). Dog en KIRKE fyldt med fejl. Men EU er det nærmeste vi kommer KIRKEN forstået som de Paulinske Urkristne Ideal Samfund man tilstræbte at nærme sig. EU er en formidabel succes der løbende skal reformeres, forny sig, blandt andet gennem en mere lydhør demokratisk udvikling og indflydelse.
-0-0-0-0-
I skal alle vide at det ikke huer mig, ja at det endda gør mig trist og i dårligt humør at tiderne er sådan at det er enhver mands kvindes pligt at engagere sig politisk. Men den politiske scene af idag er så kritisk og betændt for tiden med alvorlige problemer der presser sig på (klimaet og forurening inkluderet) at vi ikke undgår dette engagement.
Dette er ikke godt. De bedste samfund er dem hvor menigmand og kvinde flest ikke behøver et stort politisk engagement.
Det ville være bedre for alt og alle at jeg trygt kunne være beskæftiget med noget helt andet, fordi politikerne havde styr på det der er deres arbejdsområde.
Men sådan er det ikke i dag, i vores tid, epoke, hvor alting er kritisk, der er krise og det sejler for politikkerne der ikke har styr på de kræfter og problemer de står overfor.
Vi lever i en farlig tid. Den mest forkælede generation nogensinde er også de mest umodne og hysteriske psykisk syge personer nogensinde på vor jord. Det er skræmmende.
Mennesket af idag har meget lidt at bryste sig af og være stolt af. Det moderne menneske der har haft de bedste muligheder nogensinde historisk set er et sygt menneske, en krøbling, forkrøblet på sin menneskelighed og på naturen.
Set med psykiatriske briller det ser ikke godt ud når der kigges ud i fremtiden.
Materialismens hæslige ansigt.
Det normløse og det "a/u moralske" menneske.
Mennesket uden religion, uden den religiøse dybdedimension.
Ej heller NATUREN har det et forhold til.
Men er han nu værd at lytte på 
Spøg til side 
Nu har jeg drukket igen og så skal der noget nyt på bordet 
Svar
Citer
