Morn’ i skuret…
Nu ska’ der ligegodt noget Rifbjerg på bordet, også lige fra fødslen. Det er også på tide, og man ka jo lige så godt starte fra begyndelsen, lige dér hvor anmelderes misundelse endnu ikke skriger på udfrielse fra fosterstillingen, og hvor de særeste historier akkurat havde set solen tre år forinden, så tag en morgenkaffetår RM, og snus så disse livets smuksakker godt ind:
UNDFANGELSE
Én, to, tre
uforstaaelig sammensmelten af to organismer
filihankat
og grunden er lagt til det bedste af alt
at eksistere.
Hokus, pokus,
uden mystik foregaar bekræftelsen
et liv formes
og forundringen er stor og varm
over det inderligste samarbejde
mellem disse mikroskopiske elementer.
Bim, bam i legemets klokke
et lille tællelys er tændt
i mavens univers
moderhimlens mørke bue
med sin Stella Nova.
*
FOSTER
Festligste maade at opleve himmelbjerget!
Som en natugle
sidder jeg med varme øjne i mørket.
Jeg fosterfisk
en lille gummimand
med gæller
under mors hjerte.
Vi er på vandretur i Jylland.
Aah, Horsens anet gennem en navle!
Rystende af latter sætter jeg fødderne
haardt mod maveskindet.
De er komiske damerne paa vejen
klokkehatte
klokkefaar
1931.
Depressionen kryber ikke ind i min lune skov
hvor jeg er hundestejle
mellem tarmenes guirlander.
Tanken om alle sengedyner
jeg skal nyde fremover
spirer i mavens vugge
livets første sofacykel.
Fra grønært til rosenkaal
fra haletudse til pattegris
er min første rejse
med blindtarmen som nødbremse
parat ved højre øre.
Vi er helt moderne
to-i-een systemet,
let og praktisk
dame med indbygget barn.
To individer allerede
jeg tænker uafhængigt
er borger i din maves trygge land
med min egen private have
liggestol
hvorfra jeg ser din aorta rejse sig
mit livs fagreste filodendron.
*
FØDSEL
Poseur fra starten.
Med en elegant bevægelse
snor jeg mig ud af navlestrengen
der som cashmeretørklæde
er viklet tre gange om halsen.
En ubehagelig mandsperson
beviser hastigt det ny livs haardhed
tre bragende klask i rumpen.
Man prøver forgæves at aflive mig
under den kolde vandhane
men foretrækker senere snigvejen
ved at anbringe en bajerflaske i min fodende.
Trods lunkent vand som indhold
stiger lysten fra det grønne glas
dog i disse første minutter
gennem mine sensitive fodballer.
Nu er jeg helt selvstændig.
Lille trækfugl fløjet fra varmere lande
sidder i sin blaa rede.
Naturen ser jeg paa mit sovekammerloft
smaa bladskygger gynger
og danner ansigter
venlige portrætter paa min første times kalk-
himmel.
Fagre nye verden
jeg fungerer!
jeg laver!
Straks tændes den blideste maane
fuld og frodig over min vugge
lampen puffer til mørket
og med omhu lægger man dug
paa min første hale.
Er det mon taffel?
Hvem har man indbudt?
Bare jeg ikke var søvnig.
Som fuldendt gentleman
rejser jeg mig paa albuen
hilser med imaginær Eden-hat
min mor:
Tak rughøne!
Tak for godt makkerskab,
vel roet!
Og synker døsig tilbage paa puden,
en krævende dag!
*
BEDSTEFORÆLDRE
I svæver over mig som store kloder
som tunge stjerner i mit firmament.
Jeg er en rullepølse paa gulvet
der med udspekulerede pudsigheder
formaar at paakalde mig jeres opmærksomhed.
Saa skinner I paa mig som julestjerner.
Bedsteforældre,
en air af brystsukker og Eau de Cologne
flyver om jer som duer.
I lever i gyngestolens blide rytme.
At sidde hos farmor
er at hvile i en dobbeltpolstret sofa
transportabel komfort
hos fine ældre damer.
Det er en evig fødselsdag og juleaften
med blanke øjne
og 5000 minder.
Jeg er en lille aktie
i en fremmed fremtid
sat i en bank af tryghed
hos gamle folk
der snart skal dø.
*
BØRNEHAVE
Det vanskelige fællesskabs byrde
lægges i vore forkælede vantehænder.
Her gaar vi smaa knorte
verdens evigtsnublende nissehær
bag frøkenens hoppende hale.
Guddommelige haand
bolsjehaand
din, Lone, min
aldrig vil glemslens svamp
borttvætte mindet om den lykkelige snot
der svingede fra din næse
rytmisk for hvert aandedrag
som gyngen under et kunstfærdigt
Schweizerur.
Johannes Jørgensen
vi aner ikke du gik og græd
paa disse villaveje
vor sogn er ikke sjælens
vor knude ikke den gordiske
men skobaanets
den gaar op af sig selv
og vi formaar ikke at binde.
Og mørket sænker sig
en lussing slukker i eet nu dagen
dens metalliske flagermusvinge
lægger sig over ansigtet
propert
system Montessori
langsom dagning
og højt oppe svævende dette ansigt
med brillerne over næsen
som et stankelben.
Det pædagogiske smil.
Institutionens havregrød
indkøbt i tapethandlen paa hjørnet
lander i vore skælvende struber
som døde vandmænd.
Bagefter sund søvn paa sundhedssenge
med spartasko sover vi paa komando.
Børnehaven sætter sit præg paa mig
i een uge.
*
SKOLE
Den galoperende hjertefryds tilintetgørelse
er over os.
Boblende af glæde
syder vi væk fra bordene
medens frk. Adda Døørmuus,
Færøernes fersken
talentløst søger at skjule det faktum
at hun har slaaet en prut.
Tyrannernes selvpaaførte fald!
Underskole
med millioner æggemadders duft.
Dagens fadervor er for manende
led os ikke i fristelse betyder intet
det daglige brød alt
og fra madpakkens knitrende folder
stiger gedulgt æggebrødets tredobbeltsol.
Vi gaar i gaarden hele dagen
og tisser paa tjærede vægge
som smaa mænd.
Hvis vi ikke faar lov
tisser vi i bukserne
som smaa drenge.
Gode dage hvor vi suger ord
haps, ind i munden som sorte saltpastiller
klistrer dem sammen til mønstre
og læser.
Og græder tit
med hulk der kan vare flere timer
efter at man er holdt op.
I frikvarteret
slaar vi hinanden
og vælter
og bliver snavsede
og faar lussinger
af læreren til sidst
oven i købet.
Saa gaar vi hjem
og lader uhøfligt lærdommen
i demokratiske rumpedaskere
hoppe i takt
mod vore ender.
- Klaus Rifbjerg, Under vejr med mig selv, 1956.
Jeg har længe elsket det ligefremme væsen, og vil, når jeg for fremtiden tænder for radioen, savne pludselig at høre hans stemme og de brændende meninger om alt under solen. Her en link til farmands muller – lidt blid morgenmusik:
https://www.youtube.com/watch?v=53ehAPoMJ5c mvh & hygsom dag dér..
Simon