| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
94 
gæster og
163 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #25945 - 24/08/2018 02:34  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Apropos, fra sidst til først af Requiem & Messe (1981): 
 Pennemand alene
 
 Gal dag splintrende nyskåret klar
 Når gaderne er blanke skrig og
 Solen går mon sort. Sommerlang
 Denne messe i hans hoved når
 Ham fra havet i genlyd og gør
 At han hører verden i dodekafoni.
 
 Tromme i hans hoved
 Kolliderer med maskinens takt,
 Ord i kode dog altid ens:
 Tal ind i din
 Tal ind i din
 Tal ind i din
 Tid. Gradvist
 Slibes kanter til,
 Atonalitet forsvinder
 Og rytmer finder hinanden
 I synkoperet
 Tid ind i din
 Tid ind i din
 Tid ind i din
 Tid. Havets innuendo
 Er solen eksplosion i skum,
 Fråde om din pokermund.
 
 Mens en sort december brænder
 Al dens frosne jord til sne
 Og asken under disen kan du se
 De dødes øjne og hånden over
 Dig styrer din dag,
 Skælvende
 Skærer den stålet til, drejer,
 Duver og venter. Du er en flue
 I et stykke rav og din ild er
 Din is og dit løfte. Skumforsoner,
 Febergud. Hvor ender sommervejene?
 
 Marionettens mærker i hans liv,
 Hans beviser. Kærligt kører han
 Fingrene gennem furer og ar og
 Lever kun for bevægelsen. Han
 Er en lille figur uden ansigt
 Med et spændt hvidt underliv.
 
 Jeg har fire vægge,
 Et spejl og en kvinde.
 Jeg har to døde fædre,
 Der venter på mig.
 Tag tro. Vær advaret.
 Ingen her kommer levende ud.
 Kun martyrer bliver helte
 I vor undergangsikon.
 Her er kun disse pennemænd
 Spændt ud på liv og tid
 en danser som standser
 i krampe og panser
 rækker slår ud gennem
 knuste sanser og
 drejer holdt af tråde
 i den blinde cancervind
 
 Her er din uskyld,
 Her er din ende.
 Tag din tid og
 Lad knivene vende
 Indad altid indad
 Mellem liv og
 Tid og sted.
 
 Velsign disse svaner,
 Denne flaske, denne kvinde.
 Tre Ave for de dødes år
 Og ligene herinde.
 Syng om krigen vinterlang
 Med tvelys under tiden
 Når gaderne er trommeskind
 Og månen er i brunst.
 
 Vild var sommerens ild
 I mit hjerte. Mine årer
 Var fulde af bristende sol,
 Men solhav spejler evighed
 Og alle mine ar er væk
 
 Pennemand mennesker
 Gud og insekt
 Din dag er din
 Eneste mening.
 
 
 *
 
 Ingen tid
 
 Græsset blomstrer med brune kroppe
 I himmellinien sitrer
 (kølig lokkende glidende flugt
 fra kroppene og tiden)
 Spændt ud under sommerens bug
 Sejl som hvide flager
 gennem dagens
 
 Øjne vi ser hinanden
 Du kan knipse og det er dengang:
 Ingen tid for de nøgne folk
 
 Pilgrimme Engle
 Levende løfter
 Triste smil og
 Stemmerne fra dengang
 »I et vindløst væld af under
 Dunker lysmaskinens puls«:
 Sange til de gamle børn
 Kommer sent
 Men kommer sikkert:
 
 Rusen er den samme
 Drømmen er din ven
 Ta din tid & gi den
 Som en gave til dig selv
 Sommer musikken og kraften igen
 Kærligheden lever
 
 Det var her det begyndte
 Og stranden her var Eden
 Dengang.
 
 - Bo Green Jensen.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25947 - 24/08/2018 11:51  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|     veteran
 | Registeret:  16/04/2008 Indlæg: 5620
 Sted:  Sydsjælland
 |  |  
| 
Et svar til den - set med mine øjne - flabede Censur-Simon:
 Citatet hentet fra bogen: The Orthodox Way af Kallistos Ware, oversat til dansk af Poul Sebbelov (ISBN 87-988460-0-0)Forestil dig et stejlt, brat klippefremspring med en fremskudt kant på toppen.Forestil dig så, hvad et menneske sandsynligvis ville føle, når han satte foden på denne afgrundens rand og kiggede ned i det svimlende dyb under sig uden at kunne få øje på noget fodfæste eller noget at holde fast i.
 Dette, tror jeg, er sjælens erfaring, når den bevæger sig bort fra sit fodfæste i det materielle i sin søgen efter det, der ikke har nogen grænser, og som er til fra al evighed.
 For her er der intet, der kan gribes fat i, hverken rum, tid, mål eller noget som helst andet.
 Vor tanke kan ikke nærme sig dette. og således mister sjælen gang på gang fodfæstet på det, der ikke kan gribes, den bliver svimmel og forvirret og vender atter tilbage til det, der har samme natur som den selv.
 Og da er sjælen tilfreds med blot at vide, at den Højeste er fuldkommen forskellig fra de tings natur, som den kender.GREGOR AF NYSSA
 Med tak til Censur-Simon for inspirationen til dette indlæg
  
 Arne
   |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25949 - 24/08/2018 15:29  Re: Mellemrummet
[Re: Hanskrist] |  
| 
|     veteran
 | Registeret:  16/04/2008 Indlæg: 5620
 Sted:  Sydsjælland
 |  |  
| 
Hej Hanskrist.
 Du fokuserer på din død - men er vel endnu ikke alvorligt syg og i gang med din dødskamp.
 
 Hvis det er sådan, det forholder sig, er det vel netop dét at skulle træde ud over afgrundens rand - når den tid kommer - der kan inspirere til at leve - nu og her - med fuld intensitet - i stedet for at det hele blot "laller derudaf" uden noget særligt indhold.
 
 Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det - i min alder: 85
  
 M.v.h. Arne
   |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |