Hej Tikka.
Jeg tror, jeg nu forstår dig angående: "ta' ansvar" - på den måde, at du ta'r ansvar for egne handlinger.
Det er ikke - som jeg et øjeblik blev i tvivl om - at "ta' ansvar" for andres adfærd 
Og så kan jeg kun tilslutte mig din forståelse af kristen næstekærlighed 
M.v.h. Arne Når man tar’ ansvar er ens handling svar på det man tager på sig.
Man skal elske næsten som sigselv.
Man tar’ ansvar for sig selv og man tager ansvar for næsten man møder på sin vej, hvis denne har behov, også hvis dennes adfærd/situation er selvforskyldt.
Man kan ikke se sig fri og kigge den anden vej.
Er din fjende tørstig og sulten, giver du ham mad og drikke.
At være næstekærlig er for mig en bred vifte, fra eksempelvis det at være lyttende hvis
det er behovet, og så helt i den anden ende, hvor der kan blive tale om at gi' sit liv.
Der ikke nogen "facitliste" at forholde sig til som før kristendommen da man havde Moseloven.
Nu er der det dobbelte kærlighedsbud … Matt. 22:36-40 … som det kaldes … at forholde sig til; og hvis man elsker Gud af hele sit hjerte, sjæl og sind vil man også elske sin næste som sigselv, da kærligheden kommer fra gud.
Dog mener jeg godt man kan være næstekærlig uden at tro og elske gud, når blot man behandler andre man møder i sit liv, som man ønsker de skal behandle én, men gud kan ikke sådan negligere, når du spørger til ægte kristent næstekærlighed … som jeg i øvrigt mener kun kan være ægte, når der er tale om kærlighed.
¨¨¨¨
Svar
Citer
