annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 3910791
Et andet syn 1152552
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 906010
Jesu ord 804505
Spirituel omsorg 763763
Galleri
Mad for sjov
Hvem er online?
1 registreret (1 usynlig), 3 gæster og 103 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 272 af 554 < 1 2 ... 270 271 272 273 274 ... 553 554 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#22751 - 19/02/2017 14:51 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4424
Hej RM..

De fleste lyrikere er mig helt ukendte, i mødet gror så ofte forventninger om også ukendt lyrik - som skulle solens stråler idag varme sulet på en anden måde. Apropos, så stråler sangere i morgenkåbetræer nu atter af forårfornemmelser! Det er helt vidunderligt igen at stå dér i døren med sine søvnige hårugler og høre forskellene i strubers hulrum sende post rundt med så imponerende en styrke, at kaffen køligt ser op. Ingen barnestemmer, ingen joggere eller hunde, ingen kirkeklokker, kun mis' fortryllelse over disse kraftige stemmer fra små sangere og et vagtsomt blik mod røgen i døren - men nu kommer solen også snart hjem, så ska' man for alvor stå tidligt op, men det er det hele værd.
Det med sangerne får mig just til at tænke på Samuel Beckett, den flittige hånds mange breve, dvs. parten med tilknytning til hans arbejde, som formentlig er ved at være på trapperne; tænk hvis postbude sang breves indhold op for os i døren...
Jah, det ville da være noget af en trille, og selvom alene tanken nok gør nogen lidt blege om næbbet, så vil egentlig nyt også dér få Godot frem på scenen ;)

Nå, ikke mer pudesnak, men med tak for lystige digte og det strålende humør, kvitteres med endnu ét fra ham vildmand-Andersen:

Lige før forår

Det står i den frysende morgen
en tone der snart vil tø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø.

I denne luft er der farver
dit øje ikke kan se.
De venter som dybder i rummet
over den blinde sne.

Stille. Vent med at tale.
Sæt ikke noget i gang.
En dråbe stilhed mere
og luften er fuld af sang.

- Benny Andersen.

mvh
Simon
P.s.: fik du mon hørt den her: https://riidr.com/lydbog/praesten-i-mitford_jan-karon/ - jeg tror det er noget for dig ;)


Redigeret af Simon (19/02/2017 15:06)
Top Svar Citer
#22753 - 19/02/2017 15:42 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4424
Lidt herlig musik i søndagen...
https://www.youtube.com/watch?v=pcRZVZSHfJo

mvh
Simon
Top Svar Citer
#22755 - 19/02/2017 18:31 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4424
Lidt om udsigterne...

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop

- Inger Christensen

mvh
Simon
Top Svar Citer
#22758 - 20/02/2017 12:30 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4424
Poesien, eller lidt om gravearbejdet efter fossiler i sindet, i historien, afklaret i et fint interview med Seamus Heaney...

https://www.youtube.com/watch?v=WT-dub5v4YA

mvh
Simon
NB! beklageligvis tillader youtube også i dette interview relamer at poppe op helt uden varsel, for dermed at skabe det chok der skal efterlade reklamen i hukommelsen/sindet - et egentlig overgreb der indlysende burde få juridiske konsekvenser, hvad ingen tilsyneladende gider gøre noget ved det - men i al fald her en advarsel, så du ikke ryger ret gennem loftet, når du bekvemt og intetanende sidder dér med ørerne spidset.


Redigeret af Simon (20/02/2017 12:37)
Top Svar Citer
#22762 - 20/02/2017 19:07 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4424
Hej RM..

Fortællingen Don Juan fra Tranhuset er én blandt adskillige fortræffelige af slagsen i William Heinesens: Fortællinger fra Torshavn (1973) - så hvis ikke du allerede har betrådt stien, ja så er det da bare med at komme i røjserne og ud og sparke grus tilside. Fortællingen begynder med Kierkegaards fascination af hjerteridderen Don Juan, der var ham til så stor inspiration, at han ligefrem fik lov til at ride kommaer ned, men det er en anden historie:

Don Juan gjør ikke blot Lykke blandt Pigerne,
men han gjør Pigerne lykkelige – og ulykkelige,
men, besynderligt nok, således er det, de vil have det,
og det var en daarlig Pige, der ikke ønskede
at blive ulykkelig for eengang
at have været lykkelig med Don Juan

Men allerede i forordet (af Erik Vagn Jensen), løftes låget på endnu én af Heinesens sorte gryder, idet han skriver:

Nogle mennesker er så lykkelige, at de føler sig hjemme i skønne og mærkelige egne rundt om i verden, selv om de aldrig har været der. Til tider vil et virkelig besøg på stedet skuffe, men i andre, heldigere tilfælde er éns forhold så stærkt og indforstået, at man uden større vanskeligheder overser betonhusene og reklamerne, så éns eget land ligger der og ser ud og lugter, som det skal.
Da Stefan Zweig midt i 1930’erne for første gang kom til Rusland og kørte med toget til Moskva, rejste han gennem mange kendte egne – og først lidt efter lidt blev han klar over, at fortroligheden med det russiske bondeland skyldtes ungdomslæsning af Turgenjev, Tolstoj og Gorkij.
Lidt ældre danskere, der har haft en lærer, som kunne fortælle bibelhistorie, er lige så fortrolig med Kanaans Land, det gamle jødeland, som med deres eget danske sommerferielandskab. Man færdes hjemmevant blandt hyrdernes stenede stier, kender byportene i Jerikos mure og tager sig i agt for tornebuske og tætte krat, som skjuler røvere og listige købmænd. Vi er også mange hjemmefødninge, der kender Det Græske Øhav ud og ind og ikke ville behøve spørge om vej til Fajakernes Ø eller Itaka. Af en eller anden besynderlig grund husker jeg meget klart selv ubetydelige detaljer og småstier på egnen omkring Mester Gepetto’s hus, hvor Pinocchio færdedes og kom galt afsted, da han lod sig lokke til at skulke fra skolen. Jeg har aldrig læst bogen, men en eller anden stor kunstner må have fortalt den for en måbende førsteklasse, hvor jeg sad blandt tredive andre børn og glemte, at vi egentlig skulle have byttet billeder af cykelryttere.

William Heinesen har givet mennesker i mange lande del i den færøske hovedstads lugte, lyde og lys. Hvis vi kom derop nu, ville vi trodse den vilde biltrafik, ikke ænse stanken af grillstegte pølser og fritterede fiskefilet’er, men i en stejl gyde bag de høje forretningshuse med neonreklamerne ville vi genfinde det lille sorttjærede hus i den bitte lille tilgroede have, hvor vi engang sad og hørte fortællinger om gru og ondskab, om fest og kærlighed.
Det er på en måde, som om vi har oplevet en næsten uendelig sommerferie i Thorshavn. Vejret dengang var naturligvis langt smukkere end nu til dags. Solen skinnede oftere fra en meget blå himmel, vinden legede i græsset og tørrede vort tøj, som vi efter hundestejlefangsten i den rivende bæk havde bredt ud over de ældgamle træagtige ribsbuske. Vi glemmer aldrig den saftiggrønne idyl med køer, får og blomsterkantede veje. Vi kender hver enkelt ko, og Heinesen husker os på blomsternes navne, der duftede af eventyr, fromme munke og folkeviser: kejserkrone, blåklokke, trævlekrone, syreskræppe, troldurt og fredløs.
Men det er ikke bare idyl. Der er farlige huller mellem tuerne, og hvis ikke mennesker er agtpågivende, falder de i fordærv – der er beretninger nok om det.
Vi lugter tørverøg og smager kandis, vi leger bag baller og tønder i haven, samler æg på strandengene og kommer altid for sent hjem i de lyse sommeraftener.
Men vi er også rædde i det vingede mørke. Vi har oplevet storme, forlis og ildsvåde. Har hørt om retfærdig straf, pludselig død, gemt os for sære og farlige mænd, skreget af rædsel – og hjertet bankede først nogenlunde almindeligt, når lampen havde været tændt meget længe i den kendte stue.
Et billede af en engelsk brig på trævæggen, en hvidskuret hvalknogle i vindueskarmen og læsning i en gammel Marryatbog hjælper én til at flygte fra de nære trængsler til fjerne, solbeskinnede strande. I morgen, når det er lyst og blåt, er de mørke magter så borte, og vi tør skrige hånsord mod dem, mens vi springer dristigt på de sorte basaltklipper.
Det gamle Thorshavn er kulisse og baggrund. Her udspilles både romancerne og tragedierne. William Heinesen fortæller os om, hvad han har set og fået fortalt, og han digter videre, så jævne beretninger om fattigfolks trængsler og længsler blir evige og universelle.
Thorshavn er ikke bare en lille fattig provinsby i udkanten af det danske rige engang før første verdenskrig. Her er slet ikke så trangt, som mange måske kunne tro; når man kommer ud af det lille missionshus eller den fattige røgstue i den snævre hovedgade Gongin, så er der luft, skiftende lys, byger, himmel og meget langt ud til kimmingen. Byen ligger virkelig midt i verden.

Vi er i brydningstider. De gamle kan stadig huske monopolhandelens tid, og embedsmænd i snævre sorte uniformsjakker herser endnu med almuesfolk. Skolebørn undervises ikke på deres modersmål, præst og missionærer slås om sjælene, de fine børn går til klaverspil, og drengene sendes siden til Danmark for at gå på latinskole. Efter mange års forløb kommer nogle af dem hjem igen for at assistere de tilbageblevne med at føre processer mod hinanden. Andre er blevet læger og præster. De sender regninger og får offer, men lindrer vel også, når sygdom, skibbrud og død kræver mere, end man kan klare alene.
Men det nye skyder frem mellem de gamle tørvehuse. Købmænd og spekulanter sætter fart i udviklingen. Nogle krakker, andre klarer sig og bliver konsuler og ridder af Dannebrog.
Fremmede kommer til øerne, både engelskmænd og danske, og med dem kommer nye tanker og erfaringer og bringer både liv og forstyrrelse ind i hverdagen. Kapitalismen erobrer større og større dele af det lille samfund, og nye forhold opstår mellem indbyggerne.
Det er ikke længere de strenge embedsmænd, der alene bestemmer over småfolk. Redere, købmænd og værftsejere bygger større huse og tillægger sig levevaner, som ville have forskrækket deres forældre. Arbejdsgivere køber arbejdskraft og sælger varer til deres arbejdere. De sender fiskere og søfolk ud med nye, havgående fartøjer. Et farefuldt liv, der skaffer beskeden hyre til nogle og rigdom til andre.
I denne småstad, dette babel, foregår William Heinesens fortællinger. Men hvad der hænder disse gode folk fra Thorshavn ligner til forveksling, hvad der foregår mellem mennesker i andre små og store stæder verden over. Mennesker er undertrykte, men også de undertrykte hundser i deres elendighed med dem, der er endnu svagere.
Snæversyn, naragtighed, dømmesyge og misundelse trives i disse stræder og boder. Men det gråklædte, tålmodige folk består af individer, mennesker der holder af poesi og humor. Det er lige så bevægende som det altid har været, når man møder så megen mildhed og opofrelse. Og man ryster på hovedet, først vantro og siden anerkendende, genkendende, når man på ny blir præsenteret for kærlighedens mirakler.
Heinesen har for længe siden valgt at slutte sig til den socialistiske arbejderbevægelse, og han har lært så meget af marxismen, at han hele tiden er opmærksom på sammenhængen mellem produktions- og ejendomsforholdene og menneskenes livsvilkår. Den der læser Heinesen uden at opdage, at forfatteren hele tiden husker, hvem der har magten, og hvem der er undertrykt, han læser ikke ret godt.
Men William Heinesen har også opdaget, at der ind imellem alle lovmæssighederne hænder de mest overraskende ting. Helt uforklarlige og just derfor egnet til at gøre menneskelivet underligere og skønnere.
Det kan godt være, at man ind imellem skræmmes af det sære og uforudsigelige, som kommer så pludseligt, at det kan være slemt nok. Men fra forskræmthed til forundring er der kun kort.
Tilsyneladende forekom der lidt flere uforklarlige hændelser i det gamle Thorshavn end her i vores travle supermarkedsgade. Kan hænde, at omgivelserne deroppe gav rimeligere spillerum for troldtøj; andet skyldes forhåbentlig, at børn til alle tider og i alle lande har skrappere sanser end trætte voksne.
Men hovedforklaringen er, at den nysgerrige Thorshavndreng, der dengang gik løs på den blanke verden, er digteren William Heinesen.

- Erik Vagn Jensen.

mvh
Simon


Redigeret af Simon (20/02/2017 19:10)
Top Svar Citer
annonce
Side 272 af 554 < 1 2 ... 270 271 272 273 274 ... 553 554 >


Seneste indlæg
Lyser på vej
af somo
16/09/2019 08:17
OPLYSTHED
af Gerth
16/09/2019 00:33
Mellemrummet
af RoseMarie
15/09/2019 13:08
Samtaler omkring bålet...
af ABC
14/09/2019 23:15
Gerth Drost
af ABC
11/09/2019 23:06
Nyheder fra DR
Juraprofessor står til sejr ved første..
16/09/2019 08:07
Hvor meget plastikaffald er der i Danmar..
16/09/2019 07:39
Retsanalytiker: Dronesag i retten vil vi..
16/09/2019 07:10
Dokumentation: Sådan svarer banker på ..
16/09/2019 06:00
Skatteordførere kræver forklaring: Hvo..
16/09/2019 06:00
Nyheder fra Religion.dk
Høsten markeres med drager og månekage..
13/09/2019 11:23
Hvorfor har 45 trossamfund ikke registre..
11/09/2019 09:00
Unge sikhere: Turbandagen skal skabe dia..
11/09/2019 08:55
Muslim: Vi kan lære af imam Husseins d..
10/09/2019 07:58
Asatroende: Man må gerne kalde mig en s..
10/09/2019 07:30