He he Arne, måske du har lidt ret,

Men ihvertfald er ordene fra en mand der har gjort sig nogle erfaringer, så på den måde er det livskloge ord fra undertegnede

om det så er klogt sådan at præsentere Thomas derfor på en meget ligefrem måde

ved jeg ikke

dette er måske lige så modigt eller dumdristigt

som det er klogt gjort

men den som intet vover, intet vinder (opnår)


Men jeg ved hvad jeg taler om, fordi jeg har prøvet at give slip på noget der var mig livet om at gøre at holde fast på

og jeg kan se at Thomas holder sig selv og forsøger at holde andre fast på noget der ikke i sig har ædle motiver.

dette kan jeg kun vide af en eneste grund, fordi jeg selv har været fanget i samme situation men som ved et mirakel eller gennem en prøvelse det er lykkedes mig at blive fri og frisat fra et meget ømtåleligt forfængelig punkt der havde brændt sig dybt ind i min sjæl og forurenet denne med selvretfærdighed, rethaveriskhed og selviskhed som gang på gang gjorde min næste uret, at jeg forsøgte at bringe min næste for fald og fremstå selv som en vinder, en der havde ret

De bedste hilsner Hans

Hej Arne

Arne:


Jeg tænker, at din opfattelse ligger i tråd med din fornemmelse for årsagen bag verdens væren - for den er vel for alle! Altså kunne den guddommelige kærlighed også tænkes at være for alle?!

Forlige det med resten af evangeliet kan jeg dog ikke. For dét handler vel i høj grad om at opgive det verdslige for at få Gud ind i sit liv. Tænk bare på ordet om ikke at bekymre sig for mad og klæder ...

Jesus skelner mellem fårene og bukkene, og denne skelnen går gennem evangeliet, vil jeg mene. Så hvis du har ret i, at de mennesker, der kun tænker på at ophobe verdsligt gods skulle være salige, lykkelige, og arve Guds Rige - hvad så med de ydmyge og næstekærlige?

- Eller har jeg helt misforstået dig?

------------

Må jeg bringe den næste saligprisning på banen:

Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.

Hvis jeg må ty til en fortolkning, jeg har hørt, så lyder den, at det at sørge ikke er at sørge over, at vi ikke har det største fjernsyn. Derimod skal vi sørge over vores menneskelige natur, vores uretfærdighed og ondskab, vores egoisme og fjendskab mellem hinanden. For dem, der sørger, må ydmyge sig selv i en grad, så de kan se den menneskelige natur for, hvad den - sørgeligvis! - er.

Kun da kan vi vokse.

Kærlig hilsen
Thomas