Højhøj Hr. lægprædikant..

Jamen således kvitteres der: Sic transit gloria lægprædikantis…;)

mvh
Simon

P.s.

De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop
... og her fra får Benny Andersen ordet i Kamera med køkkenadgang, og med den specielle lune fremkaldes billeder af hjerter, der pumpes op for som balloner at stige op under stjernerne :))

Filosofi

På skovstien stramt snøret af rødder
en guldsmed: lineal og pen parat.

En blomsterflue
kun en apostrof på den blanke himmel
men nok til at guldsmeden
foretager en kraftig understregning.

Inde i køligheden prøver svampe at forstå
de sorte snegle der gnaver sig
gennem deres høje hvide pander.

***

Løsning

dammen ved aften
opløst tid:
kviste og insekter
visere og tal
færdes endelig frit mellem hverandre.
Mosesnegle stiger op til overfladen.
Dybets gåder
må op og trække vejret.

***

Et sted

gennem smattede parker
over skinner
over tage
over skilte
overalt
for at finde et sted.

***

Stjerneklart

Vi stod af og trak
for ikke at lave kaos
i sjernerne.
Vi lagde nakken tilbage og drak
det perlende mørke.
Vi lo til hinanden for ikke
at komme i balance igen
og min hånd blev stamgæst hos dig.
Jeg trak galant min pumpe
og pumpede dit hjerte op.
Vi steg mod åbne stjerner
i dit hjertes ballon.

Lykkelig spoler jeg den indre film:
da min fantasi løb af med dig.

Inger Christensen begyndte, og nu får hun lov til at fortsætte ...

Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge
og sammensmelter ord og fænomen
jeg leger perlemåler for at bringe
alverdens leveformer ind i én.

Fro-kost-hilsner fra det lune køkken :)))
RoseMarie

Hej RM..

En dejlig film, og jeg er i tvivl om hvorvidt også jeg så den i Klaptræet, måske Grand, grandios er den uanset – hver gang den genses, som kendetegnet for det kunstnerisk gode. Det er nu ikke så mange film/bøger, man har det sådan med. Tilsvarende har jeg det med Chet Baker, noget oprindeligt udfoldes hver gang, noget trættekært lå slet ikke i mundstykket.
Mon Benny Andersen engang fik lidt sommerfuglestøv på fingrene fra Inger Christensens dal, synes tit han stiger som solen over Mellemrummet, glæden som noget vedvarende, ikke sandt? ;)

I historiens løb har mennesker forholdt sig til forskellige former for tro, med forhåbning om den gode skæbne for dem og deres under store krige og svære epidemier, tænkte de med forhåbning på deres forsyn. Også tilbage i det romerske imperiums tidsalder ku’ man benævnes Felix, være under gudindens (Fortuna) beskyttelse, ikke fordi man ikke anerkendte personlige evner, men man tog varsler alvorligt og takkede siden guderne for bedrifters gode udfald. Her bidrog også poeterne med deres, i udødeliggørelse af særlige personligheder, imperatorer, konsuler eller store statsmænd, som vi bl.a. af den grund kender lidt til idag. Her en noget senere engelsk poet, hvor noget måske kunne tyde på nylig diskussion om tvivl på guddommens moralske formåen og oratoriske evner:

The Endless Story

God is not dumb, that He should speak no more;
If thou hast wanderings in the wilderness
And find’st not Sinai, ‘tis thy soul is poor:
There towers the mountain of the Voice no less,
Which whoso seeks shall find; but he who bends
Intent on manna still, and moral ends,
Sees it not, neither hears it’s thundered lore.

Slowly the Bible of the race is writ,
And not on paper leaves, nor leaves of stone;
Each age, each kindred, adds a verse to it,
Texts of despair or hope, of joy or moan.
While swings the sea, while mists the mountains shroud,
While thunder’s surges burst on cliffs or cloud,
Still at the prophets’ feet the nation sitt.

- James Russel Lowell (1844)

*

Mere nærværende i tid og rum er man med Peter Poulsen, hvis situationer anbringer mig i sin særlige fornemmelse for det skete, en slags efterladthed som vidnet på det sete, mindelser der opbringer og vender sider i mig – måske han også ville ha’ sat fluer i hovedet på James Russel Lowell:

To fluer

Burde der lægges en skovscene ind,
noget idylisk med frokostkurv, tæppe, hvidvin,
ikke ligefrem Rubens, men dog
noget yppigt med babser og svulmende lår,
et lille vådt egern i baggrunden,
kort sagt noget mere natur?

Eller hvad med noget parisisk,
De ved med snørliv, netstrømper, rouge, veneriske kløfter,
natteluften strømmende fra en flakon,
Baudelaire med sin sorte skøge på en café?

Ville de foretrække et ungt elskende par på en øde strand
eller lidt maskilin porno til en forandring,
noget med granvoksne erigerede nonner,
som gennemborer hylende sømænd,
Jane i vildt knepperi med gorilaen,
mens Tarzan er hjemme i Staterne for at filme,
måske der burde være en scene,
hvor Gudsmoder spanker det lille jesusbarn,
så hans numse er rød som en hollandsk ost,
og, mens jeg husker det, hvad med lidt søskendesex,
den klassiske situation med Ødipus og hans mor
eller Ødipus og hans far
for nu at slå to fluer med ét smæk.

*

Kanon

Ingen kendte Søren Kierkegaard,
andre vidste kun meget lidt,
og hvad de vidste
holdt ikke stik.

Selv om de ikke kendte til Kierkegaard,
var de stolte af hans ry.
Han blev studeret i Paris og Peking,
folk de særeste steder lærte sig dansk
for at kunne læse Enten-Eller.

Danskerne, som i forvejen kunne dansk,
læste derimod sjældent Kierkegaard.
De havde nok i bevidstheden om hans ry
og anså hans udenlandske læsere
for at være en smule excentriske.

- Peter Poulsen.


Nok om ham, der måske også synes to-tre digte er i orden, mens gratis opvisning af hele samlinger blir en anelse for meget. Men han ér sgu’ skøn, den gamle nisse uden cykel!

Ja RM, man burde virkelig sidde og glo ud på Vesterhavets skumtoppe, med en kande brandkaffe imellem sig, bare sidde dér og mærke tiden i knokkelværket, mens vinden leger med ens grå hår. Men nu er det vist også ved at være på tide at vandfaldet fra oven holder vinterferie, så de små nisser ka’ skøjte på snabelsko til vores beundring. Der er ikke langt igen til nissegrød og mandelgavelege, og juledagens traditionsrige Fanny og Alexander, der ligeledes hører til blandt de udødelige filmoplevelser.

Nisseligst
Simon

Hej Simon

Jaaaa, snart er det jul, så derfor får du her den nysseligste og nisseligste forsmag på en ægte nissefortælling ... :))

https://issuu.com/rosinanteco/docs/ottesen_havenisserne__laeseproeve

... og nu hvor sneglene er gået til de evige jagtmarker eller blot i hi, så har jeg fået musejob andetsteds :)))

Nisseligst
Havenissernes muse

Hej RM…

Går udfra en Tumult nu har lagt sig, her under mælkehatten, og med et blik opad at vi har mer i vente, så der atter er frit slag i bølgen blå, hvorfor jeg som gonatlæsning vil foreslå: Johs Brøndum Nielsens Gustav Wied i Breve – idet jeg vil æde min gamle hat på, at hvis du ikke allerede elsker den bøse mand med den skæve pegefinger, ja så gør du det sgu’ efter side 10!
Fortryllende og morsom læsning, er det, ja en ren nydelse, sådan at kigge Gåssemand over skulderen og se hvor bedaget han er af de dejlige frk. og fruer omkring sig, ja hvor herligt let han skriver, trods sit mas med verdens allerværste mave.
Man blir ganske enkelt i strålende humør af den pen, som der forøvrigt også er et par exempler på, og får næsten lyst til selv at stikke ham et, som tak for det gode humør.

Nåja, der er vist pt. noget med biblioteker og nye styresystemer, hvad fanden det så skal gøre godt for, men det betyder altså, at man en 14. dags tid ikke kan bestille nyt. Hmm, selv har jeg foreslået at de udviklede sig tilbage til hulkortstiden - tidsrummet jeg vil tro en del mænd bukkede for og ka’ huske, men forslaget vandt vist ikke gehør – ak ja, nutidens rappenskralder, suk!

Nå, uanset så mange tak for Otteson, som jeg naturligvis synes er et skub i den rigtige retning. Herfra en pose weekendhilsner i håb om, at natbordet ikke står helt tom for gode fortællinger.

Nisseligst
Simon