Hej RM..

Ja han er ikke så lidt af en skønsak, den gode Hr. Schade - ham ville jeg gerne ha' flagret rundt i Parnasset sammen med, hørt hans betroelser på Skindbuksen for siden at vande krikkerne på hjørnet. Alt er så meget lettere med krikker; sidst noget lign. skete, ku' vi dagen efter slet ikke finde futtemobilen ...

mvh
Simon

P.s.:

”… det var en halv strofe...kvinder har nu altid bevirket noget hos os mænd.”

- Hvad der straks får én til at ihukomme Knagsted i Pastor Sørensen & Co, når Line med storm og kamæleonhumør napper lidt i tolderens store hjerte og han på et tidspunkt får nok: ”Nej, nu vil jeg fanden galeme ikke mere …”, da ser man samme Knagsted for sig på tur med det Pædagogiske Skelet: ”Og nu gider jeg ikke følges med dig mere, jeg tar’ på kvindebesøg!”.

Skulle du nu ikke ha’ fået Knagsted (1902) med dig i farten, står der på titelbladet: ” – Børn er lykkelige, og Dyr og Kvinder; men vi Mennesker er det ikke.” ..;)

mvh
Simon
P.s.: Begge ka' man jo i forbifarten ta' med sig hjem, når nu man er på bib'en..;)

P.s.:

Årets slutning nær, himlen blytung uden sne, end ikke koldt, måske vi får vand i mængder der knapper dæksler op så de synger deres smukke serenader og forvandler byer til øer? Ønsker mig en nytårsaften i Venedig og julen i Østrig, eller på landet, som i gamle dage med koner og piger der allerede i starten af december begyndte at bage pebernødder, kagemænd og masser af hvedebrød, med børnene stimlende sammen om æltetruget i huse fyldt med duften af bagværk. Vi sku’ sidde om julegrøden med hver sin ske, som små nisser med stor appetit og spille kort og spise æbleskiver, konfekt, rosiner og masser af nødder efterpå, lave konkurrencer og gå revnefærdige i seng. Og så tidligt op og køre indpakket i kane til kirke med bjældeklang og snappe efter vejret i iskold luft med sne overalt, og vågne til præstens amen.

Læste nyligt (i WA # 48) Filmens sidste kejser af Bo Green Jensen, i følge hvem jeg åbenbart er en af de få der holder af filmen La Luna, ser muligvis mere i den; derimod er jeg ganske enig i at Bertolucci har forkælet os alle, hvorfor jeg i julen vil gense filmen 1900, et mindebad i Styx med samme salte smag og vind i håret, trods store forandringer …


Der i eftermiddagslyset ligger gården
som den har ligget
så længe jeg kan mindes

jeg ved ikke hvem der ejer den
eller hvad den hedder
den er ikke særlig stor
heller ikke påfaldende lille

taget er af bølgeblik
længerne kalket hvide
i grøften foran vokser hyldetræet
og ved midsommertide blomstrer det

buskenes hvide klaser er
som sne midt i det grønne og
dybe skygger gror imellem dem
og op ad staldmuren

alt lever i vinde
som kommer fra havet og hvis nogen
siger
at nu er det sådan
er det ikke straks sådan

det er ikke sådan og alligevel
er det sådan
mens gården graver fingrene ned i sandet
helt derned til dengang

den ikke var
og intet var
det skulle da lige være blæsten
fra havet
som får alt til at skifte


- Rifbjerg, Kandesteder Suiten.


Umuligt at følge med i afviklingen, den ene følger den anden til graven, snart står der ikke længere genkendelige på kanten og ingen husker mere de gamle sange. Eftertiden vil være henvist til at nynne med fra youtube med krydderen i mobilbørger der vokser parallelt med drømmen om gamle Danmark som omegnskommune i EU, der åbenbart bare blir grønnere og grønnere for hvert fæhoved der nærmer sig en mikrofon – snart forkyndes det vel i nyt direktiv, at nu også døden skal være økologisk; stakkels gamle rødøjede Charon, der vel så skal på universitet for at lære at gøre båden ren, sikken kø …

Rifbjerg med hytte i Spanien, svært var det nu at se for sig Kandestedernes morgentøfler futte rundt i Hemingways blodspor som andre benovede fodsporsrejsende. Nu savnes både hængemulen og Villy samt generationer af forkælere; hvor blev tigeren af?

Skolegang, livets gang

Jeg ser børnene gå i skole, gå fra skole,
gå ud af skolen,
ser dem sjældnere og sjældnere,
en sjælden gang som voksne:
sådan går livet:
hurtigere og hurtigere med årene,
uden rigtig varighed i sammenligning med døden
der ikke har nogen varighed,
for intet at regne mod døden
der intet er.

- VS.

En løve kom frem

En løve kom frem i mit vindue
sprang indenfor
Nøgen løb jeg ud
smækkede døren til hytten
og lukkede vinduet
kiggede ind på løven

Han var ved at prøve min hat
så sig i spejlet
og snusede til min potplante
Og efter en stund lagde han sig
med poterne i vejret
Og jeg løb ud i verden
uden at være tynget
af mit tøj og mit navn
Og fik snart
lang hale
ædelt look
manke
og smag for film fra MGM

- Lawrence Ferlinghetti.

mvh
Simon

Hej RM - eller måske rettere Fr. Julegeneralinde..

Her lidt Pontoppisk musik m. Ancher-billede som hage; der findes frygteligt herlige breve imellem de to at læse, for det fornøjede blik, sku' du nisse dig op mellem lyrik og julegaveindkøb, dog forhåbentlig med en varm glögg maven:

Ved Lygtens Skin, imellem Faar og Stude,
blev Jesusbarnet født og svøbt i Klude.

Et Æsel lagde Ørene tilbage
og hilste lydt den Lilles første Klage.

Det var i Bethlehem for længe siden,
og Drengens Ry er vokset stærkt med Tiden.

Hans Fødselsstund er Aarets store Time,
da Festlys tændes, alle Klokker kime.

Men altid gennem Juleaftens Glæde
jeg hører Æslet skryde, Barnet græde.

- HP

http://www.henrikpontoppidan.dk/media/dokumenter/breve/ancher/tegning_1000.jpg

Bedste hilsner..
Nissen

Halløjsa du Julegeneral af Nissernes Rige

Som en julekalender føljeton er den om VisseVasse et kendskab og genhør værd og godt på vej til julens egentlige glæde. Ligeså er Venedigs vandmærke også selvskrevet som julekalenderlæsning ... :))

... og så har jeg ellers gang i Proust for både ører og øjne. Den tabte tid lytter jeg til, Glæder&dage er til at øjnes på allerbedste vis og er en anbefaling værd ... fjerlet og farverig :))

Bedste genhilsner
RoseMarie