At tænke med og imod de store
kan virke kaotisk i begyndelsen, ja endda som vrøvl, men som arbejdet skrider frem vil der tegner sig et smukt billede.
Advarsel; ikke et populært indlæg, ikke et indlæg ret mange vil kunne blive klogere af. Men jeg nyder at tænke og ja at skrive sådan, ja nydelsen er mindst lige så stor som da jeg genså Good Will Hunting forleden aften.
Prolog:
Hos grækerne anses tiden selv at være et værende blandt det øvrige værende. Hos Paulus er Tiden ikke et værende blandt det øvrige værende, men Gud selv som transcendent mulighed med inde over vores liv, vores tid, livstid. Guds Tid med os er Kristus. Det er Gud der husker os, gemmer os og oppebevarer os, så vi ikke glemmer eller mister os selv, vores livstid og historie. Således at tiden ikke har løbet forgæves, således at fortiden ikke forgår, men at vores liv og historie, individualitet og singularitet, bevares for altid. Guds Tid er vores hukommelse, vores vedvarenhed og forbliven.
1. etape:
Paulus er en af religionshistoriens største mystiker, men ikke mystik i klassisk, især østlig religiøs, forstand der taber mund og mæle når den står overfor den ultimative Skabende og levende transcendentale åndelige virkelighed og Væren selv; Gud.
Hvorfor, jo fordi vi mennesker, vores individuation, selv/ego, som personlighed, ikke opløses eller går til grunde i Gud eller det guddommelige, tværtimod styrkes og bekræftes vi, som vi beriges.
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Altså hos Paulus kan vi tale om (omtale) og tænke/reflektere om tingene (1)*, som hos Platon (ja hos de to som hos Jung og Hegel, mister vi ikke mund og mæle) fordi vi er tiltalt af Gud eller Væren selv, men ikke mindst den ny væren og virkelighed i og med Kristus, kan vi sætte ord på, fordi der er: "no loss of self", og de transcendentale åbenbaringer af Værens grundstruktur selv, den guddommelige virkelighed, såvel som Skaberen Selv, Gud, griber vi, begriber vi, på hermeneutisk vis. Ja Hegel går så vidt (i sin hermeneutiske gnosis, udlægning af Åndens Selvrealisering (individuation)) at han påstår Gud ikke har skjult noget for ham.
Sandheden er denne afdækning eller åbenbaring af den skjulte virkelighed; væren selv eller den skabende grund eller afgrund (hvis vi ingen fast grund har under os, og altså er til i en FRI medskabelse (ubestemthed eller in-derterminisme
(2a)*); se Böhme; Schelling; Tillich og Berdyaev).
Når Kristus siger at han er sandheden, så hentyder han til at han åbenbarer det Guds Billede vi er skabte i, såvel som Guds vilje og det fællesskab, Guds Rige, Gud vil ha med os. (2a)*:
det nye, der bliver aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget virkeligt nyt til det essentielle. Det positive, der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den "Ny Væren" eller den "Ny Skabelse". (se (2A)* nederst)
.Det er Væren selv (eller Værens mening) overfor vores i verden tilstede-væren (ontologisk) og de eksistensmuligheder (ontisk) vi har. På den måde er væren det værendes væren, og det er vores (ontisk) tilstede-væren (ontologisk) der altså er det ontologisk-ontisk særligt udmærkede værende.
Væren og værensstruktur går hen over ethvert værende og enhver mulig værende bestemthed af et værende. Væren er transcendensen slet og ret. Transcendensen af tilstedeværens væren udmærker sig særligt, fordi der her ligger en mulighed for og en nødvendighed af den mest radikale individuation (no loss of self). Enhver åbning af væren som noget transcendent er transcendental erkendelse. Fænomenologisk sandhed (åbnethed af væren) er veritas transcendentalis (transcendental sandhed). Heidegger.
Og det er Tiden der er den transcendentale horisont (liv som livstid, endeligt tid (sein zum tode), vores historicitet) for spørgsmålet angående væren og værens mening. Tiden er det perspektiv vi skal ha på vores tilstedeværens væren, vores i verden tilstedeværens væren/historicitet, der altid er historisk, hviler på det forgangne, vores fortid. At leve historisk, i tiden, tidsånden, er u-historikalsk, hvor tilstedeværens elementære historicitet forbliver skjult for tilstedeværen selv. Det er en af de mange forhold Heidegger vil hjælpe os med at gennemskue.
(1)*:
Tilstedeværen (dasein), dvs. menneskets væren, er i både den almindelige og filosofiske "definition" indkredset som (Zoon logon echon): det levende, hvis væren vsensmæssigt er bestemt igennem evnen til at kunne tale. (legein) er ledetråden til en opnåelse af værensstrukturen for det værende, der kommer i møde igennem omtale og tiltale. Derfor bliver den antikke ontologi, som den udvikles hos Platon, til "dialektik". Med den fremadskridende udarbejdelse af den ontologiske ledetråd selv, dvs. "hermeneutikken" for logos, fremvokser mulighederne for en endnu mere radikal begribelse af værensproblemet. "Dialektikken der udgjorde en ægte filosofisk forlegenhed, bliver overflødig. Aristoteles stillede dialektikken op på et mere radikalt grundlag, ophævede den og havde derfor "ikke længere nogen forståelse" for den. Heidegger.
Denne græske værensudlægning gennemføres dog uden nogen som helst eksplicit viden om de derunder fungerende ledetråde, uden kendskab til endsige forståelse for tidens fundamentale ontologiske funktion og uden indblik i grunden, som muliggør denne funktion. Tværtimod antages tiden selv at være et værende blandt det øvrige værende, og tiden bliver forsøgt begrebet i dens værensstruktur ud fra horisonten givet af en værensforståelse, der uudtrykt naivt er orienteret ud fra selvsamme tid. Heidegger.
Hos den græsk akademisk trænede jødiske kristne tænker Paulus er tiden ikke et værende blandt det øvrige værende. Derfor finder vi en endnu mere radikal begribelse af værensproblemet hos Paulus end hos Platon og Aristoteles. Gud er Tiden selv, og Kristus er vores fremTid, fordi Gud her giver os sin Tid med os, giver sig TID til os (i Kristus har vi Tiden med Gud). Så vores tid, kommer under Guds Tid eller vi får Guds Tid.
"Infra Lutheranum" princip; namely, the view that the finite (tid) is capable of the infinite (Tiden), and consequently that in Christ there is a mutual indwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite was theologically affirmed, that nature mysticism was possible and real.""
(2A)*:
Sartre er inde på at vores eksistens går forud for vores essens, ja ligefrem at vores eksistens er vores essens (ihvertfald vores frie og skabende eksistentialitet) således at mennesket ingen essentiel natur skulle være i besiddelse af (dermed bliver Sartre the destroyer af enhver form for religiøsitet). Det er korrekt i den forstand at vores skabende frie eksistentialitet tilføjer og beriger vores essens. Tillichs begreb essentialisation (hentet fra Schelling (essens og eksistens)) skal netop ikke forstås i platonsk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der bliver aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget virkeligt nyt til det essentielle. Det positive, der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den "Ny Væren" eller den "Ny Skabelse". Disse forhold er kendt indenfor den epigenetiske forskning, hvor netop vi via vores måde at handle på eksistentielt kan forandre eller påvirke, ja ligefrem vælge vores essens, essentialitet, hvilke gener der skal komme til udtryk og bestemme over vores liv.
Mange kærlige hilsner HansKrist.