”Dine ord giver ingen mening. De ”muslimer”, der gerne vil slippe for trusler fra deres ”trosfællers” side bør hellere tone rent flag og forlade dødskulten islam frem for at lade som om, de stadig er muslimer. Og lad være med at kalde dem kulturmuslimer. En muslim er pr definition én, der underkaster sig. Man kan ikke delvis underkaste sig.”

- Det går an at tro på en særlig gudart, uden dermed at ønske hele kulturen indrettet efter denne gudetro, hvilket mange jo heller ikke ønsker. Mennesker er ikke pr. def. kristne eller jøder, blot fordi de er opvokset i et sådant trossamfund, ej heller nogen hr. eller fru. muslim, blot fordi de er født i Iran og tror på denne gud.

Der ka’ i hr. og fru. Husseins familie og omgangskreds være stærkt troende med nogen form for aggressiv adfærd i diskussioner, mennesker de ikke nødvendigvis føler sig tæt på, men på den anden side heller ikke ønsker at træde over tæerne i konfrontation p.a. mulige konsekvenser for familiesammenholdet. Det med at ”tone rent flag” har derfor ingen særlig værdi for dem, kun ubehagligheder de sagtens kan undvære, og det må man respektere. De fleste unge der vokser op og uddanner sig i vestlige samfund, danner familie osv., har jo andet i hovedet end deres religion, der i generationer fremover også nok kommer til at spilde en aftagende rolle – det er dette stærkt yderliggående ”rigtige” muslimer er bange for: fragmenteringen og udvandingen af de formale værdier i troen p.a. den individuelle frihed der let opnås i vestlige lande.
Vi ska’ være glade for udviklingen, og se aggressionerne fra disse ”rigtige muslimer” som en frygt. Så jeg vil hævde det langsomt går den rigtige politiske vej, hvor mennesker uanset religiøse tilhørsforhold, selv vælger hvordan og efter hvilke værdier de ønsker at indrette deres liv. Og det er disse frihedsidealer vi globalt må værne om og understøtte med politiske virkemidler, og ikke med religion.

Hr. og fru Hussein ka’ forholde sig tavse, uden dermed at underkaste sig radikale islamistisk troende, nøjagtig som hr. og fru. Jensen ka’ forholde sig indifferent til politiske beslutninger, uden dermed at underkaste sig meningsindholdet.

mvh
Simon