Der eksisterer en dødens vej, og der eksisterer en livets vej. Naturen vandrer på dødens vej, Ånden vandrer på livets vej. Forsag naturen og lad jer åndeliggøre.

2.

Naturen vil hellere få og tage end at give. Og hans behov vokser, for hver gang hans verdslige rigdom øges. Penge, materielle goder, æresbevisninger fra mennesker, hæder og status og luksus på mange planer - dette mener naturen vil udfylde tomrummet i ham, men tomrummet bliver større. Han er som en mand, der forsøger at slukke tørsten ved bredden af en salt sø. Han drikker, men bliver tørstigere.

Ånden finder det saligere at give end at modtage. Hun tager intet, der ikke gives hende, og hun bruger kun af det, der tjener til hendes fornødenheder. Hun afskyr denne verdens rigdomme og søger de himmelske - godhed, uselviskhed, indsigt. Og hvad hun modtager af disse, ja, når disse blomstrer i hende, så betragter hun det ikke som sit eget værk. Alt, hvad der er godt, sandt og skønt, henfører hun i ydmyghed til Livet. Hun tømmer sig selv for sig selv for at gøre plads til Livet.

Der eksisterer en dødens vej, og der eksisterer en livets vej. Naturen vandrer på dødens vej, Ånden vandrer på livets vej. Forsag naturen og lad jer åndeliggøre.

3.

Naturen sætter sig på den øverste plads ved bordet. Han vil gerne ses og høres. Han vil beundres og betragtes som den første og største. Han ringeagter enhver, der er uden magt og status.

Ånden sætter sig på den nederste plads ved bordet. Hun vil gerne træde tilbage og lade Livet stråle - hun betragter sig kun som en tjener og vil gerne være alles træl, hvis hun dermed kan bringe Livet til andre. Hun højagter de mindste og ydmyger sig selv under dem.