Andet Timotheusbrev

"For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver."
(Andet Timotheusbrev 1, 7-8)

"Vær med til at lide ondt som Kristi Jesu gode soldat. Ingen, der går i krig, og som vil vinde anerkendelse hos den, der hvervede ham, lader sig hindre af dagliglivets gøremål."
(Andet Timotheusbrev 2, 3-4)

"For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham;
holder vi ud, skal vi også være konger med ham;
fornægter vi ham, vil han også fornægte os;
er vi utro, forbliver han dog tro,
thi fornægte sig selv kan han ikke."
(Andet Timotheusbrev 2, 11-13)

"Det skal du minde alle om, og du skal for Guds ansigt indskærpe dem ikke at indlade sig i ordkløverier, som ikke er til nogen nytte, men kun til ulykke for tilhørerne. Stræb efter at stå din prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men som går lige på med sandhedens ord. Hold dig fra den ugudelige, tomme snak, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, og deres lære vil brede sig som kræft."
(Andet Timotheusbrev 2, 14-17)

"Dog, den grundvold, Gud har lagt, ligger fast, og den har et segl med denne indskrift: "Herren kender dem, der hører ham til," og: "Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed.""
(Andet Timotheusbrev 2, 19)

"I et stort hus er der ikke kun redskaber af guld og sølv, men også af træ og ler, og den ene slags er til fint brug, den anden slags til dagligt brug. Den, der holder sig fri af det, som jeg her har talt om, bliver et redskab til fint brug, helliget, nyttigt for husets herre, anvendeligt til alt godt arbejde."
(Andet Timotheusbrev 2, 20-21)

"Sky de ungdommelige tilbøjeligheder, og stræb efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte. Hold dig fra de tåbelige og hidsige diskussioner; du ved, at de kun fører til stridigheder, og en Herrens tjener skal ikke strides med nogen. Han skal være venlig mod alle, være en god lærer og finde sig i ondt. Han skal med mildhed irettesætte dem, der siger imod, om dog Gud vil få dem til at omvende sig, så de kommer til erkendelse af sandheden og igen besinder sig og slipper ud af den fælde, hvor de holdes fanget af Djævelen, så de må gøre hans vilje."
(Andet Timotheusbrev 2, 22-26)

"Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider. For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud; i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem! Til dem hører nemlig de, der sniger sig ind i husene og får magt over kvinder, der er belæssede med synder og lader sig lede af alle mulige lyster, og som altid vil lære, men aldrig lærer sandheden at kende. Ligesom Jannes og Jambres trodsede Moses, sådan trodser også disse mennesker sandheden; de har fået deres dømmekraft ødelagt, og deres tro står ikke sin prøve. Men de skal ikke få mere fremgang, for det skal blive klart for alle, hvor vanvittige de er, sådan som det også skete med de to andre."
(Andet Timotheusbrev 3, 1-9)

"Du derimod har fulgt mig i lære, i livsførelse, i beslutsomhed, i troskab, i langmodighed, i kærlighed, i udholdenhed, i forfølgelser, i lidelser som dem, jeg kom ud for i Antiokia, Ikonion og Lystra. Hvad jeg end har måttet udstå af forfølgelser, så har Herren reddet mig ud af dem alle. Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus. Men onde mennesker og bedragere vil komme længere og længere ud i det onde, føre andre vild og selv fare vild. Men du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.
(Andet Timotheusbrev 3, 10-17)

"Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!"
(Andet Timotheusbrev 4, 1-5)

"Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst."
(Andet Timotheusbrev 4, 6-8)

"Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Alle svigtede mig. Gid det ikke må blive tilregnet dem! Men Herren stod mig bi og gav mig kraft til at fuldføre min forkyndelse af budskabet, så at alle folkeslagene kan få den at høre, og jeg blev udfriet af løvens gab. Ja, Herren vil fri mig fra alt ondt og bringe mig frelst ind i sit himmelske rige. Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen."
(Andet Timotheusbrev 4, 16-18)

Titusbrevet

"Som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på, ikke egenrådig, opfarende, drikfældig, voldsom eller ude efter skændig fortjeneste. Han skal være gæstfri, have kærlighed til det gode, være besindig, retfærdig, from, herre over sig selv; han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod."
(Titusbrevet 1, 7-9)

"gå skarpt i rette med dem, så de kan blive sunde i troen og ikke give sig af med jødiske myter og bud fra mennesker, der vender sig bort fra sandheden."
(Titusbrevet 1, 13-14)

"vær selv et forbillede i gode gerninger. I din undervisning skal du være ufordærvet og agtværdig, din tale skal være sund og uangribelig, så modstanderen beskæmmes, fordi han ikke har noget ondt at sige om os."
(Titusbrevet 2, 7-8)

"For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk. Lad ingen ringeagte dig!"
(Titusbrevet 2, 11-15)

"Påmind dem om at underordne sig under øvrigheder og myndigheder, adlyde og være rede til enhver god gerning; de må ikke forhåne nogen eller være stridbare, men skal være milde og vise sagtmodighed mod alle mennesker."
(Titusbrevet 3, 1-2)

"Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden. Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv – troværdigt er det ord! Og det vil jeg, at du skal indprente, så de, der er kommet til tro på Gud, lægger vægt på at handle godt og rigtigt; det er godt og gavnligt for mennesker. Men tåbelige diskussioner og stamtavler og kiv og strid om loven skal du holde dig fra, for den slags er unyttigt og meningsløst. Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel. v11 Du ved jo, at sådan et menneske er kommet på afveje; det synder, og det har dømt sig selv."
(Titusbrevet 3, 3-11)

"Også vore folk skal lære at gøre gode gerninger og hjælpe, hvor det behøves, så deres liv ikke skal være uden frugt."
(Titusbrevet 3, 14)

Hebræerbrevet

"Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres."
(Hebræerbrevet 1, 1-4)

"For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt:
Du er min søn,
jeg har født dig i dag,
og et andet sted:
Jeg vil være hans fader,
og han skal være min søn?
Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han:
Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.
Om englene hedder det:
Han gør sine engle til vinde
og sine tjenere til flammende ild,
men til Sønnen:
Din trone, Gud, står til evig tid,
dit kongescepter er retfærdighedens scepter.
Du elskede ret og hadede uret,
derfor har Gud, din Gud, salvet dig
med glædens olie frem for dine lige.
Endvidere:
Du, Herre, grundlagde i begyndelsen jorden,
himlen er dine hænders værk.
De går til grunde, men du består,
de slides alle op som klæder,
du ruller dem sammen som en klædning.
De skiftes ud som klæder,
men du er den samme,
dine år får aldrig ende.
Til hvem af englene har han nogen sinde sagt:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder?
Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen."
(Hebræerbrevet 1, 5-14)

"For han underlagde ikke den kommende verden, som vi taler om, under engle; men som én et sted har vidnet:
Hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du har kun en kort tid gjort ham ringere end engle,
med herlighed og ære har du kronet ham,
alt har du lagt under hans fødder.
For da han lagde alt under ham, undtog han intet fra at være underlagt ham. Ganske vist ser vi endnu ikke alt underlagt ham; men vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden."
(Hebræerbrevet 2, 5-9)

"For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser. For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, men siger:
Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i menighedens midte vil jeg lovprise dig,
og ligeledes:
Jeg vil sætte min lid til ham,
endvidere:
Her er jeg og de børn, Gud har givet mig.
Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes."
(Hebræerbrevet 2, 10-18)

"Ethvert hus har en bygmester, men den, der har bygget alle ting, er Gud."
(Hebræerbrevet 3, 4)

"Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder "i dag", for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag; for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen."
(Hebræerbrevet 3, 12-14)

"Om I dog i dag ville lytte til ham!
Gør ikke jeres hjerter hårde."
(Hebræerbrevet 4, 7)

"For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for."
(Hebræerbrevet 4, 12-13)

"For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd."
(Hebræerbrevet 4, 15)

"Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis."
(Hebræerbrevet 5, 7-8)

"For I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mælk og ikke for fast føde. For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn. Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt."
(Hebræerbrevet 5, 12-14)

"For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot. For når en mark drikker den regn, der falder på den i rigelig mængde, og giver afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, så får den velsignelse fra Gud; men bærer den tjørn og tidsler, er den intet værd og truet af forbandelse, og det vil ende med, at man afbrænder den."
(Hebræerbrevet 6, 4-8)

"For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer. For loven indsætter skrøbelige mennesker som ypperstepræster, men edsordet, der er nyere end loven, indsætter en søn, som for evigt er nået til målet."
(Hebræerbrevet 7, 26-28)

"Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: 'Kend Herren!' For alle kender mig, fra den mindste til den største. Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd.""
(Hebræerbrevet, 8, 10-12)

"Dette er et billede på den nuværende tid: Der frembæres gaver og ofre, som, hvad samvittigheden angår, ikke kan føre den, som dyrker Gud, til målet. De er, ligesom mad og drikke og forskellige renselser, kun jordiske forskrifter, gyldige indtil tiden for den rigtige ordning."
(Hebræerbrevet 9, 9-10)

"Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning. Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud."
(Hebræerbrevet 9, 11-14)

"For Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er en efterligning af den virkelige, men ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os; han gjorde det heller ikke for at frembære sig selv mange gange, således som ypperstepræsten hvert år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget, for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer. Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham."
(Hebræerbrevet 9, 24-28)

"Men i ofringerne ligger en årlig påmindelse om synder; for blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort."
(Hebræerbrevet 10, 3-4)

""Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre. Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud.""
(Hebræerbrevet 10, 16-17)

"Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig."
(Hebræerbrevet 10, 19-25)

"For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne. Den, der bryder Moses' lov, skal uden barmhjertighed lide døden på to eller tre vidners udsagn; hvor meget hårdere straf mener I da ikke, at et menneske fortjener, når det træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod, hvormed det selv er helliget, og håner nådens ånd? Vi kender jo ham, der har sagt: "Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde," og derefter: "Herren vil dømme sit folk." Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder."
(Hebræerbrevet 10, 26-31)

"Husk den første tid, da I efter at være blevet oplyst udstod megen kamp og lidelse, når I enten selv blev stillet offentligt til skue under spot og mishandling eller gjorde fælles sag med andre, når de blev behandlet sådan. For I led med de fængslede, og I fandt jer med glæde i, at man røvede jeres ejendom, fordi I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår. Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet."
(Hebræerbrevet 10, 32-36)

"andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter."
(Hebræerbrevet 11, 35-38)

"Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet.
(Hebræerbrevet 12, 1-3)

"Endnu har I ikke stridt så hårdt i jeres kamp mod synden, at det har kostet blod, og I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner:
Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse,
mist ikke modet, når du irettesættes af ham;
for Herren tugter den, han elsker,
han straffer hver søn, han holder af.
For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner. Engang havde vi vore jordiske fædre som opdragere og havde respekt for dem; må vi da ikke endnu mere underkaste os under åndernes fader, så vi kan få livet? For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt."
(Hebræerbrevet 12, 4-13)

"Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren. Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den"
(Hebræerbrevet 12, 14-15)

"de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå. Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt. For vor Gud er en fortærende ild."
(Hebræerbrevet 12, 27-29)

"Lad broderkærligheden vare ved; glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster. Husk på dem, der er i fangenskab, som om I var deres medfanger, og på dem, der mishandles, så sandt som I også selv har en krop. Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet; for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere. Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har. For Gud har selv sagt: "Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke." Derfor kan vi frimodigt sige:
Herren er min hjælper,
jeg skal ikke frygte,
hvad kan et menneske gøre mig?"
(Hebræerbrevet 13, 1-6)

"Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer, betragt udfaldet af deres livsløb og efterlign deres tro. Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme; for det er godt, at hjertet styrkes af nåden og ikke af en bestemt slags mad, som aldrig har gavnet dem, der lagde vægt på det."
(Hebræerbrevet 13, 7-9)

"Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn. Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i."
(Hebræerbrevet 13, 15-16)

"Måtte fredens Gud, der førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, sætte jer i stand til alt godt, så I gør hans vilje, idet han selv udvirker i os, hvad der er ham velbehageligt ved Jesus Kristus. Ham tilhører æren i evighedernes evigheder! Amen."
(Hebræerbrevet 13, 20-21)

Jakobsbrevet

"Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget."
(Jakobsbrevet 1, 2-4)

"Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd."
(Jakobsbrevet 1, 5-8)

En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed."
(Jakobsbrevet 1, 9-11)

"Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: "Jeg bliver fristet af Gud;" for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død."
(Jakobsbrevet 1, 12-15)

"Far ikke vild, mine kære brødre! Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger."
(Jakobsbrevet 1, 16-18)

"Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle."
(Jakobsbrevet 1, 19-21)

"Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør."
(Jakobsbrevet 1, 22-25)

"Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd. En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden."
(Jakobsbrevet 1, 26-27)

"Mine brødre, I kan ikke tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, og så gøre forskel på folk. For hvis der kommer en mand ind i jeres forsamling iført en fornem dragt og med guldring på fingeren, og der så også kommer en fattig mand ind i snavset tøj, og I kun har øje for ham, der bærer den fornemme dragt, og siger: "Vær så god, her sidder du godt," men siger til den fattige: "Du kan stå dér eller sætte dig her på gulvet," er I så ikke i modstrid med jer selv og har opkastet jer til dommere med onde tanker?
Hør, mine kære brødre, har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham? Men I ringeagter de fattige. Er det ikke de rige, der undertrykker jer og slæber jer for domstolene? Er det ikke dem, der spotter det gode navn, som er nævnt over jer?"
(Jakobsbrevet 2, 1-7)

"Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: "Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt," men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død."
(Jakobsbrevet 2, 14-17)

"Nogen vil indvende: "Én har tro, en anden har gerninger." Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro. Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også – og skælver. Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar?"
(Jakobsbrevet 2, 18-20)

"I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene."
(Jakobsbrevet 2, 24)

"For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt."
(Jakobsbrevet 2, 26)

"Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom. Alle begår vi mange fejl. Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme. Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, styrer vi dermed hele deres krop. Tænk også på, at skibene, der er så store og tilmed drives frem af hårde vinde, styres af et ganske lille ror, hvorhen styrmanden vil; på samme måde er tungen kun en lille legemsdel, men kan prale af stor magt.
Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være. Kan en kilde give både fersk og salt vand af samme væld? Mine brødre, kan et figentræ måske bære oliven eller en vinstok figner? Nej, og lige så lidt kan en salt kilde give fersk vand."
(Jakobsbrevet 3, 1-12)

"Hvem af jer er vís og forstandig? Han skal vise det i gerning ved et ordentligt liv med den vises sagtmodighed. Men hvis jeres hjerte rummer bitter misundelse og selvhævdelse, så lad være med at prale og lyve sandheden noget på. Den visdom kommer ikke fra oven, den er jordisk, sjælelig og dæmonisk. For hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt. Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig. Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred."
(Jakobsbrevet 3, 13-18)

"Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer? Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer? I begærer brændende, men opnår intet; I myrder og misunder, men kan intet udrette; I strides og kæmper, men opnår intet, fordi I ikke beder; eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster. I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud. Eller tror I, det er tomme ord, når Skriften siger: "Med nidkærhed længes Gud efter den ånd, han har givet bolig i os, og viser så meget større nåde"? Derfor hedder det:
Gud står de hovmodige imod,
de ydmyge viser han nåde.
I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere; rens jeres hjerter, I tvesindede! Sørg og græd i jeres elendighed; lad jeres latter afløses af sorg og jeres glæde af mismod. Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer."
(Jakobsbrevet 4, 1-10)

"Bagtal ikke hinanden, brødre. Den, der bagtaler sin broder eller dømmer sin broder, bagtaler loven og dømmer den; men dømmer du loven, er du ikke lovens gører, men dens dommer. Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; men du, hvem er du, som dømmer din næste?"
(Jakobsbrevet 4, 11-12)

"Og nu I, som siger: "I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge" – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: "Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det." Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder."
(Jakobsbrevet 4, 13-17)

"Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer. Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den fortære jeres kød. I har samlet jer skatte til de sidste dage; tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører. I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen! I har dømt og dræbt den retfærdige, mod jer er han værgeløs."
(Jakobsbrevet 5, 1-6)

"Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær. Vær ikke vrantne mod hinanden, brødre, for at I ikke skal blive dømt; dommeren står allerede ved døren. Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt. Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde."
(Jakobsbrevet 5, 7-11)

"Frem for alt, mine brødre, sværg ikke, hverken ved himlen eller ved jorden, eller nogen anden ed; men jeres ja skal være et ja, og jeres nej skal være et nej, for at I ikke skal hjemfalde til dom."
(Jakobsbrevet 5, 12)

"Lider nogen blandt jer ondt, skal han bede; er nogen glad, skal han synge lovsange; er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem. Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder; og han bad igen, og himlen gav regn, og jorden lod sin afgrøde vokse frem."
(Jakobsbrevet 5, 13-18)

"Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, skal han vide, at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder."
(Jakobsbrevet 5, 19-20)