TAK

Ja, og får skærpet vores ydmyge samhørighed - og det er den, som ikke har social som præfix.

Det kunne ligne en indtagethed på forhånd. Men jeg har givet dem 45 indlæg, som Ipso Facto tidligere har produceret.
Ud af disse 45 indlæg har de i enighed vurderet 31 som 'rimeligt validerede' indlæg. De har en en uenighedsdiskussion om 2.
De resterende 12 har de en fælles enig dom, der siger, at debattøren, Ipso Facto, meget klart har overskredet ikke blot sine egne grundprincipper, men han har også 'dummet' sig i noget, han påstod var et validt argument.

Kære tros.

Desværre har jeg ingen klitter eller lignende i min nærhed. Din opskrift lyder "snerrende" stærk, men jeg vil da prøve den ved lejlighed. Selv bruger jeg hele kvaster, helst plukket en solrig morgen lige inden de springer ud. De trækker så på en fin polsk vodka i et døgn, eller højst 2. Så er essensen rigelig stærk og meget aromatisk. Den er bedst efter mindst et halvt års lagring, hvor farven er skiftet til varm gylden eller brunlige nuancer.

Men da min sidste flaske forlængst er tømt, har jeg fundet frem til en dejlig og nem blanding af færdige produkter, der altid kan fås. 2 dele fryserkold Geyser (islandsk snaps fra Netto) blandes med 1 del tempereret gylden Skagensnaps (fra ALDI). Jeg kalder det en "Færø snaps" af geografiske årsager.

Den er blid og velsmagende både til sildemad og salt pålæg, men den skal drikkes af 2cl glas, da man ellers vil tage større slurke end godt er.

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Næste gang jeg støder på gul snerre i naturen, vil jeg grave nogle stykker op og se, om jeg kan dyrke den i krukker, så man aldrig kommer i nød.

.

Held og lykke med dit forsøg.
Der er min erfaring, at frøsprednig giver et bedre resultat.
Den gule snerre er kendt i alle distrikter i Danmark, så det skulle ikke være så svært at finde den.

Jeg ved ikke om Svendborg snapsen findes mere, men ellers kan jeg an befale Brøndums eller måske Vodka.

Kære Tros!

Uden at du måske er bevidst om det, bekræfter alt hvad du skriver faktisk den sproganalytiske sandhed, at vi er spærret inde i vort sprog. Sprog er ikke blot et af os konstrueret tilfældigt kommunikationsmiddel hvorved vi kan meddele vore oplevelser, følelser og tanker til andre. Sprog er tillige en nødvendig betingelse af betydning for vor erkendelse. Erkendelsen vokser i sproget og for nu at sætte det lidt på spidsen: Der findes ingen erkendelse uden for sproget.

Uden for sproget findes individuelle oplevelser, følelser og tanker, men det er først gennem sproget at vores fælles verden bliver til. Det er umuligt direkte at erfare hvad andre oplever, føler eller tænker. Det er nu engang et eksistentielt grundvilkår.

Næsten alle der har tænkt dybere over tilværelsen når til erkendelse af sprogets betydning for erkendelsen. I vor kulturs grundmyte Genesis bliver verden til på Guds befaling: "Der skal være lys!" Befalinger er som bekendt sproglige udtryk. Gud skaber verdenen gennem sproget, men overlader det til den skabning, der er skabt i hans billede - mennesket - selv at navngive de væsener og ting som findes i verden:



Også det onde kommer ind i verden gennem sproget:



Evangelisten Johannes anvender det græske ord "logos", der kan betyde fornuft, tanke, tale, ord, forklaring, bevis, beretning og universel verdensorden i betydningen: "Guds ord":



At Johannes hentede inspiration i Genesis kan der næppe herske tvivl om. "Ordet var Gud", siger Johannes, og det er på en måde samme erkendelse de moderne sprogfilosoffer når frem til, selv om de i stedet for Gud, der logisk set kan betyde hvad som helst, sætter det nødvendige - det som ikke på nogen mulig måde kunne være anderledes. De universelle vilkår som ethvert væsen med selvbevidsthed og sprog er underkastet i en hvilken som helst mulig verden.

Efter at jeg i mine yngre dage havde været hånligt afvisende over for sprogfilosofien, som jeg betragtede med et overbærende skuldertræk, idet min interesse var koncentreret om den naturvidenskabelige erkendelse - de ubestridelige lovmæssigheder og fakta om verden som forskningen afdækkede - så nåede jeg på et tidspunkt frem til forståelsen af, at også den videnskabelige erkendelse voksede i sproget, hvad enten det så var i specielsprogene matematik og geometri eller i universalsproget.

Videnskabelige teorier er påstande om, hvad der er tilfældet. Og påstande er nu engang sproglige. Det at erkende, at noget er tilfældet, er ikke blot at sanse, at det er tilfældet, men det er at vide, at påstanden om, at det er tilfældet, er sand. Her går filosofien ind og spørger om naturvidenskabens forudsætninger, og set i det lys, så består erkendelsesteoriens opgave først og fremmest i at finde ud af, om - og i givet fald hvorledes - vi overhovedet kan vide, at påstande er sande. Og eftersom påstande er sproglige, så er konsekvensen også her, at sproget rykker i centrum for erkendelsesteorien.

En konsekvent gennemtænkning af problemet tvinger os til at erkende, at vi ikke kan finde - og at vi heller ikke selv kan konstruere - et sprog, som beskriver virkeligheden på en måde som ikke kan oversættes til det sprog vi allerede bruger i vor beskrivelse af virkeligheden (det jeg kalder universalsproget), og som er udgangspunktet for den filosofiske undersøgelse af forholdet mellem sprog og virkelighed. Vi må erkende, at vi ikke kan forstå en sproglig beskrivelse af virkeligheden, som ikke bygger på de samme grundlæggende begrebslogiske forudsætninger - den samme implicitte struktur af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse - som vort givne sprog (universalsproget) bygger på.

Selve umuligheden af oversættelse udelukker os fra at kunne besidde de sproglige midler, som kunne gøre en sådan forståelse mulig.
Derfor kan vi sige, som nævnt ovenfor, at vi er "lukket inde i" vort eget system af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse. Men én ting er at fastslå, at vi ikke kan forstå et reelt alternativ til vort givne sprogs system af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse; en anden ting er at fastslå, at et sådant system slet ikke er forståeligt for nogen overhovedet. End ikke af andre væsener i dette eller et andet univers.

Jeg skal spare læserne for den begrebsanalytiske undersøgelse og blot bringe konklusionen: der er ingen mulighed for, at systemet af grundbegreber kunne være anderledes i nogen mulig verden. Hvortil jeg vil tilføje: - som rummer mulighed for udvikling af levende væsener. Også væsener som os, personer, der kan stille spørgsmålet om, hvorfor verden er som den er og ikke anderledes, og finde svaret i gyldigheden af det antropiske princip eller i en logisk gennemtænkning af hvad der nødvendigt må gælde for enhver mulig person, således som man gør i filosofien.

Grundbegreberne for virkelighedsbeskrivelse er bl.a. objekt, tid, rum, kausalitet, sansen og handlen. De to sidstnævnte er særligt forudsat beskrivelsen af bevidsthedsvæsener og personer.

Lad mig med et lille eksempel illustrere hvad der sker når naturvidenskaben gennem observation og eksperimenter finder fænomener som ikke fuldt ud kan beskrives kausalt.

Det er selvfølgelig kvanteteorien jeg tænker på. For at kunne beskrive kvantefænomener tvinges man til at erstatte kausalitetsbegrebet med noget der ligner, nemlig en statistisk beskrivelse som er sikker når det gælder en samlet beskrivelse af en stor mængde kvantefænomener, men som ikke præcist kan forudsige hvordan en konkret kvantepartikel/bølge vil opføre sig over tid. Man taler om en kvantemæssig usikkerhedsrelation som udgør en principiel grænse for hvor præcist kvantefænomener kan beskrives.

Kvanteteorien udtrykkes i matematikkens specialsprog og den fungerer inden for de begrænsninger (kvanteusikkerheden) som den selv definerer. Faktisk anses kvanteteorien for den mest velprøvede og sikre videnskabelige teori overhovedet.

Men spørgsmålet er, om vi kan forstå den? Kan den matematiske formalisme oversættes til vort normale sprog (universalsproget) og forstås af alle sprogbrugende personer?

Lad mig i stedet for at spørge "manden på gaden" citere hvad nogle fremtrædende videnskabsmænd, der selv har beskæftiget sig med kvanteteori, mener om teoriens forståelighed eller meningsfuldhed:



Lad mig slutte af med et par citater fra humorister, der synes at have fattet pointen:



Lad mig her blot tage fat i et enkelt aspekt af kvanteteoriens matematiske udformning, som tillige bryder med et andet grundbegreb for virkelighedsbeskrivelse "tidsbegrebet". For at opnå konsistens internt i den matematiske formalisme er det nødvendigt at indføre et supplerende tidsbegreb.

Tidsligningerne indeholder negative kvadratrødder. Dvs. en aritmetisk operation som har et resultat, der falder uden for de naturlige tals område. Som svar herpå har man "udvidet" talsystemet således at enhver operation altid har et resultat. Roduddragning af negative rødder udtrykkes som et imaginært tal (repræsenteret ved kvadratroden af minus 1).

Det nye supplerende tidsbegreb som udspringer af den matematiske formalisme kaldes "imaginærtiden". Og hvilke egenskaber har så imaginærtiden til forskel fra det tidsbegreb vi kender? Det spørgsmål har blandt andre astrofysikeren Steven Hawking beskæftiget sig med, og han skriver følgende om fænomenet (uddrag):



Så er der rigtigt gået hul på bylden, for nu er også Einsteins geometriske beskrivelse af universet i stor skala - den firedimensionale rum-tid - utilstrækkeligt til formålet. Der må indføres nye dimensioner for at nå frem til en sand og konsistens beskrivelse af universet/virkeligheden.

Analogt med hvad man har gjort i strengteorierne, der er en filosofisk verdensopfattelse, som går ud på, at man i stedet for at opfatte verden som bygget op at små 0-dimensionelle partikler som atomer og kvarker, som det er tilfældet i standardmodellen, anser universets byggesten for at være såkaldte 1-dimensionelle strenge eller superstrenge, der vibrerer med forskellig frekvens, og derfor har visse givne egenskaber. I teorien kan man så prøve sig frem med hvor mange dimensioner der er nødvendige for at give en fuldstændig og konsistent beskrivelse af alle fysiske fænomener. Målet er en GUT (Grund Unified Theory) en teori for alt.

Naturvidenskaben synes her at være endt et eller andet sted mellem den rent spekulative filosofi, religionen og poesien. Hvad skal vi med et verdensbillede som er principielt uforståeligt, hvorved jeg mener et som ikke kan oversættes til normalsproget uden at løbe ind i uløselige paradokser?

Hvis hypoteserne i praksis ikke lader sig falsificere af erfaringen er der så egentligt tale om videnskabelige teorier?

De synes at stå på en grund, som ikke er meget forskellig fra den grund som forestillingen om en almægtig skabergud står på. Ved at tilslutte sig en af disse hypoteser - imaginærtid eller strengteori - har man da ikke placeret sig selv omtrent samme sted som hvis man hævdede sandheden af en religiøs tro?

Man lyder sikkert enormt begavet i menigmands øren, mens man slynger om sig med matematiske formler og begreber som var det religiøse åbenbaringer eller dogmer man reciterede. Men kan man egentlig bruge disse mange forskellige fantasiprodukter, kaldet hypoteser, til andet end at demonstrere, at man er med på noderne og derfor kan bringe omgivelserne til at måbe, føle sig små og dumme, fordi de ikke fatter en brik, og ikke kan finde et eneste rationelt argument imod fantasierne?

Hvis jeg var en amoralsk og magisk tænkende person som ønskede at pisse alle andre i lommen fra en uangribelig position, så ville jeg nok vælge en af disse fantastiske og ubegribelige hypoteser og med stor energi og mange videnskabelige og matematiske fagudtryk energisk og krigerisk forsvare den som sandheden med stort S, i bevidstheden om, at ingen kunne modbevise hvad jeg hævdede, uanset hvor vanvittigt det så end var.

Man kan jo af gode grunde ikke argumentere imod noget som er uforståeligt. Jeg tror faktisk at jeg ville husere på religionsdebatter og forvirre de magisk tænkende troende og andre søgende ånder så meget, at de til sidst ikke vidste hvad der var op og ned her i verden. Og hver dag ville jeg skrige af grin over, hvor let det er at narre andre og samtidig blive anerkendt som en stor begavelse.

Trods min nye ironiske signatur er jeg ikke ude på at narre nogen, men at finde frem til Sandheden i samarbejde med andre. Herunder at afsløre charlataner og andre gøglere der trives bedst ved at holde folk for nar. Mine udsigter til succes er dog nok ringe, for når man kan bilde mere end en tredjedel af verdens befolkning ind, at islam og profeten Muh er både tolerant og fredelig, så kan man nok bilde folk hvad som helst ind, og også slippe godt fra det. Mod dumheden kæmper selv guderne forgæves, hvilket vel må være sandt per definition - Hvis der vel at mærke findes guder. Måske findes der kun subjektive sandheder og resten er blot en illusion?

Det mener postmodernisterne, dekonstruktivisterne, værdirelativisterne og andre magisk tænkende der er optændt af tidsånden og gerne vil anses for moderne oplyste mennesker.

Men er det sandt hvad de hævder? Det er et filosofisk spørgsmål som meget få tager alvorligt og som endnu færre beskæftiger sig seriøst og forpligtende med.

Det er så min undskyldning for at forsøge at mane lidt af meningsløsheden i jorden!

Hilsen

Ipso Facto :whistle:


P.S.!

Da nogle af dine efterfølgende indlæg i tråden indeholder en del uvedkommende støj i form af ad huminum er de blevet filtreret fra af mit "mentale spam filter", og vil således hverken blive nærlæst eller kommenteret.


----------------
"Tvinger en rationel gennemtænkning af rationalitetsbegrebet os ikke til at erkende, at ethvert standpunkt dybest set må hvile på irrationelle præmisser?

Hvis denne argumentation er rigtig, så undergraver den skellet mellem rationalitet og irrationalitet. Så er alle standpunkter dybest set irrationelle. Så er der ingen principiel forskel mellem at tro på videnskabens evolutionsteori og at tro på religionens skabelsesberetning. Dybest set hviler de begge på nogle præmisser, som vi tror uden grund." - Filosoffen Kai Sørlander.