Hvis du reagerer og svarer på et af mine indlæg skal du tage udgangspunkt i hvad jeg skriver.

På samme måde hvis jeg reagerer på et af dine indlæg så tager jeg udgangspunkt i hvad du skriver.

Hvorfor svarer du mig når du overhovedet ikke læser og forholder dig til hvad jeg skriver????

Du skulle jo slet ikke have reageret på mit indlæg i dag når du er ligeglad med hvad jeg skriver.

Vil du se dig selv alle steder???

Det er ret irriterende. Også Gerth gør det samme. Hvorfor skal I absolut optræde her og der og alle steder uden at I overhovedet seriøst og sagligt forholder jer til hvad dem I svarer skriver.

Til jer begge to:

ro på

Og kan I ikke forholde jer rolige så lav jeres egne tråde - trådstarter om tingene.

-0-0-0-

Namaskaram Hanskrist

Lavede du et - hit and run - i min tråd Er det måden at tale sammen med andre mennesker på Er spørgsmålene ikke interessante og relevante? Hvad blev Jesus sendt ned på jorden for? Hvorfor var de efter ham? Jeg kan varmt anbefale...

https://da.wikipedia.org/wiki/Vandrer_mod_Lyset

Lad os tale sammen om tingene...




Your friend forever

Jan

🔥🔥🔥

Helligånden

OM SAND EKSTASE I HELLIGÅNDEN:

"Al fællesskab forudsætter, at man "går ud over sig selv" - "når ud over sig selv" - trygt tør forlade sig selv hver morgen og gå på arbejde - yde en indsats for fællesskabet.

Det er netop, hvad Ånden gør og har sin store glæde i at gøre.

Derfor er udtrykket "ekstase" slet ikke dårligt, når vi taler om Helligånden og om at være fyldt af Ånden (Guds Ånd).

Vi bør slet ikke være så bange for ekstasen på det åndelige område. En sand ekstase i Helligånden gør os ikke indadvendte og selvoptagne, den befrier os tværtimod fra navlebeskuelse og selvspejling (uha uha rigtig guf for Svend Brinkmann - selv om han ikke kan relatere og associere til Helligånden).

Peter Halldorf: "Al fællesskab forudsætter, at man "går ud over sig selv". Det er netop, hvad Ånden gør og har sin store glæde i at gøre. Derfor er udtrykket "ekstase" slet ikke dårligt, når vi taler om Helligånden og om at være fyldt af Ånden (Guds Ånd). Betydningen af "ekstase" er at "være ude af sig selv" (uden at have mistet sig selv). At blive fyldt af Helligånden er en erfaring, som får os til at gå ud af os selv, slippe kontrollen og uden betingelser overgive os til "den anden". Det er når man når ud over sig selv, at man for alvor kommer ret til sig selv. Det er netop det, som er indholdet i Jesu store ord om, at "den, der mister sit liv... skal frelse det.",, Al fællesskab forudsætter opbruddet fra et "jeg" til et "du". Måske bør vi slet ikke være så bange for ekstasen på det åndelige område. En sand ekstase i Helligånden gør os ikke indadvendte og selvoptagne, den befrier os tværtimod fra navlebeskuelse og selvspejling og fører til en fællesskabets forening med Gud og dermed også med vores næste. Dybest set er mennesket aldrig nærmere sit mest ægte jeg, end når det er "ude af sig selv" i Helligånden. Man oplever da den "selvforgllemmelse", hvor livet springer ud i fuldt flor. Ånden har sin glæde i ekstasen, Ånden er selvforglemmelsens sande mester." citat slut.

Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor med at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldender, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænse og erfarer det absoluttes, det helliges nærværelse... Paul Tillich.

Paul Tillich:
"Ecstasy" ("standing outside one's self)") points to a state of mind which is extraordinary in the sense that the mind transcendens its ordinary situation. Ecstacy is not a negation of reason; it is the state of mind in which reason is beyond itself, that is, beyond its subject-object structure. In being beyond itself reason does not deny itself. "Ecstatic reason" remains reason; it does not receive anything irrational or anti-rational -- which it could not do without self-destruction --- but it transcends the basic condition of finite rationality, the subject-object of structure. This is the state mystics try to reach by ascetic and meditative activities. Paul Tillich

Hvad ville fornuften være uden ekstatisk fornuft og ja vice versa. Når fornuften arbejder tænkende, så vender den altid tilbage til sig selv. Ekstatisk fornuft formår at forlade sig selv og blive et med sit objekt (motiv; mål), dog uden at miste sig selv, men nu som forvandlet, gennem at det participerer i objektet. Subjekt og objekt indgår i en syntese og ny virkelighed eller skabelse med hinanden - vores eksistens kan forandre vores essens - og derfor taler vi med Schelling om ESSENTIALISATION:

Essentialisation er et begreb Tillich har hentet for Schelling. Denne essensialisation skal ikke forstås i platonisk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistensens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der blev aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget nyt til det essentielle (min kommentar indskudt: ja netop epigenetikken har bevist denne påstand). Det positive der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den “Ny Væren”. “Participation i det evige afhænger af en kreativ syntese af en værensform (a being) essentielle natur og det denne værensform har gjort med sig selv i sin temporale eksistens. “Essentialisation som overgang til Ny Væren er således en filosofisk term for begrebet “frelse” med den deri indeholdte mulighed for selvrealisation. Bjarne Lentz "Paul Tillich" side 232

Hvad HansKrist dog kan finde på at skrive:



En teolog skrev:

"det er klart, at der er adfærdsregulering i religion, da religion også er etik".


Jeg svarede:

Ja megen religion er etik men ikke kristendommen der er supramoralsk (er hinsides ondt og godt) - vores fald kommer jo netop fordi vi spiser de etiske moralske æbler på kundskabens træ om godt og ondt. Eneste adfærdsregulering i kristendommen er at drive os i armene på Kristus hvor vi kommer ind under Livets Ånds Love og får igen kontakt til Livets Træ midt i haven og den Guds Ånd der gør levende. Vi har ikke længere som i de fleste andre religioner som opdrager Loven og etisk adfærdsregulering længere - men vores opdrager er Kristus og her er det ikke et spørgsmål om hvad vi må og ikke må eller hvad vi skal/bør og ikke skal/bør - men at vi tager imod det Guds Nådes Kraftværk vi er i Kristus qua Gud Helligåndens vidunderlige forunderlige gerninger med os - Helligåndens Frugter og Helligåndens Gaver. Således er kristendommen fuldstændig koncentreret om vores vertikale retfærdighed direkte fra Gud (rette adfærd direkte fra Gud af - fra Helligånden) her finder vi de spontane suveræne livsytringer og vores skabende kreative næstekærlige ekspressionistiske Maslow'ske selvaktualisering.

At indse jeg har ret i min hypotese kræver blot at læse Rom 7 sidste halvdel + Rom 8 i sammenhæng.


Teologen svarede tilbage:

Hans-Kristian Hindkjær Tak for input. Jeg er helt med på, at kristendommen er en nådesreligion og ikke en lovreligion, men selv Jesus udfører adfærdsregulering, når han f.eks. siger "forlig dig med din broder" (Matthæusevangeliet) og "synd fra nu af ikke mere" (Johannesevangeliet). Der er efter min bedste overbevisning både etik og moral i kristendommen.


Hvortil jeg svarede:

Alice Aagaard ja desværre - netop det forhold har fuldstændig perveteret og ødelagt kristendommen - skygget for hvad kristendom er i sin essens. Ja syndefaldet at gnaske i Kundskabets træ om godt og ondt - er fortsat med kristendommen så det fuldstændig skygger for de Nye Skabninger vi er i Kristus og igennem Helligåndens vidunderlige forunderlige gerninger med os. Sålænge vi eller kristendommen fastholder den evindelige fokus på etik og moral - altså synd - kommer vi/den aldrig ud over stepperne og vi bliver stående i syndefaldet (i Rom 7 - evindelige uløselige moralske dilemmaer der ingen løsninger er på - på det etiske moralske niveau - vi skal hæve os over ondt og godt som Paulus så flot formår at sige det hvor han binder Rom 7 og 8 så smukt sammen). Vi må forstå Albert Schweitzer når han siger følgende:

Paulus har gjort en stor reformatorisk gerning ved sin lære om retfærdiggørelsen ved troen alene. Endnu større ting vil han udrette når hans Kristus-mystik, hans mystik om frelsen i Guds rige ved samfundet med Kristus, i fællesskabet med Kristus (Pauls ”i Kristus” mystik), bliver forstået, når engang den magt som ligger gemt i dette forhold begynder at udfolde sig. A. Schweitzer.

Det er nøjagtig der vi er nu eller burde være nu - ihvertfald Paul Tillich er der:

Paul Tillich skriver om "Systematic Theology": "the Paulinism of the present system is dependent on Paul's constructive doctrine of the New Creation in Christ".


Hvortil Teologen svarede:

Hans-Kristian Hindkjær Igen tak for input. Jeg tror ikke, vi er helt samme sted ... Men jeg skal tænke over det, du skriver. Det er altid interessant med nye vinkler.

Hvortil jeg svarede:

Alice Aagaard tusind tak fordi du fandt hvad jeg skrev "tankevækkende" - sjældent jeg får andre tilbagemeldinger end hovedrysten (så din fine anerkendelse faldt et tørt sted). Jeg præsenterede de samme tanker som jeg har udtrykt overfor dig for fantastiske Hune menighed - men jeg fik kun høje udbrud om vrøvl og især præsten var ved at falde ned af stolen. Men du har større rummelighed og overskud - igen tusind tak for det Alice.


Mange Kærlige Hilsner HansKrist