Hvor herligt at vågne op til en ny dejlig dag, og starte dagen med et herligt grineanfald. Den gamle dyrlæge, der igen forsøger at belære os om naturvidenskab, trods en ubrudt række af fiaskoer. Denne gang kræver Arne igen indigneret en videnskabelig autoritet på banen for at bekræfte, at
noget, jeg ikke har sagt, er forkert. At Arne igen bekræfter sine manglende læseevner, er ikke det mest morsomme. Det er derimod hans uovertrufne evne til at stille meningsløse spørgsmål. F.eks. det nyeste;
Hvor kommer naturlovene fra? Det svarer til at spørge om;
Hvor kommer venstre side af en terning fra? Ingen steder fra, Arne. Det er en egenskab ved terningen, præcis som naturlovene er egenskaber ved universet, og ikke kan adskilles fra det. Men kan spekulere over, om der findes andre universer med andre egenskaber, hvor naturlovene derfor vil have andre værdier, og sådanne spekulationer har man da også gjort sig for at kunne forstå naturlovene bedre, men i vort univers kan de ikke være anderledes. Naturvidenskab handler om at forstå og beskrive naturlovene bedre, for de er nøglen til en bedre forståelse af universet.
Jeg skrev ganske rigtigt, at
Universet er umådeligt stort, og der sker ting i det, som vi ikke fatter og aldrig vil kunne fatte med vore dagligdags sanseerfaringer, men vi kan forstå og forklare dem med matematiske modeller, fordi de altid følger faste mønstre, som vi kalder naturlove. Dette er, hvad vi kalder viden.
Der står intet om nogen TOE, intet om at vi kan forklare alting, og intet om hvorvidt vi overhovedet har nogen teorier, der kan forklare noget af det, vi endnu ikke forstår, hvad vi rent faktisk har. De har bare ikke kunnet bevises endnu. Men for at alle (måske undtagen Arne) skal kunne forstå min udtalelse korrekt, så skal jeg gerne illustrere den med eksempler.
Den menneskelige fatteevne kan dårligt fatte antal over 7-8 stykker. Tænk blot på et billiardbord med 11-12 spredte hvide kugler på. Vi ville ikke kunne sige, hvor mange der var uden at tælle dem. Men hvis der lå 3 hvide, 3 røde, 3 gtønne og 3 blå, så kunne vi umiddelbart sige, at der er 4 farver og 3 af hver farve, og 3+3+3+3 giver 12. Eller hvis der lå 16 kugler i hver sin farve, men samlet til et kvadrat, så kunne vi straks sige, der er præcis 16 kugler, for matematikken har lært os, at antallet af enheder i et kvadrat er sidelængdens mål i 2. potens.
Det er i princippet sådan matematikken hjælper os med at fatte ufatteligt store tal. Da vi fandt ud af at udtrykke naturlovene i matematiske formler, blev vores fatteevne udvidet til det utrolige. Vi fatter ikke jordens størrelse og heller ikke solens, men vi kan beregne forholdet, så hvis solen var på størrelse med en melon, så ville jorden være på størrelse med et knappenålshovede og befinde sig 30 km væk.
Jorden er 40.000 km i omkreds, så hvis vi gik 40 km om dagen, så ville det tage os hen ved 3 år at gå rundt om den. Lyset kan tilbagelægge den samme distance på mindre end 1/7 sekund, en ufattelig hastighed. Men ved at måle vinklen til en af Jupiters måner med at halvt års mellemrum kunne Ole Rømer allerede i 1671 beregne lysets hastighed til at være større end 200.000 km i sekundet.
13 år senere forbedrede Newtons matematik Keplers planetlove til en sådan nøjagtighed, at de stadig bruges som grundlag for rumskibes navigation. I dag har matematikken bragt vores fatteevne langt ud over solsystemet, forbi milliarder af gigantiske galakser, og ud til det synlige univers grænser. Vi kan beregne stofsammensætningen i fjerne stjerner, og beregne både deres livsforløb og om de ender som hvide dværge eller neutronstjerner eller sorte huller efter de er eksploderede som supernovaer.
Egentlig er principperne i naturvidenskaben ikke svære at forstå, selv om de altså går over hovedet på en gammel dyrlæge på sydsjælland. Uden matematikken ville vores forståelse være indskrænket til vore sanseoplevelser, og vi ville være henvist til at digte forklaringer om verden uden nogen relation til virkeligheden. Vores viden er skabt af vores evne til at stille de rigtige spørgsmål om naturen. Meningsløse spørgsmål leder kun til overtro.
Så endnu engang, tak for et godt morgengrin, Arne. Mvh
Ole Bjørn :o)