Hej Arne,

Har lyst til at fortælle om et stærkt menneske, jeg kender:

Hun er - for det fysiske øje at se - en spinkel, skrøbelig kvinde. Uddannet teolog - fungerede som præst i 25 år i den danske folkekirke. ...

Fik et kald om at søge ud af de trygge rammer - blev åndelig vejleder - og fik derigennem en indsigt, som i dag bruges til at bistå alle, som måtte ønske det - uanset arten af tro eller mangel på samme.

Hun har netop startet en kursusrække, hvor hun sammen med sin soulmate - og alene det, at hun vedkender sig at have en sådan er en tanke værd - i mindfullness og Christfullness (nyt begreb, som er helt hendes eget.) ...

Hendes partner er ikke kristen, men arbejder og virker med alternative behandlingsmetoder. ...

Jeg tænker, at de begge to er stærke mennesker, som vil gå langt for at løfte - i stedet for at nedgøre. ...

Måske de begge forstår, at det inderste behov er ens for os alle, uanset tro eller ej.

Sidste gang blev der fortalt, at et menneske i sig har to ulve: Den ene vil det gode, og den lever af alt, som er negativt ... og så den anden, som tager alt det positive i livet til sig. ...

De er ifølge sagens natur aldrig enige om nogetsomhelst.

Forespurgt, om hvilken af ulvene, som vil sejre til sidst, var svaret: "Den, du fodrer!"

Opmuntrende, at der findes sådanne "fyrtårne" i en ellers ind imellem lidt kold verden, tænker jeg bare. :)))

Alt vel.
m.v.h.
Zenia

Mindfulness contra Christfulness et spændende emne og om noget jeg har skrevet side op og ned herom igennem årene.

begrebet stammer fra Paulus, hans tale om at være i Kristus og havende hele guddomsfylden i Kristus. Om at have Kristi sind og ånd, tankerne direkte fra gud, og ånden og friheden fra gud.

Vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur.



Først og fremmest er det et politisk revolutionært begreb hvor man allerede her og nu lever et liv hvor der ikke er forskel på mand og kvinde, træl og fri (altså ingen socialøkonomiske skel mellem folk, mellem arbejder og arbejdsgiver (de priviligerede ved magten der er fri for at arbejde grundet magten deres, hvorfor de hersker og bestemmer udstikker lovene)), og græker og jøder og hedninger, altså ingen etniske skel. Disse forhold har ifølge Paulus allerede indfundet sig og man skal i de kristne menigheder leve allerede her og nu som var disse skel forsvundet. Dette er revolutionært, dengang som idag hvor det ville være ganske utænkeligt at de socialøkonomiske skel mellem folk ikke skal gælde. De socialøkonomiske skel mellem mennesker er idag større end på Pauls tid, de vokser og vokser dag for dag.



Det er for paulus også en kritik af enhver form for religion og overtro. Hvor Paulus dog beder os om at tage hensyn til de svage i troen, hvilket vil sige de overtroiske og religiøse. Men idealet er for Paulus at vi vokser fra barnetroen og overtroen i takt med at Kristus vinder skikkelse i os og vi bliver frie til at deltage i de revolutionære politiske bevægelser og nye samfund og samfundsordninger, disse paulinske urmenigheder er.



Denne i Kristus politiske revolutionære friheds gejst/ånd og begejstring, med dets karismaer (nådegaver og ikke fødselsgaver og herkomst arv og dannelse) finder vi i renæssancen og reformationen, Luther og den amerikanske og franske "revolution" og 1968 oprøret (en af de gode grunde til Badiou's (og mange andre nyere/moderne politisk venstrefløjsaktivisters) begejstring for Paulus).



At være beruset og grebet af den begejstring der stammer fra ideerne og begreberne om lighed, frihed og broderskab mellem mennesker, og dets virkninger på vores kreative intelligente evne og talent -udtryk er en nådegave og ikke en fødselsdagsgave og Paulus opfinder ordet karisma for disse nådegaver der gør arbejderne og kvinderne og hedningerne lige så værdige og betydelige at lytte til som de lærde, skolede (akademikerne) og dem af fornem byrd. De paulinske menigheder er antiautoritære og anti-hierarkiske, kreativ systematisk organisk demokratiske, hvor frihed og solidaritet konstant står i dialogisk forhold og hvor der ikke findes nogen der står over andre eller er mere præster (overhovede) end andre, men vi har forskellige roller eller funktioner for helheden og de mest ydmyge funktioner er ifølge Paulus de vigtigste at påskønne og agte.

Christfulness har mere til fælles med Marx end med mindfulness og Buddha. Ihvertfald er det ikke Buddha vejen, nærmere måske Ghandi vejen, den ikke voldelig vej.

De vigtige for Paulus er at vi anerkender vores "fjender", dem der står os imod i vores bestræbelser for et nyt samfund, og at vi skænker dem, tiltror dem, og viser dem den respekt at vi tror på de kan og vil forandre sig, ændre sind, i spørgsmålet om at der ikke ER forskel på mand og kvinde, træl og fri og etniske og religiøse forskel på folk og at vi lever sammen solidarisk som et broderfolk der tar sig af hinanden økonomisk og socialt, integrere alle i et aktiv socialistisk Krist-i-ligt samfundsliv. Ifølge Paulus er Christfulness (at være i Kristus) en absolut ikke voldelig revolutionær (aktivistisk) politisk virksomhed.

At Kristendommen som institutionel officiel "Kirkekristendom" udarter er bestemt ikke Pauls skyld og der findes intet af dette vi senere bebrejder kristendommen for hos Paulus. Luther (med Paulus i ånd og hånd (bibel)) gav den katolske Kirke grå hår i hovedet, store problemer (og vi fik reformationen og protestantismen så dagens lys), og idag er det Tillich, Barth og Badiou og Yoder mmfl på venstrefløjen der giver de etablerede Kirker grå hår i hovedet, har anfægtet og provokeret noget så grusomt de etablerede konservative idealistiske kirkesamfund og de borgelige politiker og finansmagten.

nå men meget mere kunne siges om mindfulness og christfulness. Men vi må takke for en HansKrist ellers ville Christfulness begrebet bliver udvandet som kristendomsforståelsen og forskellen på Buddha og Jesus ville udvandes. Vi takker for HansKrist i denne internetocracy tid, internet relativismens tidsalder, hvor enhver mening er lige korrekt, rigtig, uanset hvem der udtaler sig fordomsfyldt og fordumsfyldt fordummeligt, på hvilket som helst spinkelt grundlag og paranoia ramt ideosynkratisk hysterisk allergisk reaktionært skingrende doserer idioti og pseudodebat om de her forhold i et væk, så vi aldrig, aldrig nogensinde bliver klogere på emnet/sagen.

Gode sober debatter og diskurser fordrer en vis faglighed og ædruelighed. At det skal være dionysiske mig med mine beskedne ånds evner der står for dette alene, irriterer mig. Lad os droppe stoppe to ting, den jmp'ske/michaelske rubæk-ske internetocrazy-hed og den der vanvittige dennett -dawkins -agtige fordumsfuldskab og unuancerede idioti og måde at debattere på, lad os ædru og sober drøfte de her forhold. I det mindste synes jeg at vi må forlange at disse naturvidenskabeligt orienterede fornufts dyrkere formår at holde hovedet koldt, ja at netop de burde da være så meget herre i eget hus til at de magter at lytte til hvad de faglige videnskabsdiscipliner siger om sagen.

om noget dennett og dawkins slænget er blevet nyttige idioter for internetocrazy nyåndelighedens frie spil mht kristendomsforståelsen, hvor ingen i dag kan se forskel på øst og vest, Buddha og Kristus; mindfulness og christfulness.

Nej, Tiger ... hvorfor dog ædruelighed, når noget af meningen med livet er at få en lille ski' på ... ... og



Nådegave eller fødselsgave? ... for mig er fødselsgaver nu også nådegaver ... Det er en gave givet til mit liv og i mit liv, og altså også en nådegave, fordi den fortsat rækkes til mig morgen efter morgen, dag efter dag ... og der blot kan siges ... tak

Gaveknus til Tiger fra RoseMarie

dette her:

Sidste gang blev der fortalt, at et menneske i sig har to ulve: Den ene vil det gode, og den lever af alt, som er negativt ... og så den anden, som tager alt det positive i livet til sig. ...

er selvfølgelig forkert: Den, som vil det gode lever jo af, hvad livet rummer af positivt d.v.s. har focus på det gode - og omvendt for den andens vedkommende.

Sorry ... men husk, at det er menneskeligt at fejle - og guddommeligt at tilgive. :)))
Zenia