I nævnte indlæg skriver du
Ja, "begæret efter adskilthed", som Aldous Huxley peger på, som en væsentlig hindring for erkendelse, det interesserer bestemt også mig.
Jeg tænker, at dette "begær" vel nærmest er et medfødt instinkt, der sikrer os overlevelse.
Havde vi ikke haft det, ville menneskeheden nok ikke eksistere.
Det er blot en gang fortænkt nonsens uden relation til virkeligheden og forskningen i psykologi. Hvad Huxley indbildte sig i midten af forrige århundrede har ingen relevans for vor nuværende viden.
Men har man først én gang oplevet "fællesskabet med verden" er det nok umuligt helt at glemme det igen, og falder man et øjeblik helt til ro (mediterer) så kommer oplevelsen jo ofte igen - og føder - igen og igen - kærlighed - til næsten, til verden - ja, en lykkelig tilværelse
Du virker hverken kærlig eller lykkelig i forhold til f.eks. Zenia og RoseMarie og treram og mig.
Ole Bjørn :o)
Svar
Citer
