Hej Arne.
At du ikke kendte det sidste citat er forståeligt, for det har Einstein aldrig sagt. Det vrimler med den slags citater, som tillægges Einstein for at give dem mere pondus, men i dette tilfælde er både stilen, ordvalget og tankegangen så langt fra Einstein, at det ikke er svært at afgøre, at der er tale om et falsum.
Det er derimod et typisk eksempel på det psykologiske trick, jeg har omtalt i et svar til Hansemand, som fik Paulus til at opfinde en "guddommelig" Jesus for at give sin moralfilosofi en større gennemslagskraft. Det fik først Markus til at digte videre på myten, og senere Mattæus og Lukas til at digte videre på Markus' fantasi. Tusinder af mennesker har efterfølgende set deres egen fordel i at forstærke dette meme.
Einstein har skam sagt meget vrøvl, men intet så dumt som ovenstående citat. Det er typisk forfattet af en person, som har fundet det utroligt smart sagt af ham/hende, men som også har haft så lidt anseelse i sine nærmeste omgivelser, at han/hun har prøvet at udnytte Einsteins ry som "et af verdens klogeste genier" til at forstærke sin udtalelse. Kan man bilde folk ind, at det er noget Einstein har sagt, kan man jo derefter i hemmelighed glæde sig over, at man åbenbart er næsten lige så klog som Einstein.
Man har beregnet Einsteins IQ til at være ca. 156, og det overgås af hundredtusinder af mennesker. Men på området teoretisk fysik, kan uhyre få måle sig med ham. Det berettiger ham fuldt ud til betegnelsen geni, ligesom Mozart var et musikalsk geni, og Leonardo da Vinci var et multigeni. Genialitet er et spørgsmål om at have ekstremt gode evner på et eller flere områder, men universalgenier eksisterer ikke.
Det er naivt at tage alt, hvad man læser, for sandt, bare fordi det læste tiltaler ens tankegang, men det var netop denne naivitet, som Einstein anså for årsagen til religiøs tro, hvis man skal tro ham selv og hans biografer.
Mvh
Ole Bjørn :o)