Hej Arne.

Jeg stødte første gang på citatet (i en næsten identisk udgave) i en af biografierne om Einstein, og så vidt jeg husker, stammer det fra et brev til hans nære ven gennem mange år, den tyske fysiker Gustav Bucky. Den version, der mest citeres i dag, stammer fra et interview med Einstein af Peter Bucky, Gustav Bucky's søn, som jo kendte Einstein privat, så oversættelsen er muligvis hans.

Det fulde citat lyder i øvrigt: "The most beautiful and most profound religious emotion that we can experience is the sensation of the mystical. And this mysticality is the power of all true science. If there is any such concept as a God, it is a subtle spirit, not an image of a man that so many have fixed in their minds. In essence, my religion consists of a humble admiration for this illimitable superior spirit that reveals itself in the slight details that we are able to perceive with our frail and feeble minds." Det sætter jo straks citatet i et lidt andet lys end den gængse forkortede udgave.

Problemet med Einstein citater er, at han har valgt at sammenligne sin følelse om kosmos med det religiøse begreb, og det misforstås af mange, som opfatter det som om at Einstein var religiøs i den almindelige opfattelse af ordet. Einstein var selv klar over problemet, og understregede flere gange, at det var umuligt at forklare religiøst troende mennesker forskellen. I en biografi fra 1973 af Hoffman og Dukas siger han direkte: "The religious feeling engendered by experiencing the logical comprehensibility of profound interrelations is of a somewhat different sort from the feeling that one usually calls religious. It is more a feeling of awe at the scheme that is manifested in the material universe."

Men alle hans protester til trods, bliver han både taget til indtægt for Jehovas Vidner, kreationismen, pantheismen, jødedommen, kristendommen, new age religioner, ateismen og mange andre bevægelser. Men Einstein ville ikke sættes i bås hos nogen organisationer, for han fandt kun forståelse for sine tanker hos andre forskere, der havde den samme følelse af ydmyg beundring for universets lovmæssighed og kompleksitet, og en aldrig hvilende nysgerrighed efter at afdække mysterierne.

Einstein var rendyrket determinist, og var til sin død overbevist om, at kvantemekanikkens tilfældighedsprincip var en illusion, der dækkede over et dybere kausalt univers. Af samme grund afviste han kategorisk forestillingen om, at mennesket havde en fri vilje, men det er en helt anden historie.

Mvh

Ole Bjørn :o)

At det er en strid om kejserens skæg, kan vi godt blive enige om, Arne. Einstein var fysiker, og hverken psykolog, sociolog eller sprogforsker. Havde han kunnet forudse, hvordan hans metaforer ville blive misbrugt, havde han måske tænkt lidt mere over, hvordan han skulle udtrykke sig.

Hvorvidt nogen af os helt forstår Einsteins religiøse begreb er fortsat et åbent spørgsmål, for som 11-årig var han tilsyneladende dybt religiøs og gudetroende, men som 12-årig vendte han totalt om og fornægtede enhver form for religion.

Tale/skriftsproget er jo en grov og primitiv måde at kommunikere på, for dels tolker vi ord forskelligt, og dels indeholder sproget slet ikke tilstrækkeligt mange ord til at dække de millioner af nuancer, som gør os forskellige. Men fysikere kan kommunikere bedre med hinanden end med lægfolk, for de deler både baggrund i viden og i præcise definitioner af, hvad deres begreber dækker, med matematiske symboler som det bedste værktøj i kommunikationen. Det er derfor, jeg har hævdet, at det kræver en baggrund i fysik og matematik at komme tæt på Einsteins tanker.

Men vi kan kommunikere mange flere nuancer, hvis vi tager kunsten til hjælp i form af billeder, bevægelser, mimik, musik og digtekunst, for selv om budskaberne kan svære at definere, så appellerer de til vor arts fylogenetiske viden, der er nedlagt i fællesskabet i vore DNA-koder, som jo repræsenterer en sum af dyriske og menneskelige erfaringer langt større, end ord kan udtrykke.

Det er formentlig den erkendelse, som Einstein udtrykker når han understreger kunstens betydning som inspiration for videnskaben, ligesom kunsten har været den bedste måde at tolke religiøse følelser på, fra lovsange til Bachs kantater og fra totempæle til ikoner og Michelangelos værker. Einstein understregede jo selv kraftigt, at han ikke tænkte i ord, men i (abstrakte) forestillinger.

Så selv om forståelsen af dele af Einsteins tankeverden er begrænset til mennesker med en baggrund i fysik, så kan de fleste forholde sig til hans humanisme, som er baseret på en tro på menneskets mulighed for at sætte sig ud over vor medfødte egoisme, og arbejde for et fællesskab, baseret på de demokratiske principper og på den medmenneskelighed, som han selv har fået fra sin opdragelse i de jødisk/kristne traditioner.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Arne.

Der hvor du og mange andre (især Hanskrist) går fejl af Einstein er, at I sammenblander begreberne religiøs tro og religiøs følelse. Einstein har ikke haft nogen religiøs tro siden han var 12 år. Men han har en følelse af dyb beundring, som han sammenligner med religiøst troende menneskers følelse af et guddommeligt forsyn. For Einstein er universet et lovbundet system af grunde, som foreløbig er hinsides menneskelig fatteevne, men som vi ikke er forhindret i at undersøge og prøve at forstå. For Einstein er "Guds veje" ikke uransagelige, men tværtimod noget vi bør stræbe efter at afdække.

Vi kan føle os glade, deprimerede, seksuelt opstemte, hadefulde, irriterede eller taknemmelige af årsager, vi kun aner, men følelser forudsætter altså ikke en tro, og tro er hvad der karakteriserer enhver religion. Einstein er ateist, men på sin egen sublime måde, så han vil selvfølgelig ikke sammenlignes med ateister, der ikke deler hans følelser for universets fantastiske lovmæssighed, hvis årsag han søger at forstå. Derfor bruger han også metaforen "jeg ønsker at kende Guds tanker", da Gud er symbol for verdens skabelse og lovmæssighed. Egentlig er denne udtalelse stærkt blasfemisk ud fra den kristne dogmatisme, for Guds tanker anses jo for at være udenfor menneskelig forståelse.

Han udtaler desuden flere steder sit håb om, at denne kosmiske religiøse følelse en dag kan træde i stedet for religiøs tro, som han jo anser for barnlig og naiv. Han har jo desuden tilskrevet denne religiøse følelse til nogle af historiens kendte notoriske ateister, og det viser jo tydeligt, at han skelner skarpt mellem religiøs tro og religiøs følelse.

Set på denne baggrund forsvinder de fleste af de tilsyneladende modsætninger i hans udtalelser. Einstein var humanist, og de er jo pr. definition ateister, der sætter menneskelig medfølelse i centrum og afviser alle religiøse dogmer om overnaturlige kræfter.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Jeg tror ikke, at han har mødt Aldeous Huxley. Jeg har i hvert fald ikke set det omtalt i nogen af de biografier, som jeg har læst, heller ikke i dem, der er skrevet efter hans død.