annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15926237
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2403395
Et andet syn 2007092
Åndelig Føde 1619804
Jesu ord 1536344
Galleri
Vinter Nytårs Løbehilsner fra Nordjylland
Hvem er online?
1 registreret (1 usynlig), 45 gæster og 270 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 7 af 12 < 1 2 ... 5 6 7 8 9 11 12 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#11451 - 04/10/2011 10:54 Re: Meningen med mit liv [Re: Arne Thomsen]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
Hej Arne o.a…

”Det er jo drømmen om, at vi (for tiden) ca. 7 milliarder mennesker lever i fred med hinanden i gensidig anerkendelse af lige rettigheder og pligter - drømmen om at vi mennesker opfører os anstændigt her på denne planet og ikke sviner den til med affald, men genbruger vore produkter, undlader at sende CO2 op i atmosfæren, og i stedet bruger af de langt mer end rigelige mængder forureningsfri energi, samt at vi bruger vores intelligens til at holde os selv i et passende antal”.

- Se-se, slet ikke så umuligt endda at folde drømmens fane ud i et mere jordnært og realistisk sprog, hvor selv den ideologiske effekt viser en lineær realpolitisk intention på tværs af kulturer, i modsætning til ”vertikale (guddommelige) stemningsbilleder”, så flot det er ..;)

”Det er jo ikke en utopi, det er jo ganske enkelt og ligetil at gennemføre. Vi har alt, hvad der skal til, for at gennemføre det! Det eneste, vi mangler, er vores eget mod og vores egen vilje til at gøre det”.

- Der er jo indenfor flere områder lang vej endnu, men politisk ser viljen i det store hele ud til at være tilstede. Det er bare ikke så let at vende store samfundsøkonomier og kulturers traditioner, og for at undgå kaotiske tilstande, er det derfor vigtigt at omlægninger sker med realistisk bedre alternativer samt at der formuleres perspektiver vi klart indser fordele og nødvendigheden af i også det nære (miljø). Det er netop ikke så let at efterleve utopier ;)

”Og når vi så - forhåbentlig inden alt for længe - har fået taget os sammen, og har gennemført det, hvad så?”.

- Så har man økonomiseret lidt bedre med økologien, forbedret (dyre)arters og dermed kulturers overlevelsesbetingelser som konsekvens af en bedre politik. Det rækker ikke?

”Så er det vel tiden, hvor vi frigør os fra vores nuværende åndelige fattigdom, undertrykt, som den er, af den nuværende materialisme, som jo tilhører fortidens knaphed på ressourcer”.

- Ah javel ja, den måtte jo komme..;) Hvordan ser så det attraktive alternativ ud til den ”åndelighed” du pt. er i besiddelse af, Arne?

”Så er det vel tiden, hvor menneskehedens rigdom af "syner" - sikkert længere tilbage end 40.000 år (shamanismen) med dens over- og underverden, og med forfædrene, videre frem til de poly- og monoteistiske religioners syn på verden og os selv - samt buddhismens fokus på det selvopretholdende jeg, som jo ikke længere konstant er nødvendigt, og hvor muligheden for at opleve nuet og evigheden uden jeg-bevidsthedens konstante forstyrrelse nu ligger åben”.

- Og befandt du dig så pludselig ude af dig selv, dvs. uden dit såkaldte ”jeg”, hvem forestiller du dig så skulle registrere hedonismen du besynger ”kærlighedsprojektet” dér med?
Jeg vil stadig mene, at du og Hans har misforstået intentionen med Freuds personlighedsmodel som arbejdshypotese – tilsvarende bøjningen: en hans, to høns…osv. ;)

”Og hvad sker der så?”.

- Ja vi ved jo en del om hvad sker når mennesker tænker sig selv i stykker og til sidst oplever at være helt ude af sig selv, dette såkaldte ”jeg” registrerer derved en længere række problemer du nok ikke skal ønske dig, hvorfor det nok er rigtig smart at tænke identitet i sin kulturelle og altså ikke en religiøs-mystisk kontekst.
Men befrielsen for sig selv og sin identitet ligger jo såmænd også i selve livets ophør, hvorfor man vel enten kan væbne sig med tålmodighed, hvis man har det sådan, eller som Michael nyde ”de stille dage i klicheer (Clichy)”. Men det kræver stadig anvendelse af rationelle værktøjer og tænkning at skabe bedre miljøpolitik og sameksistens for nuværende samt fremtidens population – derfor kan man jo godt som hobby tolke sin Freud ud af konteksten og ind i gamle østlige livssyn, hvilket der ikke sker så meget ved Arne.

”Det ved vi jo ikke, men jeg tror, det er større - langt større - end hvad vi kan forestille os i dag”.

- Troen har aldrig flyttet andet end synspunktet, bjerge står støt, religioner forandres…;)

mvh
Simon

P.s.: Måske du ka’ få lidt glæde af denne: http://languagelog.ldc.upenn.edu/nll/?p=3450
Top Svar Citer
#11453 - 06/10/2011 10:40 Re: Meningen med mit liv [Re: Arne Thomsen]
Arne Thomsen Offline
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7239
Sted: Sydsjælland
"Det selvopretholdende jeg" - "Jeg-bevidstheden" - hvad er det egentlig for noget?
Jeg må blankt erkende, at jeg ikke just er solidt funderet her.

Når man tænker på de farer og risici, der truer os mennesker, så er det jo klart, at der er brug for 100 % Jeg-bevidsthed - simpelthen for at overleve / undgå tab / nå mål.

Men vi kender jo alle til at glemme Jegét, til at glemme os selv.

Det lille barn, der får fortalt en godnat-historie, glemmer sig selv, glider ind i godnathistoriens verden - og videre ind i søvnens og drømmenes verden.

Og som voksne oplever vi det jo også.
Antikkens amfiteatre havde jo, ligesom godnat-historien til formål at bringe os ind i en fortællings verden, hvor vi glemmer os selv, mens vi oplever noget nyt.

Og i de små stammesamfund af hyrder og bønder har der nok også været en fortæller om aftenen efter dagens møje og besvær, som fik os til at glemme os selv og opleve andre verdener.

Malerkunst helt tilbage til hulemalerierne har vel haft samme formål og har bragt os ind i andre verdener end den virkelighed, hvor vi kæmper for at overleve og for at lykkes med vore mål.

Vore dages civilisationer er jo også stopfyldt med fortællinger - i teatre, biografer, på TV og Internet.

Vi glemmer os selv, glider ind i fortællekunstens verdener.
Det har åbenbart altid været en del af menneskelivet at opleve denne fortællingens kreativitet, der skaber eventyr, myter, religioner, abstrakte verdener, som beriger vores tilværelse.

Og når vi med vores intelligens har løst vore selvskabte problemer og har (gen)skabt harmonien på denne klode, så vil overskuddet i den menneskelige fortælle-evne nok skabe de smukkeste blomster - langt smukkere, end hvad vi i dag har kræfter til - så vil det skabende menneske nok udfolde sit fulde potentiale: Paradis på Jord smiler

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (06/10/2011 11:36)
Top Svar Citer
#11455 - 07/10/2011 14:49 Re: Meningen med mit liv [Re: Arne Thomsen]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
Hej igen Arne..

Hmm…jaja,

"Det selvopretholdende jeg" - "Jeg-bevidstheden" - hvad er det egentlig for noget?
Jeg må blankt erkende, at jeg ikke just er solidt funderet her”

- Hvorfor så anvende begrebet til belysning af meninger?

” Men vi kender jo alle til at glemme Jegét, til at glemme os selv”.

- At tage hensyn til andre mennesker i det nære, ja skabe politik med fokus på menneskelige behov i det sociale, indebærer skam ikke glemsel af sig selv og sine behov – og der kan i stor grad ligge stærke behov underneden hos folk, der føler stor velvære ved akkurat at hjælpe andre mennesker. Deres værd motivers dér gennem hjælpsomheden, det er en win/win-situation.

” Det lille barn, der får fortalt en godnat-historie, glemmer sig selv, glider ind i godnathistoriens verden - og videre ind i søvnens og drømmenes verden”.

- Børn fantaserer sig netop ind i historierne og kan føle sig umådelig truet eller trygge – derfor mareridt m.m. Men du, der taler så meget om det analytiske og det såkaldte jeg’, burde da vide noget om eventyrterapi? Opvågning kan være lidt af et faldskærmshop fra drømmen – med henvisning til Tomas Tranströmers digte...

”Antikkens amfiteatre havde jo, ligesom godnat-historien til formål at bringe os ind i en fortællings verden, hvor vi glemmer os selv, mens vi oplever noget nyt”.

- De blev i rigtig stor grad brugt til netop at sætte lys på dobbeltmoralske politikeres ell. ”sofisters” personlighedstræk, altså ansporet af reale faktorer i det nære – tænk blot på Aischylos, Sofokles, Homer, Vergil og Aristofanes – der var netop altid en social sammenhængkraft som tilskueren kunne identificere, en opmærksomhed på det ironiske forhold mellem ordene og realiteterne. Det var skam ikke meningen at folk skulle overfaldes af Morpheus eller glemme deres egen position eller rolle i historien, meningen var at fæstne blikket på bestemte forhold og anspore folk til at tage stilling.

”Det har åbenbart altid været en del af menneskelivet at opleve denne fortællingens kreativitet, der skaber eventyr, myter, religioner, abstrakte verdener, som beriger vores tilværelse”.

- Alle kulturer har kommunikeret synspunkter på identiske forhold i senere tider, men det er bestemt ikke alle mennesker i kulturer der havde noget vigtigt eller genialt at berette – eksempelvis kunne man nok tit ønske sig at ”stand up-komikere” bare satte sig ned og holdt deres mund. Eventyr, som fx Suzanne Brøggers seneste, har tit bestemte formål som nogen muligvis vil føle sig beriget af, men heller ikke eventyret har til formål at få os til at glemme os selv eller lulle os i søvn. Snarere at få os til at reflektere på en anden måde, ved at flytte opmærksomheden vor til andre udveje i tænkte konflikter som parallel til mere realistiske konflikter, der muligvis så vil kunne stimulere den fantasi, der kun muligvis kan være os behjælpelig med at finde løsninger på evt. problemer vi står overfor i livet som det fremstår. Der er jo altid en grund til at nogen kommunikerer et synspunkt i digte eller prosa, ja at kunstmalere svinger penslerne – og den grund er næppe ønsket om resignation og glemsel, tværtimod.

”Og når vi med vores intelligens har løst vore selvskabte problemer og har (gen)skabt harmonien på denne klode”.

- Det er usandsynligt at der nogensinde har været en harmoni. Det er den slags forestillinger der ikke tåler konfrontation med realiteterne, og det er bl.a. her man kunne ønske sig en fornuftig forklaring – bring den da gerne i digtning med flot billedsprog, men hvor i hulen får du den forestilling fra, at kloden du befinder dig på har været et harmonisk sted for mennesker og andre dyrearter?

Omvendt lever du i en samtid med færrest krige, ingen population har historisk evnet dén harmoni – og sjovt nok tog denne udvikling først fart da mennesker forholdt sig mere realistisk til visioner om livet, ikke sandt? ;)

”så vil overskuddet i den menneskelige fortælle-evne nok skabe de smukkeste blomster - langt smukkere, end hvad vi i dag har kræfter til - så vil det skabende menneske nok udfolde sit fulde potentiale: Paradis på Jord”.

- Den drøm du omtaler ville jo slet ikke få grund til at anspores, idet mennesker slet ikke ville fantasere om noget de i forvejen var omfattet af. Sprogblomsterne ville sandsynligt bare belyse andre ønskværdigheder i en given samtid, og naturligvis fordi de mål man sætter sig, næsten altid producerer glæder i selve processen - når målet er nået, ser man videre frem.

Tidligere skrev du flg.: ”Så er det vel tiden, hvor vi frigør os fra vores nuværende åndelige fattigdom, undertrykt, som den er, af den nuværende materialisme, som jo tilhører fortidens knaphed på ressourcer”.

Jeg spurgte da flg. ”hvordan ser så det attraktive alternativ ud til den ”åndelighed” du pt. er i besiddelse af, Arne?”, men fik ikke et svar…har du nået dit formål, eller hvad ser du foran dig…?

Mvh
Simon


Redigeret af Simon (07/10/2011 15:01)
Top Svar Citer
#11525 - 19/10/2011 14:48 Re: Meningen med mit liv [Re: Arne Thomsen]
Anonym
Uregistreret

Kære Arne,

Citat:
Hvad skal være meningen med mit liv?


Jeg tror, at meningen med livet er noget, vi mennesker må finde snarere end selv skabe. Selvfølgelig vil mange mennesker definere en mening med deres liv, men jeg tror på, at en dybere mening (eller: "Den højere mening") venter på at blive opdaget.

Citat:
Elske en gud og føle mig genelsket? Jo, men ordet og begrebet: gud, er både så misbrugt og så ufatteligt, at jeg hellere vil (nøjes med at) elske verdens væren, som jo gi’r mig alt, hvad jeg har brug for – og den sandhed, som måske er bag verdens væren, vil jeg elske endnu højere.


Jeg mener ligesom du, at ordet "Gud" er blevet misbrugt. Især er "Gud" blevet gjort til et væsen, modsat - hvis man f.eks. hæfter sig ved Jesu ord samt adskillige mystikeres ord - er Ånd.

Denne væren kan vi finde i vort indre gennem stilhed, bøn, oprigtighed, selvopofrelse, medfølelse, kærlighed ... ja, alle de store værdier, hvor vi ikke bruger verden instrumentelt, men bruger vores egen kropslige manifestation som et instrument i kærligheden til alt levende.

Det tror jeg på blinker
Top Svar Citer
#11627 - 02/11/2011 15:11 Re: Meningen med mit liv [Re: Anonym]
Arne Thomsen Offline
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7239
Sted: Sydsjælland
Dagbladet Information bragte i går en række svar på spørgsmålet:
Hvad er livets mening?
De kunne desværre ikke kopieres, så jeg har skrevet dem af (og så fik jeg også læst dem lidt bedre).
Her er de - i tilfældig rækkefølge:

Søren Pind, politiker:
Jeg har fundet fred i, at det ikke er mig, der er guddommelig. Ifølge kristendommen er der en Gud og et menneske. Og som der står i Prædikerens Bog: Du skal spise, drikke og være glad og leve under solen med den kvinde, du elsker. Det er en definition på lykke, som jeg kan identificere mig med. Og det må være lykken, der er målet. Man bliver bare gal i hovedet af at spekulere over den store mening. Det nytter ikke noget ikke at være glad. Livet er en gave, der skal bruges, for vi får ikke tilbuddet igen.

Hans-Jørgen Schanz, idéhistoriker:
Man må skelne mellem meningen med livet og meningen i livet. Det første kan ingen svare på, bortset fra religioner. Til gengæld er der megen mening i livet. Det er forskelligt fra menneske til menneske, men er ofte noget sanseligt som at køre i sin Jaguar, være sammen med sine børn, eller opleve en meningsfuldhed, som at få en god idé. Som Wittgenstein siger, så er det mystiske ikke, hvordan verden er, for det kan videnskaben finde ud af. Det mystiske er, at den er.

Flemming Pless, sognepræst:
Hele årsagen til livskraften er, at vi hele tiden får børn. Vi har en indbygget nysgerrighed, så hvis vi kendte meningen med det hele, er det ikke sikkert, at det gav mening at blive ved. Det at fortsætte slægten, er at fortsætte noget, som vi ikke rigtig ved, hvad meningen med er. Det gør også, at mange ufrivilligt barnløse finder tilværelsen meningsløs. Vi skal fuldføre skabelsesordningen. Det vil sige at opføre sig ordentligt over for skaberværket og føre slægten videre.

Niels I. Meyer, professor:
En bestemt mening med livet kræver, at nogen har bestemt denne mening, for eksempel en overnaturlig guddom. Da en sådan næppe findes, er det op til os selv at få et meningsfuldt liv. Personligt har jeg fundet god mening i at bruge en stor del af mit professionelle arbejde på at fremme en bæredygtig udvikling på kloden. Hvis mennesket erkendte, hvor fantastisk usandsynligt det er, at netop han eller hun er blevet født, kunne det give god mening at opføre sig generøst og fredeligt over for andre mennesker.

Johan Olsen, musiker og biolog:
Det er kærlighed. Jeg er sikker på, at når jeg ligger i min 11. time og er ved at ånde ud, så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvor mange plader, jeg har solgt, hvor mange penge, jeg har tjent, og hvor mange fester, jeg har holdt. Jeg vil tænke på den kærlighed, som jeg har givet til mine børn og fået fra mine børn. Og som jeg har givet min kæreste og fået fra min kæreste. Kærlighed må være meningen med livet. Jeg kan ikke se, at der skulle være andre.

Vincent Hendrics, professor i filosofi:
Hvis du tænker på, at universet er 13 milliarder år gammelt, og jorden flyver ud i intetheden med 107.000 kilometer i timen, så er vi ingenting. Meningen må vi selv skabe. Måske ville det være bedre uden os: Ingen finanskrise og klimaproblemer. Så i udgangspunktet er vi yderst
selvcentrerede og derfor bliver nogle religiøse: for at finde en mening uden for os selv. Vi er et trin på udviklingsstigen. Så vi indgår bare som en del af eksperimentet efter Big Bang.

Claus Christian Jørgensen, billedkunstner:
Gud var alene i universet og så, at det var bedre at være mange sammen. Meningen er, at vi skal være sammen og glæde hinanden og Gud. Vi er her for at fylde universet med kærlig kreativitet. Vi er gnister af Gud, som gør os skabende. Ved at gøre tingene smukke deltager vi i det små i skaberværket. Hver især virker vi ind på det samlede hele med vores kreative evner. Det er ikke bare her og nu. Livet er evigt.

Benjamin Bro-Jørgensen, klimaaktivist:
Det giver mening at udforske verdenen og være med til at forme den. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ikke bare tilfredsstillede vores instinkter med sex og mad. At vi gjorde vores byer bæredygtige, lukkede naturen ind og styrede udenom kommercielle interesser. Jeg synes, det er kedeligt bare at gøre som de andre og prøver i stedet et være herre i eget hus. Det er ikke noget jeg tænker på, men jeg tror ikke, at der er nogen grund til, at vi er her.

Ole Morsing, idéhistoriker:
Mennesket er kastet ud i en forbistret verden, som tvinger os til enten at være bekymrede eller acceptere livet, som det er. Hvor skal vi vide fra, hvad meningen er? Det er det groteske: At vi ikke kan få svar, men bliver ved med at spørge. Hundrede forskellige filosofier tror, at de hver især har deres svar. Men i de grundlæggende spørgsmål om liv og død er vi ude i et grænseland. Man bliver selv Gud, hvis man tror, at man kan svare på, hvorfor vi er her.

Klaus Riskær Pedersen, finansmand:
Meningen er, at det er en mulighed, der gives det enkelte menneske. Man må få det bedst mulige ud af det for sig selv og dem, man er sammen med. Der er en helhed i det. For at få et godt liv må vi indse, at vi indgår i det med andre. Meningen er sådan set, at vi forlader livet og efterlader et indtryk hos de efterladte: At vi har bidraget med fremdrift. Livet har den pointe, at det er midlertidigt, men at vi efterlader noget af kvalitet til de næste. Døden er den centrale forandringsagent i rækken af liv.

Johanne Schmidt-Nielsen, politiker:
Kan du ikke ringe, når jeg er blevet 80. Så ved jeg det forhåbentlig. Det er vel noget, man finder ud af hen ad vejen. Men meningen er vel at have det godt. For de fleste hænger det vel også sammen med at have det godt sammen med andre mennesker. Lige nu er jeg så privilegeret, at jeg arbejder med noget, jeg brænder for. Så jeg gider godt stå op om morgenen, og det er vigtigt. Det skal give mening, det man laver. Den må vi selv skabe. Men det behøver ikke at være et lønarbejde.

Jakob Holdt, fotograf:
Meningen er, at vi skal dø, ellers bliver vi alt for mange. Vi vil alle helst leve evigt, men det er der ikke plads til. Så vi skal bare have det så sjovt som muligt, mens vi er her. Og vi skal lære at integrere os med hinanden, både nært og fjernt. Det er vi stadig ikke så gode til. Folk dør af sult i Somalia, selvom der er mad nok i verden. Nej, vi skal integrere os for at forstå og lære af hinanden. Så bliver det en stor sjov klode, hvor vi kan lege med hinanden.

Lone Kühlmann, journalist:
Biologisk set er meningen at formere sig. Måske er det den eneste mening, der er. Og så pligten til at udnytte sine evner, så godt man kan. Og at være så ordentligt et menneske som muligt. Jeg tror ikke, der er så meget mere. Jeg tror ikke, at der er en facitliste til, hvorfor vi er her, selvom der udkommer mange bøger, der foregiver at have en løsning. Hemmeligheden er, at man selv må finde meningen med sit liv.

Ole Thyssen, filosof:
Meningen er at blive lykkelig, sagde Aristoteles. Det gælder alle. Problemet er, at svaret er
variabelt. Vi er nemlig henvist til selv at skabe meningen ud fra de ressourcer, vi har. Der er for mange religioner og ismer til, at de kan give et bindende svar. Men man er lykkeligere, hvis man kan finde en plads i en sammenhæng, som man er parat til at handle og lide for. For mig er formålet mit arbejde, min familie og at være en del af verdenssamfundet.

Herligt, synes jeg, at en daglig avis interesserer sig for, hvad folk mener om dette emne - og tør trykke det.
Også spændende, synes jeg, så mange vidt forskellige svar, der er smiler

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (02/11/2011 15:16)
Top Svar Citer
annonce
Side 7 af 12 < 1 2 ... 5 6 7 8 9 11 12 >


Seneste indlæg
Kristi himmelfart
af Anonym
19/05/2024 04:29
Spiritualitet
af Arne Thomsen
17/05/2024 19:05
Vigtige præciseringer
af somo
16/05/2024 15:16
Min ”religion”
af Arne Thomsen
08/05/2024 22:42
Blanke sider
af Tikka
08/05/2024 13:37
Nyheder fra DR
Politiet har anholdt flugtbilist efter v..
19/05/2024 04:14
Russisk angreb på Kharkiv efterforskes ..
19/05/2024 04:00
Iransk medie: Vi fører samtaler med USA..
18/05/2024 23:24
UNRWA: 800.000 er flygtet fra Rafah i Ga..
18/05/2024 20:08
Israel har fundet lig af gidsel i Gazast..
18/05/2024 19:45
Nyheder fra Religion.dk