Hey Thomas
du skriver:
Jo mere jeg dykker ind i mig selv, jo mere råd ser jeg
...og her er meditation en vej... Sikke en opdagelsesrejse!!
Og jeg kommer til at tænke på hvor præcist dine ord passer ind i følgende:
Creativity is not concerned with perfection but with wholeness, in the sense of "fullness of life", including life's chaos and imperfections, which are the soil of creativity: "Creativeness is bound up with imperfection and perfection may be unfavourable to it". Nicolai Berdyaev.
Vi kunne med udgangspunkt i Berdyaev og Jung måske skrive:
Meditation is not concerned with perfection but with wholeness, in the sense of "fullness of life", including life's chaos and imperfections, which are the soil of creativity: "Creativeness is bound up with imperfection and perfection may be unfavourable to it"
Jung er enig med Berdyaev, og han har påpeget at idealjeget kan skabe et forfærdeligt skyggejeg i ens liv (nogle gange kommer det til udtryk indenfor hjemmets 4 vægge), og det vil komme til udtryk i vores natlige drømme, hvor censurkræfterne er slækkede. Så igen for Jung som for Berdyaev, er et fuldkomment liv, ikke det perfekte liv, men livet på ondt og godt, altså hvor man får kigget på alt det man indeholder på ondt og godt, der kurerer neurosen, stagnationen (hæmmede udfoldelse og vækst), voksen døden (Bjørn). Kun dersom man kender det onde (eller mere primitive) eller mindre hensigtsmæssige i sin natur eller psyke, har man et valg og er fri i forhold dertil, og ja man kan både integrere og sublimere på samme tid, fx aggressivitet (at have en fjende) og primitiv forfølgelse, kan blive til konkurrencesport eller kulturelle indsatser. Men Jung opdagede også lidt det modsatte forhold, at mennesker ikke bare fornægtede det onde i deres liv, men også deres samvittighed. Mange mennesker levede samvittighedsløse, som om de ingen samvittighed havde (højere moralsk jeg, samvittighedens indre fine fornemmelse og stemme) og dette var lige så invaliderende for et menneske som at fornægte det onde tilhørende vores lavere natur. Også fornægtelsen af vores samvittighed, mente Jung at kunne afkodes i vores drømme.
Du skriver:
Jeg udfører 'åndedrætsmeditation' - et blidt, men bestemt opmærksomhedsfokus på åndedrættet, mens tanker og følelser får lov at komme og gå af sig selv - dette fører efterhånden til en dyb, indre fred
I min gruppe betyder åndedrættet intet (synd for dem i gruppen), det er meget mentalt orienteret, orienteret imod opmærksomhed og ren bevidsthed som værende her vores autentiske højere selv (1)* findes (at sidde stille betyder også at sidde stiv og urørlig (den skizofrene freesing holdning (ingen af de garvede i gruppen har set så meget som et billede eller motiv på den indre skærm, så meget har de kontrol over emotionerne))). Dette har jeg i det skjulte afvist fra dag 1, så jeg har om noget min centrering i åndedrættet med som lige så vigtigt som dette at sidde behageligt, ergonomisk korrekt på stolen, og afslappet. Men tanker (ideer og motiver og forestillinger og imaginationer) og emotioner og følelser er for mig essentielle i en meditation, da jeg ikke overhovedet tror på, har fidus til, en ren bevidsthed (et roligt ocean) eller endsige en ren opmærksomhed (jeg mediterer uden for-mening eller tro på noget, så vidt dette kan praktiseres, altså så forudsætningsløs man nu kan være). Jeg er i den grad præget af Kant (epistemologiske overvejelser) Nietzsche, Freud og Jung, og ja den kontinental europæiske forståelse af bevidstheden, at jeg praktiserer min egen form for meditation. Jeg kan ikke som psykoanalytisk orienteret (inklusivt Jung og neuroaffektiv udviklingspsykologi og moderne videnskab om hjernen) lade mig indbilde ideerne om ren bevidsthed og opmærksomhed. Nå det kunne jeg skrive en længere afhandling om. Mit hovede er fyldt med guder, og guder og lyner, som Heraklit siger: alt er fyldt med guder (frø, kim, potentialer, gæring og spirring og vækst, bevægelser (emotioner der skubber og motiver der drager) og man kan ikke træde ned i den samme flod to gange); eller med Paulus: i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod, inkarnationstankens immanens forståelse. Dette er Kristusmystik som vi kender det fra Jesus og Paulus, og som vi finder det hos Marx (fremmedgørelse og ideologikritikken) og hos Freud, i bevægelsen fra id'et og overjegets (idealjegets) dominans, til jeget, eller til et jeg, hvor vi kan tale om at mennesket er blevet herre i eget hus.
(1)*:
bare ordet autentisk selv, får mig til at flække af grin indvendigt, både Sartre og moderne neurovidenskab har i den grad rykket tæppet væk under ideen om et autentisk højere selv, og om nogen så har Paulus, der ligner Sartre så meget at en synopsis de to imellem vil være på sin plads.
Når nogle i min gruppe konstant dyrker Andrew Cohen som oplyst, griner jeg indvendigt, det har Paulus lært mig, og Luther, at ingen mennesker kan være mere oplyst end andre, der er ikke forskel på Maren i kæret og præsten i den sammenhæng. Der hvor der kan være forskel er i vilkår, sociale og økonomiske og genetiske, i livsduelighed, kreativitet og vore evner og anlæg og udviklingen, eller realiseringen, af disse (det er den måde vi vurderer den sag i vesten, ingen tror på guder, læs guru'er i vesten (ihvertfald ikke min far og mor)). Og mange af østens guru'er er totalt hjælpeløse når vi ser på disse kreative forhold og duelighedsforhold, kompetenceforhold, udviklingen og realiseringen af vores evner og potentialer. De formår intet, de kan intet (magter ikke et liv på jorden), men de påstår der er noget højere overjordisk eller ren bevidsthedsmæssigt i og for sig selv, og deri, i denne påstand (big other self illusionspåstand), ligger hele deres autoritet at vi bakker dem naivt og ukritisk tilbedende, beundrende, op. Den dag vi mennesker siger med Jesus og Paulus, nu gider vi ikke mere ligge øre til disse tåbeligheder, nu vil vi kun beskæftige os med hvad vi immanent (inkarnationstanken og ideen om at Guds Riget er brudt igennem) her og nu sammen kan skabe, da er det slut med østens guru bevægelser, og så vil moderne psykoanalyse og marxisme som i dag ifølge de mest moderne filosoffer, har uendeligt meget at forstå og lade sig inspirere af hos den paulinske urkristendom, tager over. Men mennesket har en tendens til guder, til guruer og overtro og ikke alle har forstået kristendommens inkarnationstankegang og da slet ej heller alle de kristne, sjovt nok, de taler og tænker også om kristendommen som hvor det virkelige og reale er noget man tror på og ikke noget der er brudt igennem 100%, er os skænket og i hænde i en revolutionær socialpolitisk begivenhed vi kan tilslutte os, omkring nogle mennesker, omkring Jesus der er Kristus, altså ikke nogen Kristusbegivenhed, inkarnation og immanens -begivenhed er hændt, er brudt igennem som en realitet, hvor et nyt subjekt eller menneske ser dagens lys, hvor al libido, al gud, er i at tjene de nødstedte, fattige og forpinte, samfundets mindst priviligerede, at afhjælpe deres nød og forbedre deres vilkår. Med sin Kristusmystik placerer Paulus al Gud her, Gud kan ikke være i andet, hvilket er et voldsomt opgør imod græsk filosofi og højrøvet arrogance og aristokratisk kulturelt åndssnopperi, men ikke imod græsk tænkning så vidt denne er forstandig og pragmatisk til gavn for de mindst priviligerede. Men desværre er det ikke som en vis Rubæk siger, Paulus der vinder over Kirken (så vi kan tale om Paulinsk Kirkekristendom), Pauls indflydelse dør nemlig med hans egen død, og det er igen hellenistisk logos indflydelse på kristendommen der skaber den der tåbelige middelalder kristen metafysik og dogmernes ufejlbarlighed og som værende det vi tror på.
Alle kan jo sætte sig ned på en stol eller i lotus stilling og indbilde godtroende, naive vesterlændinger at de er oplyste. Alt for ukritisk har vi taget østens og nu new age ideerne om et højere selv, ren bevidsthed, til os (ren åndelighed (det åndelige som værende noget i og for sig selv, uafhængig af vores krop (inkl. hjernen og hvor trimmet den er), vores umwelt og mitwelt (inklusivt den kultureller mitwelt, ud over den sociale)). Derfor er Marx, Freud, Jung, eksitentialisterne og moderne neurovidenskab og psykologi (identitetspsykologi, hvor de store kultur og samfundsteoretiker og sprogteorierne er inddraget i forståelsen af vores identitet, selvet/jeget) så vigtige at få med.
At være fritænker eller kritisk tænkende er ikke som Dawkins at afvise teologien og Paulus (urkristendommen), deri er jeg enig med Badiou og Zizek, disse to kontiental europæiske store filosoffer og metafysiker af rang der har forstået meget dybere end Dawkins de diskurser vi har kørende omkring mennesket her i vesten. Dawkins er et symptomatisk komplementær fænomen til usa bibelbælte fundamentalisme og idioti (noget der slet ikke findes på et dansk universitet) og deri sidder han hjælpeløst fast og kommer til at ligne dem han bekæmper mere og mere i sin vanvittige argumentation, aggiteren, hvor han selv udviser smagsløse fundamentalistiske inhumane træk, men værst af alt ikke kan overskue sit emne, den sag, han har kastet sig ud i. Dawkins er ikke en fri tænkende mand (Herre i eget Hus), han er besat ville Jung sige. Denne fanatisme og disse besættelser burde Dawkins selvkritisk kunne forholde sig til (når vi tænker på hvad det er indenfor biologien han har beskæftiget sig med), men det magter han ikke, som om han er blevet ædt op af, overvældet af, de selv samme ubevidste mekanismer han selv har været med til at gennemskue, blotlægge og beskrive for os.
Nej undskyld Thomas, nu er jeg polemisk igen og undskyld længden og undskyld min kvalsen/prædiken, jeg gør det aldrig mere. Det vigtigste er at vi to mediterer og hvad vi to får ud af det, hvad dette afstedkommer i vores liv, hvilke positive kreative dynamiske vækstprocesser det kan sætte igang for os. Så vi kan tale med alle de andre om mindfulness og alle dets velsignelser, som jeg er enig i, der er.
Mange kærlige hilsner Hans-Kristian
et skørt HansiKristi -ligt alt for langt kvalsende/prædikende indlæg, jeg
for at holde fokus, skide godt og spændende vi to mediterer og forsker i det, er nysgerrige og openminded
er jeg virkelig ikke blevet klogere, men med lav latent hæmning (som ses hos skizofrene (som jeg dog ikke er)), vil jeg med mine livlige associationer ofte komme ud på nogle gevaldige udflugter og have svært ved ikke at filosofere i ordets ordinære dagligdags betydning (men netop ikke fagfilosofisk) hvis jeg ikke holder et vågent kritisk øje med mig selv og holder HansiKristi Skriver Tigeren i kort snor, lænke. Det myldrer med guder/tanker i mit hoved, alt er levende, siger Heraklit HansKrist. Og nu vi taler om meditation og meditationspraksis vil jeg sige det opsigtsvækkende, jeg elsker mine tanker og ideer og motiver, som en gartner elsker og pusler om sine planter, busker og blomster, og som en dyrepasser elsker og pusler om sine dyrs velbefindende. Ja så positivt et forhold har jeg til tankerne. Jeg er enig med Pascal der siger at vi ikke kan forestille os et menneske uden en tanke og i samme øjeblik, ville det humane være forsvundet. Den dag jeg er uden en tanke, skyldes det at jeg befinder mig ½ meter under jorden eller er hjernedød, sålænge jeg er åndsfrisk og intelligent fungerende vil der være et væld af tanker og ideer, nøjagtig som der vil være puls, hjertebanken og blod der flyder. Dog er jeg enig i at der er forskellige måder at tænke på og bruge hovedet på, men der er altid motiver, ideer og tanker i omløb og på spil, og en ren bevidsthed findes ikke og er bestemt ej ønskeligt efter min mening. Deri adskiller jeg mig radikalt fra Kræn-p, jmp/Michael og dem på mit meditationshold og østens gængse opfattelse af tankerne og jeget som noget negativt eller ihvertfald noget vi skal hinsides, for mig er de selve kilden og kernen, eller det væsentligste vi nogensinde vil komme i nærheden af.
Imagination is everything. It is the preview of life's coming attractions. Imagination is more important than knowledge. A. Einstein.
Svar
Citer
