Hej Arne.

"Jeg har ingen respekt for debattører, der hævder at have viden, hvor der ingen viden er-som Simons vedholdende påstand. Der eksisterer ingen gud(er)."

Og jeg har til gengæld heller ingen repekt for debattører der påstår at der [/i] findes [i]en gud, og hvordan kommer vi så videre ? jeg er sikker på at der findes små usynlige mænd, der svæver rundt i universet i små rumraketter og min viv tror at der findes spøgelser, det gør alle buddhister, det har de lært af de "kloge" munke, ligesom de kristne har lært af de "kloge" præster at der findes en gud, noget som ingen har et nanobevis på, men som man ikke kan tillade sig at kalde for nonsens, fordi ateister ikke vil/kan bevise at en gud ikke eksisterer, de troende ved det- jo tak, hvem er de mest kloge.
Respekt for dumheden kræver du, jo vi skal respektere alle og det så ligemeget hvad de prøver at bilde os ind, for du vil vel respektere en hvilken som helst påstand når det gælder tro, især når det ikke kan bevises.

Du vil vel også respektere den danske buddhist udtalelser om den "gale" gud der ingen respekt har for sine "skabninger" der lever efter en bibel der er det rene nonsens. Et meget interssant indlæg synes jeg, ikke fordi jeg respektere buddhismen, som trods alt er mere menneskelig end den kristne tro, som er menneske nedværdigende.

Kære treram.

Du har i en enkelt sætning ramt plet i din karakterisering af diskussioner med Arne:
Arne kræver respekt for dumhed.
Længere er den ikke, udover måske at tilføje, at mangel på denne respekt gør ham meget fornærmet.

Til Simon er der kun at sige: Det er formålsløst at diskutere med en person, som ikke fatter en brik af de logiske regler, som gennem flere tusinde år har været grundlaget for menneskelig tænkning. Ignorer ham i stedet for at opfylde hans kontakthunger. Det er ikke dit ansvar, at mennesker i hans omgivelser ikke vil vide af ham.

mvh

Ole Bjørn

Tak Arne for din indbydelse til at skrive her, men det tror jeg nu ikke er min vej.

Hvorfor? Tænker, at navnet trosfrihed.dk indbyder til at kigge det lidt efter, men jeg må da blot konstatere, at det vist betyder mere "fri for tro" end "frihed til at tro". ... Så derfor nej tak.

Fandt i mine gemmer idag nogle ord, som siger mig rigtig meget, idet jeg netop i disse dage tager afsked med min søn og familie efter nogle dejlige uger sammen med dem. ... De bor i Hong-Kong, og er kun hjemme én gang om året, og igen må jeg sande, at tid er noget underligt noget! Da de kom til landet, tænkte jeg: "Ih for dejligt længe denne gang!", og nu: "Er det allerede tiden for afsked?"

Fandt så et trøsterigt ord af den libanesisk fødte poet, Kahil Gibran. ... Kunne måske også trøste andre forældre ... og måske dem, som sender deres unge afsted for at gå på Universitet eller lignende. ... Har en datter i en sådan situation.

Her kommer de trøstende ord:

"Jeres børn er ikke jeres børn. ... De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. ... De kommer ved jer, men ikke af jer. ... Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke deres tanker, thi de har deres egne tanker. ... Deres legemer kan I give husly, men ikke deres sjæle; - thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som de, men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. ... På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd, - thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage. (Kahil Gibran)

Smukt, tænker jeg bare.
m.v.h.
zenia

Kære Arne,

Jeg fandt ved samme lejlighed det, som Nelson Mandela sagde, da han blev indsat som Sydafrikas præsident i 1994:

"Vor dybeste frygt er ikke, at vi er utilstrækkelige. ...

Vor dybeste frygt er, at vi er grænseløst kraftfulde.

Det er vort lys, ikke vort mørke, der skræmmer os mest.

Vi spørger os selv, er jeg virkelig strålende begavet, vidunderlig, talentfuld og eventyrlig?

Er det i virkeligheden ikke det, du er?

Du er Guds barn, at gøre dig lille tjener ikke verden.

Der er intet oplyst i at gøre dig mindre, så andre mennesker omkring dig ikke vil føle sig usikre.

Vi er født til at manifestere det Guddommelige i os.

Det er i os alle!

Når vi lader vort eget lys skinne, giver vi ubevidst andre mennesker lov til det samme.

Når vi frigør os fra vor egen frygt, befrier vores tilstedeværelse automatisk andre. ... "

Tankevækkende ord, finder jeg
m.v.h.
Zenia