|
0
registrerede
184
gæster og
199
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Tikka
Emne: Re: En døgnflue ...
|
Tiden venter ikke.
En sætning der har kørt i min bevidsthed som en døgnflue en tid.
Mange kender nok dette med en melodi man har hørt, som hele tiden ”afspilles”.
Sætningen har bragt mig til at tænke på tid, fortid, nutid, fremtid og evighed, som bevidstheden skaber, og hvordan bevidstheden kan styres ved at fokusere, enten mod eller væk fra noget, med mindre tankerne besætter en, så som smertefulde erindringer og/eller euforiske hændelser eller andet som fastholder.
Det spøjse er jo, at det oplevede vi kalder erindringer ikke mere findes – andet end i bevidstheden.
Så er det jeg tænker om begrebet evigheden, som af nogle forbindes med håb - håbet som noget de fleste nok har i deres liv i forskellige udgaver, at - når det er bevidstheden, der har skabt begrebet evigheden, hvilke håb kan mennesket så há at se frem til, hvis det da behøves, men - en eller anden drivkraft skal der jo til, med mindre man kan klare sig med en sætning som: At i morgen står solen også op.
Selv om det kan give håb om noget bedre i morgen, indbefatter sætningen ikke tanken om døden, men netop evigheden -
... dog mener jeg håbet, det at se frem til noget kan styrke og give energi – selv om det også hvis håbet ikke indfries kan skuffe.
At føle sig elsket og vide man selv kan give kærlighed videre, minimere håbets tilstedeværelse i ens liv, dog kan man jo stadig håbe på mere fred og bedre vilkår for alle verdens mennesker og arbejde derfor, som jo også er et kærligheds udtryk.
Den anden dag fortalte en kvinde mig, det vigtigste var at være/gøre noget for andre. Derved hjalp man sig selv og den anden, og håbet ville derved spire hos begge mens vi venter på døden.
.
|
|
|
|
