|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
510
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Barndomserindringer fra Besættelsestiden.
|
Kære meddebattører.
Hermed præsenteres et stykke danskhed i form af nogle erindringer fra barndommen, formentlig ca. 1943. Mit hjem lå på Østermarken, der var en ikke særligt værdsat afkrog beboet af husmænd, der ingenlunde kunne måle sig med de fine gårdmænd, for slet ikke at tale om degnen og præsten.
Jeg er ikke noget egentligt gammelmandsbarn, men Far nåede dog at fylde halvtreds, før jeg blev født. Mor var væsentligt yngre. En af vore naboer, der altid holdt tale, når der var lejlighed dertil, hentydede ved Fars tres års fødselsdag til den omstændighed, at Far havde giftet sig i en moden alder:
”Jeg har altid syntes, at du, Hans Pedersen, har fået til din nadver, hvad du skulle have haft til din davre.” Udsagnet burde have været anført i fonetisk transskription, idet det blev fremsagt på jysk, men det ville i så fald næppe have været forståeligt for alle læsere.
Når man er barn, betragter man tyveårige som voksne, trediveårige som midaldrende og dem, der er fyrre eller mere, som gamle. Jeg husker derfor kun Far som en mand, der var temmelig gammel.
Fars barndomshjem lå på den anden side af købstaden. Det var et husmandssted på halvanden tønder land, og Bedstefar havde været nødt til at arbejde ved siden af for at skaffe brød på bordet.
Hvad Far aldrig havde omtalt med ét eneste ord, var, at Bedstefar med mellemrum slog sig på flasken, og Bedstemor havde derfor set sig nødsaget til at tage det lille hjems tøjler i sit faste greb. Det er muligt, at jeg her forveksler årsag med virkning; ud fra mine øvrige erindringer om Bedstemor vil jeg tro, at hun ville have gjort dette under alle omstændigheder.
Bedstefar døde, da jeg var tre år gammel, og jeg husker ham ikke direkte, men jeg har et erindringsbillede, der knytter sig til hans begravelse. Jeg husker, at mine forældre kom hjem fra begravelsen, og jeg spurgte Mor, hvordan de havde fået Bedstefar ned til kirken.
Mor svarede, at man havde kørt ham i hestevogn. I min forestillingsverden var en hestevogn en gammeldags arbejdsvogn med skråtstillede sider, hvorpå man kunne lægge en agefjæl at sætte sig på. Vognen havde hjul af træ med jernringe omkring, og når vi kørte til mølle ad de ujævne grusveje, gyngede det slemt fra side til side, og vibrationerne kunne få det til at kilde i ørerne, når Far lod vallakken Peter og hoppen Frieda slå over i trav.
Jeg forestillede mig derfor kørslen med Bedstefar ved hans jordefærd som en kørsel i hastigt trav med en fjælevogn, der bumpede over grusvejens ujævnheder. Bedstefar lå stiv som en træstamme i bunden af vognen, og han rullede fra side til side mod sidefjælene. Jeg husker også hans ansigtsudtryk med det beslutsomme drag omkring munden og hans kraftige overskæg, medens han lå der og vuggede.
Bedstemor levede fem-seks år længere, og hende har jeg i mere klar erindring. Hun gik altid klædt i sort, og hun var en kvinde, der havde sine meninger om, hvordan alle andre skulle forholde sig, og hun lod heller ikke nogen lejlighed til at fortælle dem det gå ubenyttet hen.
Når hun var på besøg, var vi alle genstand for hendes opdragende initiativer; Far ikke undtaget. Hun levede længe nok til at opleve befrielsen fra tyskernes besættelse og fra Hitler, som hun i malende vendinger beskrev som en inkarnation af den skinbarlige selv.
Jeg havde allerede tidligt i min barndom let ved at lære udenad, og jeg husker, at jeg indlagde mig stor fortjeneste hos Bedstemor, da jeg stående ved hendes sygeseng sang befrielsessangen ”En lærke letted, og tusind fulgte…” Det var den eneste gang, jeg så tårer og mildhed i hendes ellers bryske og bydende øjne.
Efter Bedstefars død, blev det traditionen, at vi hvert år samledes i Fars barndomshjem for at mindes Bedstefar på hans fødselsdag. Det var en rejse på fjorten kilometer, og den foregik på cykel.
At holde en cykel i brugbar stand var under besættelsen ikke nogen ganske enkel sag, når man var en småbemidlet husmand, hvis penge ikke strakte til, at man kunne købe dæk og slanger på den sorte børs. Derfor måtte Fars og Mors cykler underkastes en nøje gennemgang, før man vovede sig ud på den lange færd.
Far klippede et gammelt dæk i stykker, som han satte uden på det eksisterende dæk, hvor dette var slidt ned til lærredet. Det gav kørslen sin særlige rytme: Da-da-dum-da-da-dum. Endvidere skulle man have lappesagerne med.
Fars lappesager var ikke en fiks lille blikæske fra Schiønning & Arvé, men en omfangsrig pakke i brunt papir hentet fra en foderstofsæk og med et stykke hyssingstrikke omkring. Pakken indeholdt passende stykker af ituklippede dæk og slanger samt solution.
Solutionen, der blev medbragt i en halvliters flaske, havde Far selv fremstillet af rågummisåler fra udtjente gymnastiksko opløst i stenkulsnafta. Til lappesagerne hørte også forskelligt værktøj: Saks, kranknøgle, konusnøgle og en nøgle, der passede til mange forskellige størrelser af møtriker; den lignede et lille kødben.
Det hørte også med til forberedelserne at montere et træsæde på stangen af Fars cykel; her skulle min lillebror sidde. På Fars bagagebærer blev der fastbundet en sammenfoldet jutesæk; her skulle jeg sidde.
Mor skulle ikke have passagerer med, men kun lappesagerne, tasken og et stykke flæsk fra saltbaljen til Bedstemor. Dette var også rimeligt nok set ud fra et vægtfordelingssynspunkt; Mor var en frodig kvinde og ikke af den type, der let blev borte i sengehalmen.
Min lillebror og jeg blev vasket grundigt med fyrre procents sæbe, der mindede mere om et slibemiddel end om den milde firs procents sæbe, der kun blev taget frem, når Doktoren var på sygebesøg. Derefter blev vi tørret med de krasse håndklæder af sækkelærred og fik vort pæneste tøj på.
Jeg var nok den fineste, for det var på de tider, jeg passede det sæt matrostøj, som mine to ældre brødre havde haft før mig, og som min lillebror skulle overtage, når han voksede sig stor nok hertil.
Far barberede sig med ragekniven, som han sleb på en læderstrimmel, og vi så til med interesse, fordi Far under barberingen satte de mest særegne ansigter og grimasser op. Derefter tog han sit cheviotstøj på og satte cykelklemmerne i de smalle bukseben, så man kunne se hans snørestøvler, der gik op over anklerne. På hovedet havde han en grå blød filthat.
Da gæssene havde ædt frakkeskåneren på Mors cykel, hægtede hun sin overfrakke op med sikkerhedsnåle, så skøderne ikke kom til at slæbe i baghjulet.
Min lillebror og jeg blev formanet om at sidde ordentligt og ikke stikke fødderne ind i cykelhjulet under kørslen, og den lange rejse kunne herefter tage sin begyndelse.
Turen gik gennem købstaden, og før vi kørte ned ad den store bakke til byen, formanede Far endnu engang min lillebror og mig til at udvise stor agtpågivenhed; vi skulle køre på brosten, og det var ikke ufarligt. Ved foden af bakken måtte vi standse ved pigtrådsspærringen og fremvise legitimationskort for de tyske soldater, før vi kørte videre gennem byen.
Min lillebror og jeg stirrede på den uvante byverden; huse med to etager og butiksvinduer så store som en køreport. Ofte var den store rude erstattet med en bræddeforskalling, hvori der var en lille rude, gennem hvilken man kunne betragte sortimentet af maximalvarer. Vinduesglas var – som alt andet – en mangelvare.
Og der kørte biler. Vi havde så ofte set tyskernes militærbiler, men her så vi danske biler, der let kunne kendes på, at de havde en stor kakkelovn monteret bagpå. Trægasgenerator, forklarede Far.
På den anden side af byen skulle vi op ad en bakke, der var så stejl, at Far og Mor måtte trække cyklerne. Min lillebror fik lov til at blive siddende på træsadlen, medens jeg måtte gå ved siden; det var fordi jeg var en stor dreng, der sagtens kunne klare den smule bakke.
Undertiden fandt jeg det vanskeligt at finde ud af, hvorvidt jeg var stor eller lille, men efter nogen tid gik det erfaringsmæssigt op for mig, at jeg var en stor dreng, når der blev stillet ubehagelige krav til mig, men lille, når det var mig, der ønskede at gøre noget interessant og hidtil uprøvet.
Kort før vi kom til Fars barndomshjem, gjorde vi holdt ved Tre Linde Kilde, og det blev andagtsfuldt forklaret, at denne kilde var noget særligt. De tre lindetræer, der havde givet kilden dens navn, var plantet af Bedstefar for mange år siden, da han var ansat som vejmand. Træerne står der endnu, og de er langt mere end hundrede år gamle.
I Fars barndomshjem boede min faster og onkel, der havde overtaget stedet, og de havde Bedstemor boende på aftægt. Endvidere boede Faster Stinne i huset. Hun var aldrig blevet gift, angiveligt fordi hun havde ventet længe på en kæreste, der havde belønnet hendes trofasthed med at rejse over hals og hoved til Amerika for ikke senere at lade høre fra sig.
Mor gav en anden forklaring på faster Stinnes jomfrustand; hun havde simpelt hen ikke kunnet finde en mand, der turde binde an med hende.
I det hele taget var Mors og Faster Stinnes indbyrdes forhold ikke præget af venskabelige følelser. Da min ældre bror var blevet født, udtalte Faster Stinne kategorisk: ”Han er pæn, han ligner os.” Under Mors efterfølgende barselsleje førte Faster Stinne hus for min Far, og det gjorde hun på en så håndfast måde, at Mor efter eget sigende lå og græd i sengen.
Mor skrev senere i et brev til en af mine tanter, at Faster Stinne optrådte, som om hun holdt hele familiens skæbne i sin hånd. Min tante forsøgte at brænde brevet, men min farbror ragede det ud af komfuret. Med den begrundelse, at der skulle være rene linier i familieforhold, overlod han det til Faster Stinne. Dette virkede ikke befordrende for familiefreden.
Senere digtede Mor en lejlighedssang til Faster Stinne i anledning af dennes fødselsdag. Mor kom meget taktfuldt ind på spørgsmålet om Faster Stinnes status som ugift og opstillede den formodning, at Faster i tilfælde af, at hun fandt en mand, måske nok ville tale med ham om tingene, men uvægerligt ville afslutte med et: ”Som du vil, lille mand, men dér skal skabet nu stå!” Heller ikke denne velmente festsang virkede cementerende på familiefreden.
Faster Stinne ernærede sig som kogekone for det bedre borgerskab i købstaden og herskaberne på proprietærgårdene i omegnen. Hendes færdigheder i køkkenet var legendariske, og det var en selvfølge, at det var hende, der lavede mad ved mindesammenkomsterne på Bedstefars fødselsdag.
Det var et tilbagevendende punkt på menuen, at vi fik suppe. Udover de traditionelle kød- og melboller indeholdt Faster Stinnes suppe en specialitet, som hun kaldte trindboller. De bestod af smuldret franskbrød æltet med smør og rullet mellem hænderne. Det var før cholesterolbevidsthedens og de gode kostråds tid.
Fortsættes…
|
|
|
|
