|
1
registreret
(1 usynlig),
451
gæster og
144
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: DEN ATEISTISKE ILLUSION
|
DEN ATEISTISKE ILLUSION
Lad mig indledningsvis sige, at intet udelukker, at ateister kan indtage deres erkendelsesteoretiske position af stort set de samme grunde som teister indtrager deres. De føler, at Gud eller det hellige, tilværelsens mystiske sider beror på vrangforestillinger og de prøver så at begrunde deres opfattelse så rationelt som de formår.
Ateister er overrepræsenterede blandt videnskabsmænd og filosoffer i dagens verden, mens hovedparten af de såkaldte almindelige mennesker bekender sig til en eller anden form for religiøs tro som verdensforklaring der giver deres liv en dybere mening.
Ateismen har aldrig været begrænset til alene dens erkendelsesteoretiske position. Påstanden om, at der ikke findes Gud eller guder eller andre usynlige metafysiske væsener der står over mennesket og som kan forklare hvorfor verden er som den er.
Følelserne og fantasien synes i næsten lige så høj grad at styre ateisterne som den styrer teisterne, og som teisterne har deres idoler og profeter har ateisterne også deres idoler.
Først var det filosoffen og økonomen Karl Marx, der kunne fortælle, at religion er opium for folket eller udtryk falsk bevidsthed og det lyder jo slemt og behandlingskrævende.
Siden kom ateisten Lenin til og angav vejen til et kommunistisk paradissamfund hvor der ikke eksisterede religion, hvor der herskede velstand, frihed og lighed, hvorved det jordiske paradis blev målet for den politiske bevægelse han stod i spidsen for. Da man havde slået alle de forkerte mennesker ihjel, dem der nød religionens opium eller led af falsk bevidsthed og andre kontrarevolutionære, fik man mærkværdigvis ikke paradis på jord, men et inhumant samfund der nåede nye højder i menneskelig fornedrelse, genocide på klasser af mennesker, uprovokerede angrebskrige og forbrydelser mod menneskeheden i en uhørt stor skala. Næsten 100 millioner uskyldige måtte lade livet før den utopi brød sammen indefra qua dens egne indbyggede inkonsistenser.
Da Lenins efterfølger Joseph Stalin døde i 1953 lød der klagesang fra de troende kommunister og andre forvildede sjæle, over nu at have mistet menneskehedens store velgører, eminente leder og fredsstifter.
En stor erstatningsreligion havde mistet sin ypperstepræst og bondekoner græd over deres tab mens de socialistiske ateister i Vesten gjorde sig dystre forestillinger om hvem der nu skulle redde verden fra kapitalismen og vrangforestillingerne om Gud.
Ateisterne er som alle andre mennesker sociale væsener før de er ateister, videnskabemænd eller filosoffer eller hvad de nu ellers er.
Så de har brug for et lysende ikon der kan løfte arven efter de faldne helte som Lenin, Stalin, Mao eller hvem de nu ellers dyrkede som menneskehedens frelsere der skulle jage både kapitalismen og Gud ud med en stage fra de magisk tænkendes bevidsthed.
Ateismens nye ikon hedder Richard Dawkins. Han er biolog og evolutionsteoretiker. Han har skrevet en bog med titlen ”The God delusion” (Illusionen eller vrangforestillingen om Gud), som har vakt stor begejstring i ateistiske kredse. Dawkins er nemlig ikke en hvem som helst.
Han er en stor tænker og kreativ fornyer af evolutionsteorien som blot mangler at modtage al folkets hyldetst og Nobelprisen for at have placeret sig selv blandt de store udødelige ånder. Nu skal man ikke bruge ordet ”ånd” over for Dawkins, for med det ord har han det ligesom Göring havde det med ordet ”kultur” – han trækker straks sin revolver og plaffer løs.
Helgenkåringen af Richard Dawkins som ateisternes skytshelgen er dog godt undervejs endnu mens han ånder. På bagside coveret af bogen ”The God delusion” fra 2006 kan man læse denne hyldest til ateisternes nye ikon:
"Richard Dawkins was recently voted one of the world’s top intellectuals (alongside Umberto Eco and Noam Chomsky) by “Prospect” magazine. And the author of many classic works on science and philosophy, he has always asserted the irrationality of belief in God and the grievous harm it has inflicted on society. He now focuses his fierce intellekct exclusively on this subject, denouncing its faulty logic and the suffering it causes."
Herefter kan ingen vel være i tvivl om, at vi her står over for en intellektuel kapacitet i verdensklasse, der vil frelse menneskeheden fra sig selv ligesom Karl Marx og Lenin i sin tid forsøgte.
Jeg har netop afsluttet min læsning af bogen. Og jeg er absolut ikke imponeret over de selvfølgeligheder der diskes op med.
Det viser sig, at Dawkins i valg af bogtitel har ladet sig inspirere eller friste af en religionsudøver der tror på Zen buddhisme som vejen til opnåelse af sand indsigt. Dawkins er jo en følsom sjæl, der har læst Robert M. Pirsig, forfatter til "Zen and the Art of Motorcycle Maintenance" fra 1974, hvori siges: "When one persons suffers from a delusion, it is called insanity. When many people suffers from a delusion it is called Religion." Det lyder jo begavet, og er lige vand på Dawkins mølle.
De der har læst Pirsigs populære bog ved, at han opbygger en kvalitativ metafysik, og som titlen antyder bygger meget af denne metafysik på zen-teknikker kaldet "ikke-intellektualisering" og "ikke-conceptualisering" for at kunne erkende universet direkte. Pirsig afviger dog fra denne østlige tænkning ved også at argumentere for, at fornuft og logik er lige så vigtige for erkendelsesprocessen.
Så spørgsmålet er, hvorfor ZEN-meditation ikke er en vrangforestilling når eksempelvis en kristen, der oplever Guds væsen i en åbenbaring helt klart lider af en vrangforestilling?
ZEN er en type magisk tænkning, som var meget udbredt blandt 1968-oprørerne, der også blandede virkeligheden op med cannabis, svampe, LSD og psykedelisk musik. Læs f.eks. om LSD guroen Timoty Learys eksperimenter med dette halucinogen.
Dawkins er selvfølgelig klog nok til at vide, at det ikke er særlig smart at hente titlen på en ateistisk bibel fra en zen budhistisk tænker, så han gør et stort nummer ud af at retfærdiggøre og begrunde sin bogtitel:
"The word "delusion" in my title has disquieted some psychiatrists who regard it as a technical term, not to be bandied about. Three of them wrote to me to propose a special technical term for religious delusion: "relusion". Maybe it'll catch on. But for now I am going to stick with "delusion", and I need to justify my use of it.
The Penguin English Dictionary defines a delusion as "a false belief or impression". Surprisingly, the illustrative quotation the dictionary gives is from Phillip E. Johnson: "Darwinism is the story of humanity's liberation from the delusion that its destiny is controlled by a power higher than itself." Can that be the same Phillip E. Johnson who leads the creationists charge against Darwinism in America today? Indeed it is, and the question is, as we might guess, taken out of centext. I hope the fact that I have stated as much will be noted, since the same courtesy has not been extended to me in nomerous creationist quotations of my works, deliberately and misleadingly taken out of context. Whatever Johnson's own meaning, his sentence as it stands is one that I would be happy to endorse. The dictionary supplied with Microsoft Word defines a delusion as "a persistent false belief held in the face of strong contradictionary evidence, especially as a symptom of psychiatric disorder".
The first part captures religious faith perfectly. As to whether it is a symptom of a psychiatric disorder, I am inclined to follow Robert M. Pirsig, author of "Zen and the Art of Motorcycle Maintenance", when he said, "When one person suffers from a delusion, it is called insanity. When many people suffers from a delusion it is called Religion."
I stedet for at begive sig ud i sådanne tumperier, hvor Dawkins ender med at lade een form for magisk tænkning - ZEN MEDITATION - være en del af det grundlag som definerer en anden form for magisk tænkning - KALDET RELIGION - som identisk med en vrangforestilling i psykiatrisk forstand, foruden at der også er tale om en sandhed som fastholdes uanset rationelle kontradiktoriske beviser eller argumenter, burde han hellere anvende den indvendige side af hovedet.
I stedet for at tage udgangspunkt i det rationalitetsbegreb som anvendes i erfaringsvidenskaben og i begrebsfilosofien, og derudfra opstille kriterier for, hvornår overbevisninger (tro) og især HANDLINGER foretaget på basis af en sådan tro, i den grad savner rationel begrundelse, at der er tale om egentlige behandlingskrævende vrangforestillinger, så bilder Dawkins sig ind, at han på grundlag af et par standardordbøger og et citat fra en zen-dyrker kan legitimere, at han anvender udtrykket "DELUSION" altså vrangforestilling, om alle der tror på eller anser "Gud" for en mulig forklaring på universets og livets eksistens.
Det er ganske enkelt den rene galimatias. Hvad er da forskellen mellem religioner og politiske ideologier, og mellem et religiøst menneskesyn (eller etik) og et humanistisk?
De er alle i samme båd hvad angår manglende opfyldelse af kravet om rationel begrundelse, det vil sige en begrundelse på niveau med den som fordres for at anerkende en hypotese som videnskabelig teori. Det krav kan ingen af dem opfylde, blandt andet fordi man ikke kan slutte fra ER til BØR uden at begå den naturalistiske fejlslutning.
Dawkins blider sig ind, at han kan definere ordene så de passer bedst muligt til hans eget formål, som er at de skal leve op til den forudfattede mening, at religion og tro på Gud er udtryk for en vrangforestilling som muligvis kan være behandlingskrævende i det psykiatriske system.
De eneste erkendelsesteoretiske ideer, som ikke falder ind under et utilstrækkeligt begrundet eller irrationel overbevisning svarende til religionernes, er den naturvidenskabelige metodes teorier i de hårde videnskaber samt begrebslogikkens resultater.
Er Dawkins ikke selv ramt af magisk tænkning og en forvrænget virkelighedsopfattelse når han ikke principielt skelner mellem levende væsener og komplekse maskiner?
Fra den empiriske biologis synsvinkel er det et faktum, at hele den genetiske kode reproduceres i hver af det levende væsens celler. Det har man fundet ud af gennem empiriske undersøgelser af konkrete levende organismer. Og på det grundlag kan det ikke udelukkes, at det kunne være anderledes.
Således hævder Richard Dawkins: "It is surely easy to imagine a form of life in which parts of the genome are hived off during differentiation, so that a given type of tissue, liver tissue or kidney tissue say, has only the genes it needs." (R. Dawkins, The Extended Phenotype, oxford 1982, p.253). Og de gener, som behøves i en speciel type væv, er kun de gener, som aktivt styrer de pågældende celler. For Dawkins er det, at hele genomet reproduceres i hver celle, et træk, som skal forklares ved en selektionsmæssig fordel (for visse gener); men det er ikke et træk som er definerende for livet. Hvilket det er efter min opfattelse.
Min påstand er, at sagen ikke er så enkel, som Dawkins fremstiller den. Dawkins fantasi får et spillerum, men godt nok inden for det etablerede paradigme, fordi han tror, at der alene er tale om et empirisk spørgsmål. Han ser ikke, at der også - og dybere - er tale om et rent principielt spørgsmål: om hvordan den formålsrettethed, som er definerende for begrebet "levende væsen" overhovedet kan være fysisk mulig.
Når man ud fra en begrebslogisk analyse forstår, at svaret på dette spørgsmål forudsætter, at et levende væsens dele må have en (fysisk baseret) indre relation til det levende væsen i sin helhed, så forstår man også, at det er alt andet end let - ja, faktisk umuligt - at forestille sig en form for LIV som den, Dawkins skitserer. Delene mangler den indre relation til helheden, hvilket er basis for, at formålsrettethed og fysik kan forenes. De levende væsener har kun denne indre relation, såfremt hele genomet reproduceres i hver af cellerne; idet relationen da kommer til udtryk i forholdet mellem den del af genomet, som er aktiv i styringen af den enkelte celle, og resten af genomet.
At Dawkins ser en mulighed for liv, hvor kun en del af genomet, som er aktiv i en bestemt type celler, reproduceres i sådanne celler, hænger sammen med, at han heller ikke trækker nogen principiel grænse mellem levende væsener og maskiner. For ham er biler og computere også biologiske objekter. Det vil sige objekter "that give the appearance of having been designed for a purpose." (R. Dawkins, The Blind Watchmaker, London 1986/88, p.1).
Men når vi forstår, at Dawkins tager fejl på det første punkt, så erkender vi også, at der kan drages en principiel distinktion mellem levende væsener og komplekse maskiner - mellem fuglen og flyvemaskinen. Både det levende væsen og maskinen kan karakteriseres som en helhed, og som bestående af dele, der har en funktion i forhold til helheden. Flyvemaskinens vinger og hjul har en funktion i forhold til helheden: vingerne er nødvendige for, at maskinen kan flyve, og hjulene er nødvendige for, at den kan starte og lande.
Noget tilsvarende gælder henholdsvis fuglens vinger og ben. Men i det levende væsen har delene en INDRE relation (determination) til deres funktion i helheden - via det, at cellerne hver især indeholder den genetiske kode for helheden og relativt til deres funktion styres af en del af denne kode.
En sådan INDRE relation til deres funktion i helheden har delene af en maskine ikke. Her ligger relationen til helheden i designerens hensigt. Maskinen har en designer. Men for det levende væsen har problemet jo netop været: Hvorledes må det være opbygget, såfremt dets formålsrettethed skal være fysisk muligt UDEN at der forudsættes ikke-fysiske determinanter - og altså UDEN at der forudsættes en designer?
Dette er meget kort fortalt et hjørne af min kritik af den eksisterende evolutionsteori. Netop dens manglende forklaringskraft og fravær af evne til at gøre forudsigelser, har givet kreationisterne blod på tanden, med deres kreative alternative forklaring om en transcendent designermagt, der har sørget for den nødvendige relation mellem delene, hvorved formålsrettetheden bliver mulig. Forklaringen ER kreativ, og det er nok derfor, de kaldes kreationister. ;)
Så konklusionen er, at jeg ikke har særlig megen tiltro til Dawkins objektivitet og evner til at kunne forholde sig fordomsfrit til religiøse, metafysiske eller transcendente spørgsmål, da han selv i et vist omfang er ramt af den samme "lidelse" som han beskylder teisterne for at lide af.
Hilsen
Ipso Facto 
-------------
"April 18, 1955 Albert Einstein died. Among his effects was found, open, on his desk, a copy of Ether, God, and Devil/Cosmic Superimposition by Wilhelm Reich. In close parallel to Gnostic animism, Reich's late writings on cosmology presents a biomystical view of nature that does not mystify the life force (a danger against which Reich stringently warned), but nonetheless elevates it to the level of a divine, supernatural medium. ..."
|
|
|
|
