Han frabad sig konsekvent rollen og autoriteten som åndelig vejleder. Det er alene det enkelte menneskes egen direkte erkendelse der har værdi, og der er ikke nogen vej man kan blive ledt ad, ikke nogen metode eller praksis man kan følge for at opnå frigørelse fra sin egen kulturelle og miljømæssige betingning. Hans mål var en fuldstændig forvandling af den menneskelige bevidsthed: “at sætte mennesket helt og fuldstændigt fri”.

Ifølge Krishnamurti befinder mennesket sig i et erkendelsesbur, hvor tremmernes begrænsning udgøres af socialt, samfundsmæssigt, og kulturelt betingede mønstre. I dette fængsel af betingethed lever mennesket en “andenhånds” eksistens, m.a.o. en uautentisk eksistens, i en stadig nærmest tvangsmæssig gentagelse af tankemæssige, følelsesmæssige og handlingsmæssige mønstre.

Forestillingen om jeget som en separat frit styrende og vælgende entitet i form af et individuelt selv, der er kilde til og midtpunkt for vores perceptioner, tanker og følelser, er ikke sand. Deraf følger, at antagelsen om, at vi i egentlig forstand ved, hvad vi mener, mener hvad vi siger, siger hvad vi mener, og dermed ved hvad vi har sagt, er en illusion.

Religiøs tro skal ses som et forsøg på at komme den eksistentielle angst, fortvivlelse og forvirring til livs gennem overnaturlige forklaringer.

Sand erkendelse finder sted, når sindet spejler virkeligheden, når sindet er i et forhold til virkeligheden uden at begribe, uden at fastholde, uden at forme, uden at ville opnå noget, herunder uden at ville forandre noget, og uden at vælge noget:
Den klare erkendelse af det som er, er i sig selv en frigørende proces. Så længe vi ikke erkender hvad vi er og prøver at blive noget andet, vil der være forvanskning og smerte. Selve erkendelsen af hvad jeg er, skaber forvandlingen og forståelsens frihed.

Jiddu Krishnamurti talte om livets store spørgsmål, bl.a. kærlighed, konflikt, frihed, samfund og religion. Men først og fremmest om nødvendigheden af en forandring af den menneskelige bevidsthed.