annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 5598819
Et andet syn 1277004
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 1110251
Jesu ord 902139
Spirituel omsorg 825557
Galleri
Nødstrømsanlæg
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 67 gæster og 20 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SAMTALER MED EN IKÓN

En gang i 90'erne - altså i 1900-tallet blinker - havde jeg nogle dejlige oplevelser på en lille græsk Ø.
De var så gode for mig, at jeg på et tidspunkt skrev dem ned - og sandelig - jeg har dem stadig i min computer! smiler

Jeg kaldte beretningen: SAMTALER MED EN IKÓN, og her kommer det allerførste derfra, idet jeg tænker, at det måske ikke er helt usandsynligt, at nogle kunne have lyst at læse det:
Citat:
SAMTALER MED EN IKÓN

En nogenlunde almindelig danskers uhøjtidelige møde med en græsk Ø:

SYMI

og dens Ikoner.

Af
Thomas Arnes

F R I H E D O G M O D

Du, som læser denne bog, ønsker jeg, Thomas,

Et glimt af frihed
Fra logisk fornuft
Fra konstant selvkontrol
Fra angsten for det ukendte

Og jeg ønsker dig ligeså:

Det nødvendige mod
Til at skippe den indre uro
Til at opgive den stadige årvågenhed
og til i stedet – uden videre – i fuld ro – afslappet og uden frygt – med åbne sanser – at tillade:

Øjeblikket

at være der – som det er – mens det er der – inden det forsvinder

Det kommer ikke igen!

Det kommer aldrig igen!

Lad os gå – fra forstanden – ud på det dybe – opleve noget andet – noget der er større
end vores daglige jeg.

Vi kommer tilbage til den – forstanden.

* * *

Alt i denne bog er sandt.
Det er ikke digt.
Heller ikke fantasi.
Men det er sandhed som drømmes sandhed

– og måske er jeg også en drøm –

Kun om mine tanker, kan jeg, ”Ørnens Tvilling” *), intet love.

*):
Thomas: Aramæisk: Tvilling Arne: Oldnordisk: Ørn

Citat:
PÅ VEJ

Min Ikón er kun en svag afglans, et stærkt forstørret foto, af en virkelig, en ægte, Ikón.
Det gamle spejlreflekskamera havde jeg slæbt ad de småbarske stier helt derop, op på bjergets top, som kan ses milevidt omkring, op til klosteret: ”Stavrós tou Polémou, for at få et skarpt billede med hjem.
Stavrós: Stav, Cross, Kors. Polémou: Polemik, Krig. Altså: ”Krigens Kors”.
Sådan er det jo med Græsk, ikke så svært, som det ser ud – bortset fra bogstaverne – og det er jo en anden historie.
Men navnet: KRIG: Vrede, had, hævn, mord, blod, drab, død – og KORS: Byrde, angst, undergang, lemlæstelse, henrettelse – sandelig ”idyllisk” til så smukt et sted.

Stedet, den sydøstgræske Ø: Symi – er vildt, smukt og storslået. I klart vejr i den rene luft heroppe over Ø-havet er adskillige naboøer synlige – også ”moder-øen” blandt ”Dodecaneserne” (”De tolv”), den store, frugtbare – men turistnedtrampede: RHÒDOS – og dog, vist ikke alle steder.

Mod vest over klosterets alt, alt for lave mur – uundgåeligt: Et dybt sug i maven. Der er næsten hundrede meter meget nær lodret ned i det azurblåt lysende hav.
Muren beskytter – ikke mod at man skal styrte ned – nej, nej mod indtrængen udefra – eller rettere nedefra. Den beskytter mod fjender, så mange, og så mange slags, de vel har været i tidens løb.

Mod syd – når øjnene vænner sig til det stærke lys, og detaljerne kommer frem, helt nede ved van-det i en bugt: Det spirituelle kraftcenter i mange århundreder: ”Panormitis” – et betydningsfuldt græsk-ortodokst kloster med store rigdomme og mange mirakler.
Men ikke altid, for før den tid, har han hvisket mig i øret, den gamle Symi-Amerikanske arkæo-log, som jeg mødte på landevejen i bjergene, hva’beha’r: Et tempel for Poseidón!
De gamle doriske søjler i klostergården siger det klart. De er ældre end Kristus – og altså ikke bygget til Ham.
Og lad os nu straks gøre det helt klart, at ordet ”Poseidón” har tryk på sidste stavelse, og at ”ei” udtales ”i”.
Så kan man let høre, at det ikke er en jovial ”sejle-op-ad-åen-fyr”, vi har med at gøre.
Poséjdon? NEJ! Poseidón!
Man mærker ham ombord på de mindre både – og man ved det! – når han overraskende kryster både skib og mennesker med lunefulde, uventede og voldsomme vindstød – om det så skal forstås naturvidenskabeligt, som aerodynamiske kræfter og formler – eller opfattes som almen guddom-melig kraft – eller, hvorfor ikke?! – begge dele.
For hvad er egentlig den store forskel på religionens: ”Bliv lys” – og videnskabens: ”Big bang” – og alt hvad deraf følger – og alt hvad der gik forud – hvis der var noget forud?

Mod nordvest, heroppe over havet: En perlerække af mindre og mindre mini-Øer forlænger Sy-mi’s vestkyst – som tårer – ud i havet.
En dronnings tårer? Symi’s?
”SYMI” er navnet på en gudinde – eller en dronning.
Jeg vælger gudinden – vel vidende at øen oprindeligt var toppen af et bjerg, som for meget længe siden sank i havet – vistnok fordi Afrika rev sig løs fra Europa – og Gibraltar-strædet åbnede sig – og det salte Atlanterhavsvand styrtede ind – og ”Middelhavet” blev født under jordskælv og vul-kanudbrud – eller noget i den retning.
Før ”Symi-tiden” hed Øen: ”Metapóntis” – et gammelt kongenavn – eller gudenavn – vist nok endnu mange flere tusinde år gammelt. Det er ikke glemt. En taverna i byen bærer navnet videre – ind i fremtiden.
Havde de mon først et patriarkat, som senere afløstes af et matriarkat? Ja, det havde de vel. Nabo-kulturer oplevede jo da vist det samme: Kvinderne begyndte at dyrke jorden – og ku’ klare sig selv – mens mændene, jægerne og fiskerne, nu ikke længere vidste, hvilke børn de var fædre til. Altså: Kvindelig arvefølge.
At Symi i dag fortsat er af ”af hunkøn” er hævet over al tvivl.
Kvinderne ejer husene – og mændene retten til at gå på Café.

Tilbage til Stavrós tou Polémou – højt over havet – midt i, ovenover, den subtropiske urskov, som altid var her – Altid! – og hvordan kan dét gå til?
Jo, det var uoverkommeligt at stjæle træerne fra naturen hér, hvor det var nærmest umuligt at få dem med sig.
Altså: En sjælden fortidens gave her i det græske øhav: Subtropisk urskov – med rødder længere tilbage i tiden, end nogen vel kan fatte.

Gående, klatrende, ad stien i urskoven, der fører til Stavrós tou Polémou – den eneste ”vej”, der er, har jeg mødt firben, sommerfugle og små spurvefugle med smukke farver.
Det er umuligt at færdes naturligt: Ubemærket og uden støj, som vore jæger-forfædre vel kunne, og hvor tyst jeg end er, nu helt nær, stopper cikaden sin sang – idyllen bryder sammen – og stilhe-den larmer – vagtsomt og lurende.

Men måske har jeg alligevel opført mig nogenlunde. En lille fugl gør mig selskab et stykke ad stien – hopper fra sted til sted foran mig i den retning, jeg skal.
Hvor ved den dét fra? Husker den, at andre også gik den vej? Så er det om at gøre sig umage, at fodtrinene ikke skal lyde som tordenskrald og skræmme min lille ven – der jo måske bare søger at beskytte sit – vil lokke mig væk herfra.

Hvad er der hér på bjergtoppen – udover et plateau, der, næsten mirakuløst, er fladt, her hvor alt jo ellers er uregelmæssigt og lunefuldt stejlt – faktisk kan man færdes indenfor murene – med den håndsmedede jernlåge, der har en lås, som kun menneskehænder, men ikke geder, kan åbne – ja, man kan meget komfortabelt gå uden at vogte hvert skridt, behøver end ikke at tænke på, hvor man sætter foden, om dét man sætter den på er stabilt eller skrider – og lurer med en forstuvet ankel, eller dét, der er værre?
Hér er der en munkecelle – må det vist være. Døren til cellen med liggeplads, ildsted og vand er låst, men ca. 100 meter nede, nær den tilsyneladende uddøde farm ved jeg, der er en kilde, en af de få på denne efterårsknastørre Ø.

Desuden er her en slet ikke så lille byzantinsk kirke – og herinde mere end to tredjedele inde i kirkerummet, på Ikonostásen, væggen med de hellige billeder – som den første til højre for midten – sådan som det altid er: Kristus – eller som det siges hér: Kristós.
Til højre herfor – lige så sikkert: Johannes Døberen – og til venstre for midten med samme usvi-gelige sikkerhed: Gudsmoderen, Maria – med Kristusbarnet – barnet, som Ærkeenglen Gabriel bragte bud til Maria om på ”Marias Bebudelsesdag”.

Gabriel – ærkeenglen – der også var Gud’s sendebud til profeten Muhámmed – og som hviskede ham Koranen i øret.
Og før den tid? Gammel Iransk Zaratustra-religion.
I hvert fald var det – så vidt man ved – hér i det gamle Perserrige, man først ”opfandt”, ”skabte”, ”så”, ”fattede”, englene.

Jeg går helt ind i rummet, efter først at have lagt min pind, min kasket og min minirygsæk på den hvide stenbænk udenfor.
Med døren på klem for at kunne se i mørket lægger jeg en pengeseddel, tænder et vokslys, hælder olie på olielampen – der bare er et glas med vand i bunden – det hindrer ulykker, når olien bræn-der ud – lader olien samle sig, bringer den lille korkflyder med vægen i orden, tænder olielampen, brænder de olierede fingre lidt, går tilbage, lukker døren – alene – heroppe – ikke en menneske-sjæl – i miles omkreds – i det hellige rum – kun svagt oplyst af de to blafrende lys – vender mig mod Ikonostasen, den smukt dekorerede hellige billedvæg, der beskytter det bagvedliggende end-nu mere hellige rum, ligesom Jødernes allerhelligste – står stille – ser Ikónerne – falder langsomt til ro – øjnene vandrer af sig selv – i de mange synsindtryk – i det blafrende skær.

Hovederne med de lysende gyldne glorier i mørket.

Gudsmoderen – Maria – med barnet, der skulle gennemgå så mange lidelser.

Johannes Døberen – Messias-profeten – med forpint ansigt – ham som man halshuggede – og derpå præsenterede hans afhuggede hoved – for en nøgendanserinde, der var født i utroskab.

Og lige til højre for den lukkede midterdør:
ØJNENE, som stirrer direkte på mig – ind i mig: Kristós.

Samtalen kan begynde.

* * *


M.v.h. Arne smiler
Seneste indlæg
Lyset - et forum for spirituelle mennesker...
af Arne Thomsen
27/10/2020 23:44
Daoisme (Taoisme)
af Arne Thomsen
27/10/2020 17:13
Gerth Drost
af Gerth
26/10/2020 02:26
Kommunikationen her på Trosfrihed.dk
af Arne Thomsen
23/10/2020 22:00
Vi tolker det åndelige for åndelige
af Arne Thomsen
23/10/2020 15:04
Nyheder fra DR
Venstre: Danskerne får ikke resten af d..
27/10/2020 23:37
Aftale hjælper også studerende og ledi..
27/10/2020 23:30
Hjælpepakke til kulturlivet: Arbejdsleg..
27/10/2020 23:27
Hjælpepakke for erhvervslivet: Leverand..
27/10/2020 23:23
LÆS SVARENE 'Mange bærer en abort med ..
27/10/2020 23:10
Nyheder fra Religion.dk
I stenene på jødiske kirkegårde ses d..
27/10/2020 06:39
Hvad kan buddhismen lære os om ro?
19/10/2020 06:36
Ritualers sociale betydning er omskærin..
14/10/2020 06:00
Forsker: Konspirationsteorier og religio..
13/10/2020 06:00
I år blev konfirmanderne voksne 
12/10/2020 06:30