|
1
registreret Arne Thomsen
3096
gæster og
356
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: At Ære Verdens Væren
|
I mindst 40.000 år har vi mennesker haft idéer om ”VERDENS VÆREN” – hvis man ellers kan bruge disse to ord som samlebetegnelse for menneskehedens forsøg på at opfatte/erkende dét, at verden – og vi selv – er til.
At vi overhovedet reflekterer over Verdens Væren kan vel siges at skyldes, at vi mennesker har bevidsthed en evne, som er vanskelig at forstå – og endda tillige det ubevidste, som vel er endnu mere uforståeligt.
Det er enorme mængder af idéer, forestillinger – og tillige videnskabelig viden – vi i tidens løb har udviklet – og især naturvidenskaben blomstrer.
Kort sagt, vi ved - og forestiller os - imponerende meget om verden, men der er frygtindgydende meget mere, vi ikke ved.
Vi ved ikke hvor stort universet er.
Ej heller ved vi så meget om, hvad det består af.
Vi ved heller ikke, om der er flere universer.
Anderledes med religionerne. De beskriver – hver på deres egen måde – hvordan verden er blevet til, og hvordan den er indrettet, og de bruger for det meste ordet/begrebet: Gud som årsag/skaberkraft: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” - ligesom de giver leveregler.
Der er masser af stor skønhed og inspiration i religionerne, men de synes alle at have en tendens til at stivne.
Som den danske mystiker Johannes Anker Larsen engang skrev:
En slange skifter ham gentagne gange. Den aflagte ham er en religion, men slangen selv, den befinder sig et andet sted (gengivet efter hukommelsen).
Religiøs udvikling og kreativitet ser vi ellers ikke meget til nu om dage, men nævnes kan da den danske mystiker Martinus (Thomsen)
Og mens J. Anker Larsen fortæller om ”evighedsøjeblikke” fortæller Martinus om alts ”universelle sammenhæng”, hvad der kunne få én til at tænke på naturvidenskabens ikke forklarede quantum entanglement
Der kunne nævnes så meget andet, men samlet set er mit indryk dét, at vi lever i et ”ufatteligt mirakel” – at vi selv er en del af det – at det er umuligt at forestille sig, hvis det ikke eksisterede – og at det dybest set næppe kan undgå at føde taknemmelighed og kærlighed til verdens – og vores egen væren.
Og så er alt det andet måske mindre væsentligt 
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
