|
1
registreret ABC
40
gæster og
22
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Det nødvendige selvbedrag.
|
Ind imellem bliver man forbløffet over, hvad mennesker er i stand til at bilde sig selv ind. Men de færreste forstår, at såvel alverdens religioner som individuelle virkelighedsstridige opfattelser af andre mennesker eller af en selv faktisk er hjernens forsvar mod en tilstand, der grænser til sindssyge.
De hundrede milliarder nerveceller, vi indeholder, med deres billioner af synapser repræsenterer et databehandlings værktøj af en sådan kompleksitet og kapacitet, at antallet af kombinationsmuligheder er hinsides al fatteevne. Men som i alle komplekse systemer kan en lille fejl eller unøjagtighed vokse til et tankemæssigt kaos.
Her er det så, at hjernen for at beskytte sig mod et sådant kaos lægger sig fast på et mønster, der kan skabe stabilitet i tankeprocesserne. Om dette mønster er i overensstemmelse med den omgivende virkeligheds fænomener, er hjernen bedøvende ligeglad med. Lige her og nu handler det kun om overlevelse fra kaos og sindssyge.
Virkeligheden kan jo med nye impulser korrigere for fejlen, og bringer tankeprocesserne tilbage på et korrekt spor, men hvis det etablerede mønster har siddet der for længe uden korrektion, vil hjernen stritte imod. Hellere beholde en falsk virkelighedsopfattelse end at riskere, at hjernen igen løber løbsk.
Så det enhver psykolog er oppe imod, når man skal få en "patient" til at acceptere virkeligheden om sig selv og andre, er et livsbevarende selvbedrag af voldsom styrke. Det var denne indsigt der fik mig til at afstå fra at behandle mennesker for deres psykiske problemer. Hvad hver enkelt menneske benytter af selvbedrag for at overleve har ingen betydning i det store billede, men kan man gennem forskningen finde nogle af svarene på, hvorfor de fleste mennesker ikke vil acceptere virkeligheden, kan man måske medvirke til, at fremtidens generationer bliver psykisk sundere, så de kan skabe en bedre verden for hinanden.
Håbet er jo lysegrønt, og det er desuden det eneste vi har, hvis vi vil forestille os en fremtidg verden, hvor mennesker samarbejder i stedet for at slå hinanden ihjel.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
