|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
833
gæster og
262
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Kærlighedens velsignelse
|
Bare rolig – udtrykket ”velsignelse” behøver ikke at have noget med guder at gøre – selv om udtrykket ”guddommelig” er nærliggende 
For ”velsigne” kan også blot betyde ”gøre lykkelig ved at forsyne(nogen) med noget” , siger Den Danske ordbog (klik)
Så med ”kærlighedens velsignelse” mener jeg blot: gøre lykkelig med kærlighed.
Og med ordet "kærlighed" (klik) mener jeg: ”ømhed og hengivenhed”
At velsigne med kærlighed er altså noget man yder eller giver – f.x. kærtegn – som er skabt af de følelser, man har.
Det modsatte er jo, at man begærer.
Vil man tilfredsstille sit begær – f. eks. sult, tørst, husly, besiddelse, nydelse, sex – har man brug for viden og forstand for at opnå det.
Og når man i kærlighed vil velsigne – intuitivt vil kærtegne – er det ikke forstand og viden, der er brug for, så kommer den rene uselviske kærlige følelse til udtryk ”af sig selv”.
Og hvad er så det mest værdifulde her i tilværelsen, at forstå – eller at føle?
Jeg er ikke i tvivl – men vil da ikke undvære forstanden 
I øvrigt kan enhver jo vurdere på sin egen måde.
Og at diskutere herom, det er nok lidt på samme måde som: ”Hvad er bedst – jordbær eller melon?”
Den helt rene uselviske velsignende kærlighed er der vel ingen af os, der kan leve op til som den eneste følelse, når vi elsker – et andet menneske, et andet væsen, verden, tilværelsen.
Men min påstand er, at den trives bedst i fuldkommen frihed, og når man er i god balance og harmoni med sig selv.
Rent gensidigt begær er vel det næstbedste, men begær – det alene at tilfredsstille sig selv v.h.a. den andens begær – det savner skønhed og dybde, synes jeg.
Og jantelov og anden småborgerlig snerpethed er det rene gift, vil jeg mene
Så jeg drømmer om den store uselviske velsignende kærlighed – kun svagt krydret med begær.
Og drømme er ikke virkelighed – alligevel eksisterer de
I århundreder har hesykastiske munke på Athosbjerget i det nordlige Grækenland uselvisk alene elsket deres Gud i stille meditation og har oplevet guddommeliggørelse, men i denne religion er vi, der er almindelige mennesker, mere fokuseret på drømmen om at blive det fuldkomne menneske, der elsker livet og alt, hvad det kan indeholde.
M.v.h. Arne
|
|
|
|
