|
0
registrerede
348
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: AUTORITETSTRO - VERDENS STØRSTE TROSRETNING.
|
Når jeg udnævner autoritetstro til verdens største trosretning, er det fordi den både er en integreret del af enhver religion, enhver politisk ideologi, ethvert moralsystem og enhver hierakisk samfundskonstruktion.
Autoritetstro er en biologisk nødvendighed, nedlagt i os fra naturens hånd. Hos ingen af de højerestående dyrearter er de nyfødte i stand til at tage vare på sig selv. De er nødt til at stole blindt på moderen og/eller faderen for at overleve. Selv meget nysgerrige og uvorne ræveunger vil forsvinde ned i hulen som et lyn, når moderen giver et bestemt bjæf fra sig.
Under opvækstens erfaringer udvikles evnen til selvstændig vurdering (man fristes til at sige; hos nogle), men en del af autoritetstroen bevares hos hierakiske (rangopdelte) flokdyr, for at organisationen kan fungere. En hær, hvor hver enkelt soldat konstant overvejede, om de ordrer han fik var rimelige, ville ikke være meget bevendt i kampmæssig henseende.
Autoritetstro kan således være både et praktisk og nyttigt element i samfundsopbygning, især når samfundet er så kompliceret, at ingen evner at overskue og forstå alle detaljer. Vi er derfor nødt til i en vis grad at stole på andres informationer, men vi har jo lov til at udøve kildekritik og lytte til flere versioner, før vi træffer en afgørelse om, hvad vi anser for sandt.
Det er ikke noget tilfælde, at selve begrebet hieraki oprindeligt var en religiøs betegnelse, der betød helligt styre, for netop i religiøse magtstrukturer ligger et krav om blind accept af gudernes autoritet, og dermed også af deres autoriserede (selvbestaltede) repræsentanter på jorden.
Men autoritetstroen er jo også et brugbart redskab i opbygningen af verdslige politiske magtstrukturer. Alverdens diktatorer har udnyttet denne egenskab til at forføre eller tvinge en befolkning til at acceptere deres autoritet. Tvangen er dog ikke så effektiv som forførelsen, for den kan ikke stoppe den selvstændige tankevirksomhed. Derfor forsøger diktatorer også med en massiv indoktrinering at langtidssikre deres magt. I denne proces spiller massemedier en markant rolle.
For er der noget, der kan befordre autoritetstroen, så er det ord, især de skrevne ord. Lige fra skriftsprogets opfindelse har de skrevne ord haft en magisk kraft i de fleste menneskers bevidsthed. Selv om "magien" har sit udspring i analfabeters manglende forståelse af skriftsprogets funktion og muligheder, så lever overtroen om det skrevne ords autoritet stadig i bedste velgående, ikke bare i form af bedemøller og amuletter med indbyggede nedskrevne invokationer, men især i troen på hellige skrifters ufejlbarlighed.
Jeg må altid undertrykke en latter når jeg hører argumenter som; Jeg har selv læst det, eller det populære; Det står jo lige der, sort på hvidt, som om en nedskrivning af et postulat gav det en højere sandhedsværdi.
Det virker som om, at læsning af en argumentation, der appellerer til læserens fordomme, hos nogle mennesker automatisk frakobler enhver form for selvstændig tankevirksomhed. Skribenten/teksten ophøjes til et orakel, der repræsenterer en ukrænkelig sandhed, og en nøgtern kritik af fremstillingens rigtighed bliver i bedste fald opfattet som et personligt angreb fra en "småt begavet", og i værste fald som en helligbrøde, der bør koste livet.
Her på debatten har vi set klare eksempler på både religiøs autoritetstro og politisk do. Men som jeg tidligere har påpeget findes der ingen absolutte sandheder, kun synspunkter af større eller mindre relevans til virkeligheden. Det er disse synspunkter, som det er tanken vi skal diskutere her i debatten, der ikke uden grund hedder Trosfrihed.
At bombardere debattens spalter med skriftsteder eller lange citater af ikke-debattørers udtalelser tjener intet formål, men udstiller blot de pågældendes mangel på egen tankevirksomhed og deres naive autoritetstro. Jeg tager gerne en diskussion med tankernes ophavsmand, men ikke med deres stedfortrædende efterplaprere, som jo ikke kan redegøre for årsagerne til forfatternes holdning.
Mvh
Ole Bjørn ;)
P.S. Et pudsigt eksempel på overdreven autoritetstro finder man andetsteds i debatten, hvor Ipso Facto fremhæver, at Timmerman var "nobelfredspriskandidat". Det må siges at være en sandhed med modifikationer, og det kan kun skyldes Ipso Factos manglende kendskab til Nobelpriskomiteens arbejde.
Timmerman har aldrig været "kandidat". Det står enhver politiker eller historiker frit for at "nominere" hvemsomhelst til fredsprisen, men det har ingen effekt. Komiteen vælger selv, hvem der vil komme i betragtning som modtagere, og Timmermans anbefaling af bombning og invasion af Irak og Iran gjorde ham absolut ikke til et emne for en fredspris.
Han blev "nomineret" af en krigsliderlig svensk politiker, der delte hans holdninger, og det var skam også en svensker, der i 1939 "nominerede" Hitler til fredsprisen, ligesom både Stalin og Mousselini blev "nomineret" af tilhængere, uden det dog fik nogen indflydelse på prisuddelingen. Men et påstået "kandidatur" befordrer jo den naive autoritetstro. 
|
|
|
|
