Store fremskridt i videnskaben skyldes ofte enkelte forskeres evne og mod til at bryde med tilvante forestillinger og antagelser, men da man sjældent kan se adskilte trin i den proces, der fører til fremkomsten af en ny idé, endsige angive nogen metode hertil, taler man om intuition.

I modsætning til den rationelle tænkning, der bygger på slutninger fra led til led og over et tidsrum bevæger sig frem mod konklusion, kræver den intuitive indsigt ikke anstrengelse eller intention, men præsenterer uden videre sit indhold for os, helt og komplet, uden at vi kan forklare, hvordan denne helhed fremkom.

Til den intuitive indsigt knytter der sig ofte et særegent "nærvær", hvori afstanden mellem den erkendende og det erkendte er ophævet, så man så at sige bliver ét med genstanden for sin betragtning og forstår dennes væsen indefra.

I sjældne tilfælde kan denne konkrete enhed igen blive indgangen til den totale enhedsoplevelse (unio mystica), som mystikerne beretter om, hvor individet bliver ét med det værendes inderste væsen og i ét nu forstår alt.

Hvor man i Østen, ikke mindst inden for buddhistisk tænkning, traditionelt har værdsat intuitionens umiddelbare og direkte vej til indsigt, har man inden for vestlig videnskab, ikke mindst efter 1600-t.s fornuftsdyrkelse, haft vanskeligt ved at forstå og acceptere intuition som en erkendeform i egen ret.

Inden for kunstens verden har intuition dog nydt respekt som en væsentlig bestanddel af den kunstneriske skaben og inspiration.

Inspirationen er som allerede strejfet ikke en eksklusiv kunstnerisk erfaringsform. Filosoffen Karl R. Popper hævder på linje med Einstein, at der ikke findes en logisk metode, der kan føre én frem til nye idéer. I enhver videnskabelig opdagelse indgår et element af kreativ intuition eller indføling.

Videnskabelige inspirationsoplevelser opviser ligesom de kunstneriske nogle gennemgående træk — træk, som tilmed synes at være beslægtede med de religiøse og kunstneriske erfaringer. Inspirationen kommer uventet og pludseligt, ofte i en ganske banal hverdagssituation, hvor man ikke arbejder videnskabeligt. Men den kommer ikke tilfældigt, for den forudgås af intens fordybelse i omfattende problemstillinger, ugers eller måneders arbejde. Oplevelsen har karakter af gennembrud til et højere erkendelsesniveau, som gør det muligt at begribe beslægtede iagttagelser eller problemer ud fra et samlet synspunkt, en formel, en forklaringsmodel. Inspirationserfaringen sætter med et snuptag helhedsbetragtningen forud for de enkeltelementer, den vedrører.

I den vestlige filosofis historie blev fornuften frem til midten af 1700-t. opfattet som en evne til objektiv og almen erkendelse, der står i modsætning til følelser og vanetænkning. Denne nedvurdering af følelserne blev afvist af Rousseau. Siden kritiserede bl.a. Nietzsche og Freud den opfattelse, at mennesket besidder en autonom fornuft, en kritik, som store dele af 1900-t.s tænkning har tilsluttet sig; Horkheimer, Adorno og Habermas taler fx om en instrumental fornuft, dvs. menneskets tendens til at opfatte Verden og Naturen udelukkende som genstand for menneskelige manipulationer.