|
0
registrerede
49
gæster og
188
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Debatten set i bagklogskabens lys.
|
Jeg brugte nogle timer i går på at lave en retrospektiv analyse af udviklingen på trosfrihed.dk. Det var både morsomt og lærerigt at læse de tidligste debatter, og se hvordan både debatten og de tilbageværende debattører har ændret sig.
Nogen positiv udvikling var der desværre ikke tale om. De fleste af de debattører, som gjorde debatten levende og afvekslende blev ret hurtigt trætte af at blive nedgjort af en håndfuld debatterrorister, der søgte at dominere debatten med religiøse citater, kværulantiske og hånlige protester mod andres opfattelser og grove uforskammetheder.
Der er ikke noget overraskende i denne udvikling. I alle de debatter, jeg har studeret, har mønsteret været det samme. Efter en lovende start, er der opstået en hård kerne af aktive debattører, ofte delt op i kliker, der mere eller mindre betragter debatten som deres personlige talerør. Nye debattører bliver budt varmt velkommen i håb om at erhverve forbundsfæller, men hvis det viser sig, at de har andre synspunkter, bliver de kanøflet, som de "grimme ællinger", de er.
Der er selvfølgelig en psykologisk forklaring på dette debatmønster, men det behøver vi ikke at komme ind på her. Vi kan nøjes med at konstatere, at størstedelen af de "overlevende" debattører ikke er her for at udvide deres horisont gennem input fra anderledes tænkende, men udelukkende for at finde bekræftelse og accept af egne synspunkter om alting, også om emner de ikke har kendskab til, men alligevel har en urokkelig mening om. De kræver, at andre skal lytte til dem, men ønsker ikke at lytte selv.
Lukkede debatter blandt forskere er ofte meget udbytterige med masser af gensidig inspiration. Det er derimod tvivlsomt, om det kan lade sig gøre at skabe en tilsvarende inspirerende debat med åben deltagelse. Hos de fleste mennesker synes behovet for at markere sig at være væsentligt stærkere end behovet for at lære nyt.
Det er jo ikke fordi, de har lært at være lykkelige. Det kan man kun være, når man accepterer, at andre mennesker kan være klogere end en selv, i stedet for at tro, at man selv har fundet sandheden om livet. Der er ingen sandhed. Der er kun et samspil med andre, der kan være mere eller mindre harmonisk, og harmonien blomstrer ikke just på disse sider.
Selvransagelse er en god ting, og uanset hvad man mener om EKIM, så er de gode eksempler på en fornuftig selvransagelse, men hvis den introspektive undersøgelse har karakter af en selvglad bekræftelse, er den intet værd, hverken for en selv eller omgivelserne.
Spørg et barn om noget, det ikke har lært, og det svarer frejdigt: "Det ved jeg ikke." Stil et tilsvarende spørgsmål til en voksen(død), og du vil få en lang og tåget sludder for en sladder. Er det virkelig så svært at indrømme, at man ikke er ekspert i emnet, og at man måske ikke har det "rigtige" svar?
Hvad debatten her savner, er det barnesind vi havde, før de voksne fik indoktrineret os med transcendente og religiøse verdensbilleder.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
