|
1
registreret Arne Thomsen
433
gæster og
152
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: VIDENSKAB OG TRO
|
Det begynder at gå op for mig – eller i det mindste er det min fornemmelse – at der ligger ganske meget gemt i forholdet mellem disse to: Videnskab og tro – som ikke rigtig kommer åbent frem.
Kun få fanatikere afviser naturvidenskabens imponerende resultater, og stort set alle forventer fortsatte store videnskabelige landvindinger (og vel også nogle få korrektioner).
Samtidig er omkring 80 % af os danskere medlemmer af folkekirken (men ikke mig  ) – dog sådan, at nok langt de fleste kun er kulturkristne og ikke egentlig kristent troende – men nok heller ikke direkte ateister.
Naturvidenskaben havde i sin tid svært ved at trænge igennem i Europas middelalderlige kristent dominerede samfund, men i dag er accepten, respekten, beundringen og ressourcetildelingen til videnskabelig forskning og oplysning rimeligt god, vil jeg mene.
Samtidig er der – ser det ud til – i hvert fald i Europa en tendens til, at vi europæere i stigende grad ignorerer de lokale religioners dogmer – til fordel for en tro på fremskridtet bl.a. ved naturvidenskabens hjælp.
Men stadig flere begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er noget fremskridt siden – skal vi sige: Stenalderen.
Jo, vi er blevet flere, fordi vi kan skaffe vand og mad til flere, og vi har dertil fået en masse materielle goder, som vi er glade for, men vi dræner kloden for ressourcer, ligesom vores forurening af ”egen rede” (kloden) i hvert fald er foruroligende – og hvad harmonien mellem os ca. 7 milliarder mennesker angår, så er den jo ikke just imponerende.
Så det er vel egentlig kun den rige del af menneskeheden, der har oplevet fremskridt – og nok kun i materiel henseende – mens, blandt meget andet, ca. 20.000 børn dør af sult i de fattige lande – hver eneste dag! (iflg. en opgørelse foretaget af FN i 2003, så vidt jeg husker).
Og når vi kommer til vore eksistentielle spørgsmål – i betydningen: ”som har afgørende betydning for de valg, man træffer i sit liv” – så er det jo ikke så meget, vi her kan hente hos videnskaben.
Det mener jeg ikke, vi kan klandre naturvidenskaben for, og spørgsmålet er vel, om den slags i det hele taget er naturvidenskabens opgaver – og muligheder.
Der er dem, der mener, baseret på videnskabens notoriske store succes, at naturvidenskaben kan alt – i hvert fald i fremtiden – og er der noget, den alligevel ikke kan, så er det simpelthen ikke relevant.
Måske har de ret, men det er der jo ingen der ved, så foreløbig er det kun en antagelse – ja, man kunne vel egentlig godt kalde det en tro eller en overbevisning.
Der er også dem, der mener, at naturvidenskaben har sine naturlige grænser, bl.a. bestemt af dens metodik, hvorfor f.eks. eksistentielle spørgsmål altid vil ligge udenfor videnskabens muligheder (måske bortset fra rent materielle valg).
Det kan nok heller ikke udelukkes, at de kan have ret.
Eksistentielle spørgsmål kunne være:
Skal jeg alene kæmpe for mig selv og mine nærmeste og ignorere andres behov?
Skal jeg bruge størstedelen af mine kræfter til gavn for det samfund, jeg lever i? – eller til gavn for hele jordens befolkning? – eller til gavn for denne klode og alt, hvad der er på den?
Skal jeg acceptere, at man ikke må slå ihjel, og at man ikke må stjæle?
Skal jeg altid leve i erindringer og fremtidsplaner – eller skal jeg tillade mig også at leve i nuet?
Skal jeg søge at lære mig selv bedre at kende – både den bevidste del af mig, men også den ubevidste del, som mange erkender har stor indflydelse?
Er verden skabt – og i så fald hvordan?
Har verden altid været (i en eller anden form) – og i så fald, hvad er da ”altid”?
Mit gæt – og det er jo kun et gæt – er, at naturvidenskaben fortsat vil gøre fantastiske og imponerende fremskridt, men at den næppe vil kunne besvare de fleste eksistentielle spørgsmål.
Man kan sikkert kortlægge, hvordan sådanne spørgsmål rumsterer i hjernecellerne, men selve spørgsmålene tror jeg ikke, man kan besvare ad naturvidenskabelig vej.
Hvis det er sandt (men det ved vi jo ikke) så efterlades vi da sandelig med et stort tomrum: Hvordan skal vi træffe de helt store og afgørende beslutninger i vores liv?
Hidtil har vi haft religionerne til hjælp til den slags, men selvom der er visse udviklinger indenfor i hvert fald nogle af religionerne, så er de jo generelt temmelig stivnede, og i vore globale internet-tider kan de næppe - som hidtil - ventes at fastholde folk via lokal samfundsdominans.
Og hvad så?
Det er her – stadig forudsat at videnskaben nok ikke finder svar på de store eksistentielle spørgsmål – at jeg gætter, at muligheden for en global og kreativ religiøsitet kunne vokse frem.
En sådan skal nok være i stand til at rumme alt det bedste fra de mange forskellige religioner, som en slags byggesten, og den skal samtidig kunne overkomme de store forskelle religionerne imellem - samt dem, der slet ikke har en religion.
Det vil vel sige, at de mange forskellige dogmer (her også forestillingerne om guder) nok skal have lov at være der, men kun som tilbud, og de skal ikke have mere vægt, end hvad den enkelte tillægger dem, ligesom der selvfølgelig skal være total trosfrihed – og selvfølgelig også frihed til ikke at tro noget som helst.
Hvad kunne så blive det væsentlige i en sådan global religiøsitet?
Det er jo ikke til at vide, men jeg kunne forestille mig noget i retning af glæde, taknemmelighed, kærlighed til dette univers og denne klode, som jo er baggrunden for, at vi overhovedet eksisterer – så længe vi gør det.
Hvis sådanne følelser fik mulighed for at vokse frem – ikke længere hæmmet af dogmer – kunne man forestille sig, at vores så voldsomt dominerende dyreart begyndte at komme i harmoni med denne planet: Jorden.
Dogmer, myter og forestillinger om guder, får så nok ikke meget mere vægt end f.eks. de af malerkunstens bedste værker, som gennem tiderne har inspireret os.
Det ville være nemt for mig at tilslutte mig en sådan ”fleksibel, ikke dogmelåst, multireligion”, for min eneste (usikre) tro er, at der eksisterer en, hvad man kunne kalde verdens sande væren – som er udenfor menneskelig rækkevidde
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
