|
0
registrerede
237
gæster og
42
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Et andet syn
|
Næh Ole - det er ikke så meget, jeg ved om Mohammad Jalal al-Din Rumi, men det er vel heller ikke nødvendigt for at blive inspireret af hans digte (som ganske mange, bl.a. i USA, er for tiden).
Jeg ved stort set ikke andet, end hvad jeg kan læse i en bog i Carsten Niebuhr Biblioteket på godt 600 sider, jeg har anskaffet mig: "RUMI - før og nu - øst og vest", oprindeligt skrevet af Franklin D. Lewis, oversat til dansk af Mogens Bäncke og Rasmus Christian Elling og udgivet af Forlaget Vandkunsten (ISBN 978-87-7695-054-5).
På de allerførste sider er der nogle betagende smukke billeder, synes jeg, af hvirvlende dervisher, og blandt meget andet i bogen kan man læse, at Rumi blev født i Khorasan, det nuværende Tadsjikistan i år 1207, og at familien, han tilhørte, efter nogle flytninger endte i den anatolske by Konya, hvor de blev.
Rumi skrev på persisk, men beherskede også arabisk.
Det var i middelhavets byzantinske periode (År 394-1453).
Der er en masse andet at se i den bog, og det meste har jeg foreløbig endnu ikke nået, men som sagt, jeg synes (som mange andre i dag) at han er inspirerende.
Jeg har i øvrigt ikke tænk mig at skulle "være professor" i alt, hvad jeg udtaler mig om, og din værdidom om mig: "skråsikker" køber jeg ikke (så synes jeg nok det er ganske meget mere "skråsikkert" at kalde Rumi "temmelig uvidende om verden udenfor hans egne små tyrkiske cirkler" - Rumi betyder i øvrigt iflg. ovennævne bog noget i retning af: "fra det romerske"  ).
Du skriver:
I denne trælse proces har jeg ikke "smidt om mig med skældsord" men argumenteret med fakta om dine egne postulater.
Og det må vel så også betyde at det ikke er i følelsesmæssig ophidselse, du fyrer dem af, men tværtimod helt nøgternt - højst med "en lettere medlidende hovedrysten og en følelse af kedsomhed" - en betydeligt grovere grad af næsvished, end jeg havde forestillet mig.
I sammenhæng med Hiroshima og galaktiske sammenstød skriver du:
Men du kryber fortsat uden om kernen i argumentationen, nemlig hvordan disse videnskabelige fakta kan begrunde din "grundtone af kærlighed" som er din seneste formulering af din kærlighedsfantasi om universet. Jeg skrev, at du forkastede disse fakta, ikke at du i almindelighed benægter videnskabelige fakta.
Men det er jo dig, der bruger sådanne videnskabelige fakta som argument imod min oplevelse af "en grundtone af kærlighed".
Alligevel har du selvfølgelig ret i, at det er rimeligt at stille spørgsmålet: Hvordan kan man opleve "en grundtone af kærlighed" samtidig med bevidstheden om, at disse begivenheder forekommer?
Og mit svar - jeg har ikke noget egentligt logisk svar - jeg har jo heller ikke påstået en sådan grundtone - jeg har påstået, at jeg har oplevet den - og fortsat oplever den - det er jeg da selv sandhedsvidne på.
Naturvidenskabeligt set er det selvfølgelig det rene nonsens.
Men hvis du spørger f.eks. en tibetansk buddhistisk lama, kunne jeg godt forestille mig et genkendende smil.
Nu er jeg - heller ikke - buddhist, men evnen til at opleve, hvad jeg ikke har kunnet finde bedre ord for end "en grundtone af kærlighed", forestiller jeg mig - uden at vide det, at den er til stede i alle mennesker.
Måske kunne man kalde det en konsekvens af forelskelse i universet - at elske - og føle sig genelsket.
Det har nok også noget med glimtvis uselviskhed at gøre.
Det har nok også noget at gøre med den fornemmelse, at godt og ondt altid har noget af det andet i sig.
Det er ikke nemt at beskrive, men det er dejligt at opleve - og det fører noget godt med sig, synes jeg.
Det, jeg kommer med her er altså ikke en påstand, men en oplevelse, som jeg jo har lov at skrive om.
Det keder dig, og det tror jeg, at jeg forstår.
Så hvorfor ikke slutte denne dialog her?
Jeg noterer mig dog, at du har udtrykt, at du erkender både videnskabens storhed, men også dens begrænsninger ("Naturvidenskaben er som alt andet på denne jord begrænset.").
Og for mig at se, er det udenfor disse grænser - derude, hvor fornuften, i alle dens former, ikke kan hjælpe os - at mange mennesker spejder - så godt vi nu kan 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
