|
1
registreret Hanskrist
432
gæster og
189
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Et andet syn
|
Bare en kommentar...
Arne skr.: ”og dertil påstanden om, at der ikke (objektivt) eksisterer guder (hvilket meget muligt er rigtigt, men ikke logisk set kan være en påstand) - diskvalificerer dig totalt i mine øjne”.
- Det er bare logik og sund fornuft du her diskvalificerer:
Da du jo ikke (med objektive referencer som præmisse) evner at kvalificere påstanden: ”guder evner eksistens” til et sandt udsagn, følger naturligt deraf konklusionen: ”guder evner ikke eksistens”. Påstanden bliver til kun en mening uden gyldige præmisser, det er den påståede sandhedsværdi du tilfører påstanden, der afvises!
En afvisning af en påstand er ikke identisk med at fremme en påstand – det er bare at afvise den, med begrundelser du har fået i flere år! Din mening opfyldte enkelt ikke evidenskravet, hvorfor du simpelthen må ud og lede efter minimum to gyldige præmisser til støtte for din påstand om guds eksistens som et udsagn med sandhedsgehalt. Det samme gælder for øvrigt alle andre fantasier du indfører i virkeligheden på samme forudsætninger. Se, det var da ikke så svært at forstå problemets natur, vel Arne?
Du skr. desuden flg.: ”Noget siger mig, at du ikke har det godt, men det er jo din sag og ikke min”.
- Du tænker slet ikke rationelt! Her gør netop du det til din anmærkning, at indføre dine ”fornemmelser” for Oles helsetilstand – som om dine ”fornemmelser” var af betydning for kvaliteten af den kritik og afvisning, dine meninger møder på sin vej.
Imidlertid kvalificerer dine ”følerier” jo intet til interessante iagttagelser nogen derfor behøver tillægge stor betydning. Dette kan vi begrunde ved at henlede opmærksomheden på hvor stærkt du jo ”føler” for ubegrundet tro på flere andre områder i denne tråd.
Tænk her på, hvordan det gik med ”følerierne” omkring indføring af din ”fuldkommenhed”, din ”universelle bevidsthed” – begge himmelnisser (attributter) endte som meningsløst føleri fra fantasier, men jo ikke som påviselige eksistentielle faktorer, nogen kunne undersøge og teste og dermed anerkende. Dit føleri slog også her fejl.
Noget interessant ville i stedet være spørgsmålet om værdien man kan tildele ”føleriet” som metode til antagelse betragtet, og her har du faktisk et oldgammelt problem at se gennemdiskuteret længe før jesusanalogier osv. så dagens lys. At betragte sig selv som en ”intuitiv kapacitet” er derfor mildest talt en generøsitet udi fabelagtige drømmespil. Du hævder tillige at du også kan være alvorlig og seriøs, og det mener jeg så du skylder debattører at vise et eksempel på…
Som jeg ser det, har du i denne tråd haft alt rigeligt med at kategorisere folk der ikke tillægger dine drømme særlig værdi, og har ikke været opmærksom på det positive i en konstruktiv kritik af dine meninger. Når meninger udtømmes for reelt indhold, kan enhver jo undersøge hvad der så ér af substans at forholde sig til. Men i stedet for at være opmærksom på disse forhold, har du været optaget af hvad du følte for dem – og er faktisk endt med at blive fornærmet, ja endda ondskabsfuld. Jeg synes faktisk det er ondskabsfuldt at insinuere at Ole må være syg i roen, hvor den slags meninger heller ikke kvalificerer sig til argumenter nogen kan tillægge betydning på en debat.
Det viser sig så gradvist, at der underneden for dine meninger egentlig ligger skjulte motiver, som aldeles kun omhandler personlige forhold (jf. det Treram skriver i sine betragtninger), og da er vi så pludselig helt udover at debattere forhold med betydning for vores fælles verdensbillede, idet slige "dagbogsreferater" nærmer sig synspunkter der egentlig begrænser sig nærmere kendskab til din privatsfære.
Set i dette lys, afviser du jo altså ikke argumenter hos fornuftige debattører, fordi objektive kendsgerninger enhver kan forholde sig til taler for din synsvinkel, men derimod fordi kritik taler imod hvad du føler for af strengt personlige omstændigheder. Så fra at være en debat af betydning for et fælles verdensbillede, får du her drejet selve debattørerne ind i dine personlige forhold, som de slet ikke har mulighed for kritisk at undersøge. Debatten får pludselig en personlig psykologisk agenda, hvor objektive referencer aldeles udelades- og hvor du jo ikke med rette kan klandre debattører for de forklaringsproblem netop du står overfor, men ikke evner at argumentere fornuftigt for. Her hjælper det dig ikke at lægge afstand til ræssonementer, idet vi stadig må henlede opmærksomheden på den dårlige kvalitet dine "følerier" fører med sig som metode.
Alligevel rubricerer du rask væk meddebattører som ’divider’ der skulle være ude af stand til at føle som du, ikke fordi noget taler for et sådant synspunkt, udelukkende fordi de afviser dine subjektive meninger som noget af betydning for verdensbilledet du agiterer for. Dette reflekterer du ikke over, men intimiderer i stedet meddebattører, der faktisk bare argumenter fjernt fra din personlig agenda - som pr. def. agiterer for indførsel af noget guddommeligt, og dermed en gud!
Det står dig naturligvis frit at mene hvad du vil, det vil ingen underkende, men det tilfalder faktisk dig at argumentere for meninger du indfører som noget af betydning for andre mennesker. Andre mennesker kunne eksempelvis forklare det guddommelige du indfører som noget betydeligt som noget aldeles suggestivt, og dermed forklare en psykologisk faktor der viser noget om det menneskelige, men intet om det guddommelige du indfører. Her mangler du netop objektive referencer og kan ikke argumentere med trosbekendelser, og det er det du gør. Du får m..a.o. fjernet dig fra den saglighed du taler så meget om med rene meninger, og det kalder på solid argumentation. Dette er en væsentlig bestanddel af den kritik du får!
Debatter handler imidlertid om at undersøge meningsindhold for værdisyn der fremmes, hvorfor synspunkter naturligvis må konfrontere hinanden. At være i følelsers vold er ikke identisk med at være åben for andre synsvinkler. Den åbenhed du tilkender dig selv, begrænses af den aversion dit "føleri" fører med sig - og som endnu ikke viser noget om en sandhed. Dertil er der lang vej endnu.
I de snakke jeg husker, har du immervæk altid lusket rundt om noget guddommeligt, nøjagtig som om dette guddommelige faktisk refererede til noget værdifuldt udenfor selve sproget du fremførte dine meninger med – og som ifølge dig selv, skulle fortjene almen værdsættelse gennem en respekt, og det undrer mig.
Her får vi et problem, idet man jo ikke kan indføre den forskrift, at ’kritik af meninger kun anerkendes, såfremt selve meningen der fremmes, på forhånd respekteres’.
Motivet for en sådan forskrift, ville netop foranledige nogen til at fastholde grundløse meninger fremfor at flytte synspunkter, dersom bedre argumenter taler for det. Og du vil vel næppe erkende, at det du fremmer er forkyndelse af en tro?
Kort og godt må vi altså erkende og respektere, at vore synspunkter kan møde despekt, og dette helt uden at vi som mennesker forveksles med vore synspunkter. Dette betyder jo , at man kan være rygende uenige og fare i flæsket på hinandens synspunkter, og alligevel være i samme stue. Det er dét jeg synes du skulle arbejde lidt med Arne - ikke at føle dig ilde behandlet, blot fordi debattør lægger afstand til meninger du fremfører. Desuden er det faktisk legalt at være troende, det kan ingen kriminaliseres for - husk det!
Mvh & god weekend
Simon
|
|
|
|
