|
0
registrerede
49
gæster og
327
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Et kursus i mirakler
|
Kære Jan
"Smerten kommer sikkert fra en ide om, at vi har gjort noget forkert, og derfor tror vi ikke vi fortjener at blive elsket ubetinget."
- Det her er virkelig en øvelse for mig i at forstå dig lidt bag om begreber, for normalt ville jeg debattere, at smerten ikke er en idé, men en virkelighed. Jeg synes dog, at det er blevet rimelig klart for mig i denne tråd, at det vi hver især bringer på den ene eller anden måde afspejler den proces, der giver mening for os, og i kraft af hvilken vi begrebsliggør vores erfaringer.
Jeg mener stadig, at smerten er noget alle mennesker oplever i mer eller mindre grad. Det er ikke en idé, vi pludselig har fået. Men det jeg kan forbinde med idé er det, vi allerede har været inde på, at vi simpelthen fx i opvæksten har følt os svigtet, forladt eller på anden måde såret, så der kan opstå den mekaniske i vores psykologi - en IDÈ - at vi ikke er gode nok. Og så længe denne idé ikke bearbejdes, vil man i mange mange situationer gennem livet føle sig mindreværdig, selvom man ikke er det. Jeg opfatter dette som en struktur i os, i vores psykologi, som er med til at præge vores sind og hele måden vi tænker og agerer på. Derfor har jeg lige fra jeg trådte ind på debatten for snart 3 år siden fremhævet vigtigheden i at arbejde med sig selv; at forstå sig selv og ens strukturer (ideer). Det er for nu at bruge nogle kristne begreber i sig selv en opstandelse: at lade det gamle menneske dø og det ny menneske opstå i Kristus, hvor vi finder Guds ubetingede kærlighed, Kristi sind.
Det er jo et kæmpe emne, som man kan gå ind i på forskellig vis med forskellige tilgange og begreber (Ole Bjørn ville sikkert også have meget godt at sige her). Det er også en sårbar debat, fordi man eksplicit som implicit deler noget af ens personlighed, fordi det ydre må krakelere ind til "nøgenheden", i hvilken vi har erfaret og mærket livet på egen krop. Hertil har vi nok det til fælles, at vi begge brænder efter at hjælpe andre mennesker til live, at samtale og drage omsorg; du gennem terapien, jeg gennem sjælesorgen (måske også terapi), som begge er tilgange med rum for følelserne og deres betydning (ja, selv om sosu-hjælper oplever jeg dette som noget meget givende, fordi man bruger sit hjerte, eller i hvert fald prøver på det).
Du skriver endvidere:
"Smerten er i vores sind, men kilden til smerten er ikke virkelig. Og det er her tilgivelse kommer ind i billedet. Når vi tilgiver reagere vi ikke på de skøre fisk(ideer) som svømmer rundt i vores sind. Lidt ligesom du er inde på. Jeg tror bare det skal ses i et meget meget større perspektiv. Vores sind har i virkeligheden ingen grænser. Alt vi ser i verden er vores sind. Lidt ligesom kvantefysikken, hvor det siges at der ikke virkeligt er noget i universet som er adskilt. Subjekt og objekt er det samme. Videnskaben kalder det bare for energi, hvorimod den mere spirituelle retning kalder det sind eller bevidsthed."
- Hmm, her står jeg vist af. Skal vi ikke tage kilden til smerten alvorlig? A pro po eksemplet omkring konflikten med en god ven, mener jeg, at der må en forløsning til, at man med andre ord må tage både konflikten og relationen alvorligt som noget virkeligt. Det er først i processen og åbenheden, at vi kan skelne energien og få løst op, så kærligheden og dermed tilgivelsen kan skyde op som en rose. Ellers tror jeg nok, at jeg ville opleve det som en flyvsk tilgivelse med risiko for blot at ville behage sig selv - men det kan være, at jeg misforstår dig eller bare oplever det lidt anderledes u-ekimsk 
Mvh
Anne
|
|
|
|
