|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Et kursus i mirakler
|
Kære Anne.
Nej, det lyder overhovedet ikke spor gak. 
Dog kan jeg godt selv være lidt gak gak nogen gange. 
Jeg synes din metafor med fisken sidder lige i skabet.
Du skriver(som ikke er gak)
"Derfor må vores ideer om tab, skyld, had, frygt etc. være mere end ideer, de må i sig selv være et udtryk for smerte; en smerte vi har lært at skærme os fra, men som i stedet har skabt vrede, skyld, sorg etc i os. At se disse sider i os øjnene betyder ikke, at de er en del af os, en del af virkeligheden. Men nogle gange skal der først være kaos før der kan blive orden, og før vi kan opdage os selv i Gud, i helligheden."
Smerten kommer sikkert fra en ide om, at vi har gjort noget forkert, og derfor tror vi ikke vi fortjener at blive elsket ubetinget. Vi tror vi skal leve op til et eller andet for at være elsket. Det er ideen om at have gjort noget forkert som "skaber" skyldfølelsen, og skyld har det med at forlange straf, og der har vi så frygten. Ubevidst er det Gud vi frygter, for det er altid Gud som vores sind forholder sig til, da det er Gud som har Skabt vores sind.
Smerten er i vores sind, men kilden til smerten er ikke virkelig. Og det er her tilgivelse kommer ind i billedet. Når vi tilgiver reagere vi ikke på de skøre fisk(ideer) som svømmer rundt i vores sind. Lidt ligesom du er inde på. Jeg tror bare det skal ses i et meget meget større perspektiv. Vores sind har i virkeligheden ingen grænser. Alt vi ser i verden er vores sind. Lidt ligesom kvantefysikken, hvor det siges at der ikke virkeligt er noget i universet som er adskilt. Subjekt og objekt er det samme. Videnskaben kalder det bare for energi, hvorimod den mere spirituelle retning kalder det sind eller bevidsthed.
Okay nu bliver det sikkert lidt for flyvsk, så jeg må nok hellere stoppe inden jeg flyver helt væk.
Sov godt og drøm sødt, kære Anne.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
